01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der er noget bag bjerget

Der er noget bag bjerget

Lørdag, 20. august, 2005, 00:00:00

Unge Sofia Karlsson har begået en vidunderlig nyfortolkning af Dan Anderssons digte. ¤¤Svarta ballader¤¤ er er yderst værdig arvtager af de utallige fortolkninger der findes.

af Rikke G.F. Carlsson
OK, jeg siger det med det samme. Svensk poesi og musik har altid ligget mit hjerte nær. Det betyder ikke at alt svensk er godt, men Dan Andersson er en af Sveriges store arbejderdigtere. Han fødtes og levede i Finnmarken i det sydlige Dalarne, og var, som de fleste andre i området, fra en slægt af finske indvandrere, der siden 1400-tallet var hentet til området for at skove og lave trækuls- og jernproduktion.
Dan Anderssons digte handler om det hårde og fattige liv i skovene, som enten skov- eller milearbejder (kulsviere, der i døgndrift passede kulmilerne ude i skovene), om mine- og jernbaronerne og om de mennesker, der levede med det hårde arbejde, men som samtidig var præget af den enestående natur, om musikere og omvandrende arbejdere, om kærlighed og sorg. Disse digte vil jeg opfordre til at læse.
Dan Andersson døde ganske ung, omkring 1920, lige som han var ved at blive anerkendt. I Sverige findes et Dan Andersson selskab, som udgiver hans værker, og hans fødekommune holder hvert år en Dan Andersson uge i forbindelse med hans fødselsdag. Se www.ludvika.se
Gennem tiderne har mange kunstnere fortolket og fremført hans værker, hvoraf han selv har sat melodi til flere af dem. De mest spændende er nok den trofaste forening 'Mandskoret, fra Saxdalen', hans hjemegn, der hvert år på hans fødselsdag fremfører en forestilling i det fri, med udsigt over samme Finnmark, som de synger og fortæller om.
Den mest kendte fortolker er nok Thorstein Bergman, der har udgivet flere cd'er. Han medvirker også på denne cd, i en smuk duet med Sofia Karlsson i visen 'Vaknatt'.
Pudsigt nok ligger cd'en på top 20 i Sverige, hvilket vidner om, at god poesi stadigt har noget, der rammer selv os nye generationer. Sofia Karlsson har selv hørt sine forældre synge hans sange og tænkte så; der må være noget der borte bag bjerget. Og det er der, lover jeg. Sofia er skøn og det hun har fundet og tilbyder os andre, er værd at tage imod. Er du svenskofil, eller bare kan lide kvalitet, så må denne CD anbefales.

Sofia Karlsson synger Dan Andersson - Svarta Ballader. www.bonnieramigo.com. www.sofiakarlsson.com

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. aug. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur