01 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Helt Svøbsk

Helt Svøbsk

Onsdag, 17. august, 2005, 00:00:00

Duoen Svøbsk har udgivet en debut-cd med egne numre, der står stærkt, samt forfriskende nyfortolkninger af traditionelle viser

af Helge Knudsen
Maren Hallberg Larsen på harmonika og og Jørgen Dickmeiss på violin, guitar og sang udgør tilsammen duoen Svøbsk, og efter et par travle turné-år har de fået tid til at udgive deres debut-cd, 'Sig mig'. Og den siger mig en hel del.
Halvdelen er egne kompositioner, og halvdelen nyfortolkninger af traditionelle numre, men det hele er præget af et forfriskende nysyn på, hvordan man kan gøre det. Ikke helt efter 'traditionsbogen', men alligevel med klar respekt for inspirationskilderne og forlæggene.
Især nyder jeg Jørgen Dickmeiss` fortolkning af den gamle velkendte traver 'Du lille svale' Man mærker inspirationen fra blandt andet Poul Dissing og Benny Holst, men det gør ikke fortolkningen mindre original. Teksten er heller ikke helt som jeg husker den - men den forandring er kun til det bedre.
Og det er netop pointen ved Svøbsk`s musik: Man skal ikke have større respekt for traditionerne, end at man tør prøve nye vinkler af, suge til sig af godt, også uden for det gamle Danmarks grænser - og dermed skabe nye grænser for, hvad der er dansk folkemusik. På 'Sig mig' sker det med kærlighed og dyb indlevelse. Man kan på nogle numre klart fornemme, at Jørgen Dickmeiss for også spiller argentinsk tango i et andet band, og og Maren Hallberg også trækker i bælgen i 'Klezmerbandet'.
Pladen indeholder også en enkelt 'svøbsker', en ret rundtosset dans, duoen har taget navn efter. Det er dog ikke en danseplade, men helt klart en lytteplade. Hør for eksempel den fremragende fortolkning af visen 'De to ravne', der vender tanken mod Irak-krigen og de andre steder i verden, hvor menneskeliv ødes.
Og lige bagefter kommer Jørgen Dickmeiss` smukke 'Morgengry', der jager tankeskyggerne på flugt. Sammen med Maren Hallbergs afrundende nummer, 'Eftertanke' nogle af de bedste instrumentale perlerne på 'Sig mig', som garanteret vil tale til mange folkemusik- og viseelskere.

Svøbsk: 'Sig Mig', GO` Danish Folk Music, Kan købes i pladebutikkerne eller gennem folkshop.dk.
www.svobsk.dk, www.gofolk.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. aug. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur