Felttoget er ikke kun et af de mest uhyggelige i hele Første Verdenskrig, fordi det kostede mange tusinde dræbte og sårede. Det er også et af de mest betydningsfulde, fordi det fik store konsekvenser - både på kort sigt og på langt sigt.

Gallipoli er en aflang halvø, der ligger ca. 250 kilometer sydvest for Istanbul. Under Første Verdenskrig var denne halvø rammen om et militært felttog, der varede næsten et år.
I dag er store dele af halvøen fredet af historiske grunde. Der er stadig mange spor efter de kampe, der fandt sted dengang, og der er anlagt en række gravpladser og mindesmærker.
For nylig besøgte Torben Retbøll Gallipoli. Vi bringer i dag første del af hans rejsebrev.

af Torben Retbøll
Gallipoli er en aflang halvø, der ligger ca. 250 kilometer sydvest for Istanbul, der var hovedstad i Osmannerriget 1453-1923 og siden da har været den største by i den moderne stat Tyrkiet, der blev etableret af Mustafa Kemal Atatürk i 1923.
Under Første Verdenskrig (1914-18) var denne halvø rammen om et militært felttog, der varede næsten et år, fra februar 1915 til januar 1916. De allierede (Storbritannien, Frankrig, Australien og New Zealand) angreb Osmannerriget, der kæmpede sammen med centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn). En sejr over Osmannerriget ville hjælpe den sidste store allierede (Rusland) og samtidig svække centralmagterne. Det var (måske) en god plan i teorien, den kunne bare ikke gennemføres i praksis.
Dette felttog er ikke kun et af de mest uhyggelige i hele krigen, fordi det kostede mange tusinde dræbte og sårede på begge sider. Det er også et af de mest betydningsfulde, fordi det fik store konsekvenser - både på kort sigt og på langt sigt, både for enkeltpersoner og for store befolkningsgrupper.
I dag er store dele af halvøen fredet af historiske grunde. Der er stadig mange spor efter de kampe, der fandt sted dengang, og efter krigen (1923-26) blev der anlagt en række gravpladser og mindesmærker for de faldne på begge sider.
For nylig besøgte jeg denne halvø og nogle af disse mindesmærker. I første del af dette rejsebrev vil jeg fortælle om felttoget: Hvordan forløb det? Hvorfor gik det så galt for de allierede? Hvilke konsekvenser fik det? I anden del vil jeg fortælle, hvad man kan se på stedet i dag. Men inden da et par praktiske bemærkninger.

Navn og geografi
For det første felttogets navn. Den vestlige og engelsk-sprogede verden taler som regel om Gallipoli-kampagnen. Navnet kommer fra den tyrkiske by Gelibolu, der har givet denne halvø sit navn. Men tyrkerne taler som regel om Canakkale-kampagnen (det udtales 'Tjanákkale' med tryk på anden stavelse). Canakkale ligger lige over for halvøen på den asiatiske side af det smalle stræde ved navn Dardanellerne. Det er i dag den største by i denne region med omkring 75.000 indbyggere.
For det andet områdets geografi. Hvis man skal sejle fra Ægæerhavet til Sortehavet, skal man først passere det smalle stræde ved navn Dardanellerne, derpå krydse Marmarahavet, der dækker et areal på 11.655 kvadratkilometer, og til sidst passere det smalle stræde ved navn Bosporos. På hele denne sejltur har man Europa på venstre side og Asien på højre side.
Dardanellerne er 61 kilometer langt. Bredden er op til seks kilometer, men på det smalleste sted er der kun 1,2 kilometer fra kyst til kyst. Gallipoli-halvøen er den nordlige side af dette stræde.
Bosporos-strædet er 30 kilometer langt. Bredden er op til 3,3 kilometer, men på det smalleste sted er der kun 0,7 kilometer fra kyst til kyst.
På den vestlige side af dette stræde anlagde grækerne omkring 600 f.Kr. en by ved navn Byzans. I 330 e.Kr. fik den navnet Konstantinopel. Fra 1453 har den heddet Istanbul, og i dag er den vokset så meget, at den ligger på begge sider af strædet, dels i Europa dels i Asien.
Den stat, der kontrollerer de to stræder, Dardanellerne og Bosporos, kontrollerer den strategisk vigtige forbindelse til og fra Sortehavet. I 1915 ville England og Frankrig fratage Osmannerriget kontrollen med denne søvej, således at deres allierede Rusland havde fri passage til og fra Sortehavet.

Fire faser
Gallipoli-kampagnen kan deles i fire faser. Den første var en ren flåde-operation, der fandt sted i februar og marts 1915, hvor de allierede to gange forsøgte at forcere Dardanellerne. Den 19. februar angreb de med 18 britiske krigsskibe, men det var forgæves. En måned senere angreb de igen, denne gang med 14 britiske og fire franske krigsskibe, men atter var det forgæves.
Tyrkerne havde opført forter og opstillet kanoner på begge sider af strædet. Desuden havde de udlagt miner i strædet og opsat et ubådsnet på det smalleste sted.
Under det andet angreb ramte tre allierede skibe hver sin mine. De sank meget hurtigt, og næsten alle ombord omkom. De tre skibe var det franske Bouvet og de engelske Ocean og Irresistible.
Den anden fase var en kombineret flåde- og militær-operation, der begyndte den 25. april 1915. Britiske tropper gik i land på fem forskellige strande rundt om halvøens sydlige spids, Cape Helles.
Samtidig gik tropper fra Australien og New Zealand (Australian and New Zealand Army Corps, forkortet ANZAC) i land på den vestlige kyst ca. tyve kilometer nord for Cape Helles i den bugt, der i dag har fået navnet Anzac Cove.
Desuden var der to afledningsmanøvrer, der skulle holde nogle af de tyrkiske tropper væk fra den egentlige front: Den ene blev udført af franske tropper, der gik i land ved Kumkale på den asiatiske side af strædet, syd for Gallipoli, mens den anden blev udført af britiske skibe, der sejlede op til Saros-bugten ud for Bulair på halvøens smalleste sted, men her var der ingen landgang.
De allierede styrker kom i land, men tyrkerne gjorde modstand. Begge parter gravede sig ned, og det blev en stillingskrig, ligesom man havde på fronten mellem Frankrig og Tyskland. Det kostede mange tusinde døde og sårede at flytte fronten et par meter frem eller tilbage.
Den tredje fase var en ny offensiv, der begyndte den 6. august 1915. Briterne angreb fra Cape Helles, ANZAC fra Anzac Cove, og samtidig gik nye britiske tropper i land på tre forskellige strande knap ti kilometer længere mod nord ved Suvla Bay. Fronten flyttedes en lille smule, men de allierede opnåede stadig intet gennembrud, stadig ingen sejr.
Den fjerde og sidste fase var en evakuering, der blev gennemført i to omgange. Alle tropper blev evakueret fra Suvla Bay og Anzac Cove om natten den 19.-20. december 1915, mens alle tropper blev evakueret fra Cape Helles om natten den 8.-9. januar 1916. (1)
Evakueringen var en stor succes. Ingen allierede soldater mistede livet i denne fase. Det var ironisk nok den eneste succes under hele dette felttog. Både første, anden og tredje fase havde været forfærdelige katastrofer, der kostede tusinder af dræbte og sårede på begge sider. Commonwealth War Graves Commission opgiver følgende tabstal:
- Commonwealth (England, Australien og New Zealand): 36.000 døde
- Frankrig: 10.000 døde
- Osmannerriget: 86.000 døde
- I alt 132.000 døde (2)

Hvorfor gik det så galt?
England var datidens supermagt, især på det maritime område. Osmannerriget var til gengæld en stormagt i forfald. I Vesteuropa var det ofte blevet omtalt som 'Europas syge mand.' Gallipoli-halvøen er et ganske lille stykke land. En smal tange, hvis længde er mindre end 100 kilometer. Når man sammenholder disse kendsgerninger, er det relevant at spørge: Hvorfor kunne de allierede ikke erobre dette område? Svaret består af flere elementer:
For det første: De allierede overvurderede deres egen styrke. England og Frankrig var vant til at få deres vilje i international politik. Men det fik de ikke denne gang.
For det andet: De allierede undervurderede tyrkernes evne og vilje til at gøre modstand, og det var fatalt. Osmannerne havde tidligere mistet store territorier i Nordafrika og på Balkan, men nu gjaldt det deres eget hjemland, og derfor kæmpede de meget ihærdigt. Osmannerriget var svækket, men ikke knækket.
For det tredje: De allieredes ledelse var på mange punkter fuldstændig inkompetent. Den kendte ikke de lokale forhold godt nok. Den anvendte kort, der var forældede og utilstrækkelige. Den havde ikke forberedt de menige soldater godt nok på deres opgave. Der var ikke god kommunikation mellem de enkelte afdelinger af invasionsstyrken.
For det fjerde: Samarbejdet mellem de allieredes flåde og militær var dårligt. De to parter havde ikke meget respekt for hinanden. Hver af dem havde nok i sig selv.
For det femte: Tyrkerne var godt forberedt, da invasionen kom. Efter de to forgæves flådeangreb i februar og marts kunne de godt regne ud, at en militær invasion var næste skridt. Briterne gav tyrkerne mere end en måned (fra 18. marts til 25. april) til at forberede sig på en invasion, og denne tid udnyttede de meget effektivt.
For det sjette: Osmannerriget var allieret med Tyskland. Den tyrkiske hær i området var anført af en tysk general ved navn Otto Liman von Sanders. Hans næstkommanderende var en meget talentfuld tyrkisk officer ved navn Mustafa Kemal, der senere fik tilnavnet Atatürk.

Kampagnens konsekvenser
Gallipoli-kampagnen var en fiasko. Lige fra starten. De allierede kunne ikke forcere Dardanellerne med skibe alene. De kunne heller ikke åbne strædet ved at invadere Gallipoli-halvøen. Ledelsen havde sat sin flåde og senere sin hær på en håbløs opgave. Men det ville den ikke indrømme. Derfor fik hær og flåde ordre til at blive ved, måned efter måned. I august forsøgte man en ny offensiv ved Suvla Bay, og her var der et kort øjeblik en chance, men den forspildte man på grund af dårlig planlægning, og derefter fortsatte krigen så samme måde som før.
Konsekvenserne var katastrofale: De to parter havde tilsammen 132.000 døde og måske lige så mange sårede. I gennemsnit kostede dette felttog altså mere end 10.000 døde hver eneste måned. Til sidst - efter næsten et helt års kampe - erkendte ledelsen omsider sin fiasko og gav ordre til en evakuering. Men inden da havde 132.000 soldater mistet livet for en mission, der ikke kunne gennemføres. Dette var kampagnens konsekvens på kort sigt. På længere sigt fik kampagnen også store konsekvenser:
Den tyrkiske officer Mustafa Kemal blev en national helt på grund af sin rolle i forsvaret af Gallipoli. Efter krigens afslutning i 1918 blev han leder af den tyrkiske hær, der standsede Grækenlands forsøg på at erobre den vestlige del af Lilleasien. Dermed voksede hans heltestatus blandt tyrkerne til nye højder. I 1923 etablerede han den nye stat Tyrkiet og gjorde sig selv til landets første præsident - en post, han beholdt til sin død i 1938. Han er stadig den mest berømte og mest kendte person i hele Tyrkiets historie.
Gallipoli-kampagnen var planlagt og besluttet af den britiske regering. De ansvarlige ministre var Lord Horatio Herbert Kitchener, der var krigsminister, og Winston Churchill, der var marineminister.
Da nyheden om den mislykkede invasionen nåede til England, blev regeringen meget upopulær, og Churchill måtte gå af i maj 1915. Hans politiske karriere gik i stå, men det var kun en ringe pris for at have iværksat en katastrofal aktion, og desuden kom dette tilbageslag kun til at vare ganske kort tid.
I 1917 blev han koloniminister, og i 1921 var han formand for Cairo-konferencen, der bestemte, hvad der skulle ske med resterne af Osmannerriget. Denne konference oprettede blandt andet den moderne stat Irak, selv om det fra starten var klart, at denne stat rummede mange forskellige etniske og religiøse grupper, der ikke havde noget nationalt fællesskab.
Hvis man sætter sagen lidt på spidsen, kan man sige, at Churchill først gjorde Mustafa Kemal til en national helt, der senere kunne etablere Tyrkiet, derefter oprettede han Irak og lagde dermed grunden til mange af de problemer, der stadig plager dette land. (3)
Lord Kitchener blev ikke berørt af Gallipoli-skandalen. Han fortsatte som krigsminister indtil sin død i juni 1916. Han var på vej til Rusland ombord på det britiske krigsskib Hampshire, da det ramte en mine og sank. Kitchener og næsten hele besætningen omkom.

Anzac Day
Gallipoli-kampagnen fik en særlig betydning for Australien og New Zealand. Under Første Verdenskrig var de to nationer stadig unge og tæt forbundet med moderlandet. Mange unge mænd meldte sig frivilligt til ANZAC for at kæmpe på Englands side. Gallipoli blev en ilddåb for ANZAC. Tusinder kæmpede og faldt i denne kampagne.
For de overlevende veteraner, for deres familie og venner og for de følgende generationer blev Gallipoli en begivenhed, der var med til at skabe deres nationale identitet.
Datoen den 25. april, hvor invasionen begyndte, blev til Anzac Day, en officiel helligdag, der stadig markeres af mange mennesker i Australien og New Zealand. Nogle af dem rejser til Gallipoli for at se det sted, hvor det hele skete. For mange af dem er det ikke bare en almindelig turistrejse, men næsten en pilgrimsrejse.
I dag er der ingen veteraner fra dengang tilbage. Men mindet om Gallipoli lever. Det har stadig stor betydning. Måske en stigende betydning. På 90-årsdagen for invasionen, den 25. april 2005, var 20.000 mennesker mødt op ved Anzac Cove for at deltage i den officielle ceremoni på stedet.

Hell Fire Pass
Siden 1987 markeres Anzac-dagen også ved Hell Fire Pass i det vestlige Thailand. Under Anden Verdenskrig blev tusinder af allierede krigsfanger af japanerne tvunget til at bygge en jernbane fra Thailand til Burma. Det er den berygtede 'Dødens Jernbane,' som jeg tidligere har omtalt i to rejsebreve fra Thailand, trykt i Arbejderen 9. august 2003 og 8. september 2004. Mange af disse krigsfanger kom fra Australien og New Zealand.
Arbejdet på den del af strækningen, der er kendt som Hell Fire Pass, begyndte (tilfældigvis) på Anzac-dagen den 25. april 1943. I april 1987 blev dette sted erklæret for et historisk mindesmærke. I april 1998 blev et historisk museum indviet på stedet: Hell Fire Pass Memorial Museum.
Anzac-dagen handler primært om Gallipoli og Første Verdenskrig. Men for nogle mennesker handler den også om Hell Fire Pass, om Dødens Jernbane og Anden Verdenskrig.

Noter:
1. Tim Travers, Gallipoli 1915, forlaget Tempus: Stroud, 2001, paperback 2002, 288 sider. Et akademisk værk. Meget tungt. Mustafa Askin, Gallipoli - a turning point, uden årstal, formodentlig udgivet 2005, 56 sider. Et populært værk. Let tilgængeligt.
2. Commonwealth War Graves Commission, ÒThe Gallipoli Campaign, 1915,' og ÒThe Gallipoli Peninsula, Turkey.' Dette materiale kan bl.a. fås på turistkontoret i Canakkale. Du kan også besøge kommissionen på nettet. Adressen er: www.cwgc.org
3. Christopher Catherwood, Winston`s Folly: Imperialism and the Creation of Modern Iraq, forlaget Constable: London, 2004, 268 sider. Anmeldt af Marcus Rubin i Politiken, 29. januar 2005, 4. sektion.