Der er kommet en ny udmærket lille bog om Karl Marx, der er en god appetitvækker til de lidt tungere værker
af Klaus Haase
Bare indenfor de sidste par år er der udgivet en stribe bøger om Marx på dansk. En af dem, er kommet på Roskilde Universitetsforlag.
Det drejer sig om en lille sag på små hundrede sider. Prisen er også overskuelig. Godt og vel en hundredekroneseddel.
Marx` historiske rødder
Vi bliver fra første side kastet ud i Marx` teorier; det bliver klargjort, at den store tænker var et produkt af en turbulent tid - industrialiseringens tidsalder, der blev udgangspunktet for hans kapitalismekritik.
Marx` ungdomsskrifter har været genstand for megen spekulation i tidens løb: Religionskritikken og det moderne menneskes fremmedgørelse var emner, der optog den unge Marx.
Foruden hans møde med Engels, der blev hans uadskillelige følgesvend, velgører og medskribent, får vi at vide, hvilke historiske rødder Marx havde i form af religionskritikeren og filosoffen Feuerbach og stats- og historiefilosoffen Hegel (sidstnævnte skabte grundlaget for den marxistiske udviklingsforståelse dialektikken og den materialistiske historieforståelse).
Puslespillet går op: Marx stablede Hegels idealisme på benene, og gjorde den til materialisme, og via Feuerbachs religionskritik, gjorde Marx mennesket til sin egen skaber; det er her på jorden, paradiset skal skabes!
Bogens forfatter går med den ældre Marx til angreb på markedssamfundet. Engelske økonomer som Richardo og Smith skabte grundlaget for Marx` årelange arbejde med Kapitalen.
Vi får rejst nogle problemstillinger omkring: Merværdi. Bytteværdi. Brugsværdi. Produktionsproces. Klassekampé Vi får en forklaring på grundbegreberne i marxismen.
Forfatteren stiller med Marx spørgsmålet om, hvad samfundsmæssig magt er. At det ikke alene handler om økonomisk magt, men også om statens magtapparat og kampen om menneskers bevidsthed. I afsnittet citeres Marx` berømte sætning: 'De til enhver tid herskende tanker er de herskendes tanker' (side 71).
Vi får en kort redegørelse for begrebet det kommunistiske samfund: 'Det er retableringen af de arbejdende klassers forståelse af, at det er dem, der frembringer samfundet, og at de derfor også kan tage kontrol med det, og ændre det, ganske vist ikke som individer, men som kollektiv' (side 74).
borgerlig myte tilbagevises
Afslutningsvis imødegås den fortærskede myte om at Marx` teorier skulle være bundet til industrisamfundet, og at han skal lægges til side som et museumsklenodie, efter vi har bevæget os over i det såkaldte 'informationssamfund'.
For det første er denne påstand uhyre flot og urealistisk, i og med at hovedparten af verdens befolkning knap nok er blevet industrialiseret, desuden har Marx heller ikke problemer med i 'Kapitalen' at analysere varen som serviceydelser.
Med forfatterens ord er de problemstillinger der ligger i 'informationssamfundet' kontra 'industrisamfundet' ikke noget, der ikke kan rummes indenfor Marx` begrebsapparat. (side 86). Og med forfatterens egne ord: 'Marx bidrager til forståelsen af selv den kulturelle udvikling, som i det 20. og 21. århundrede mere end noget andet er kendetegnet ved, at alt fra kunst til omsorg og seksualitet bliver gjort til vare' (side 86). Med andre ord er Marx faktisk forud for sin tid!
Bogen udmærker sig ved at være let tilgængelig - uden at være poppet; forfatteren formår at sætte gang i intellektet uden at vælte sig i fremmedord, begavede henvisninger og citatrytteri. Bogens målgruppe er også læsere, der for første gang ønsker at stifte bekendtskab med Mar` teorier, men bare savner en indfaldsvinkel, der er informativ, let tilgængelig (indtil man får mod på det 'tungere stof') og så er den særdeles brugervenlig; man kan læse afsnittene separat såvel som i sammenhæng. Der er en kronologisk henvisning til litteratur bagerst i bogen.
Naturligvis er det begrænset, hvor langt man kan komme rundt om Marx` tanker på under hundrede sider, men jeg synes, at forfatteren formår at udnytte den begrænsede plads godt; han formår at trække nogle hovedlinier op; bogen tjener ikke mindst som en appetitvækker til fortsættelse af studiet i Marx` skrifter.
OM FORFATTEREN:
Forfatteren Andreas Beck Holm er født i 1973, cand. mag. i filosofi og fransk fra Aarhus universitet. Han er specialist i klassisk og moderne politisk filosofi og har tidligere udgivet artikler om blandt andet moderne marxistisk teori.
Andreas Beck Holm: Karl Marx, Roskilde Universitetsforlag 2005. 95 sider. 118 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278