Ny bog slår så mange myter ihjel, at en stålsat koldkrigs-kæmper må overgive sig. Seriøs DDR-forskning har åbnet alle de mulige arkiver, som er tilgængelige

af Poul Henrik Jensen
Oven på bølgerne af to tidligere Ekstra Blads journalister, en pensioneret krigsgeneral med hang til stjernetydning, og en for længst afsat udenrigsministers udgydelser, meget lidt oplysende og lidet seriøst arbejde med de åbne arkiver i det tidligere Østtyskland, har historikere og mindre sensationslystne spionjægere nu mere seriøst gået DDR staten efter i kortene.
Et af resultaterne er den meget omfattende og tætskrevne bog, Den usynlige front, som udkom i foråret skrevet af historikeren Thomas Wegener Friis. Lad det være sagt indledningsvis: Det giver unægteligt et andet billede. En del myter står for fald.

Intet uprovokeret angreb
Det samme billede tegnes også af den i sommeren offentliggjorte rapport fra DIIS om den kolde krig. Her var en af hovedkonklusionerne, til stor ærgrelse for kold krigerne, at hverken DDR, Polen, Sovjet eller andre lande havde til hensigt at starte et uprovokeret angreb på Danmark eller andre NATO-lande. Alle de såkaldte angrebsplaner, offensive taktiske planer, som eksempelvis general K. G. Hillingsø og Uffe Ellemann personligt har set i de åbne arkiver, tager alene sigte på at staterne udsættes for angreb i en atomkrig.
I henhold til den sovjetiske militærdoktrin er angrebsoperationer den grundlæggende type af operationer for landstyrkerne. De skal føres frem 'i højt tempo og over en bred front'. Dette udtalte den østtyske forsvarsminister Heinz Hoffmann i 1963. Det lyder drabeligt, men skulle i DDR's egen optik forstås som et forsvar for landet.
I DDR tolkede man nemlig samtlige NATO`s militære forberedelser og alle alliancens øvelser som forberedelse til et angreb på østblokken, og angreb er som bekendt det bedste forsvar. Opgaven var, at når Warszawapagtens lande udsattes for angreb, skulle krigen føres ind på modstanderens territorium.
Den rolle, den østtyske 'Volksmarine' havde i denne sammenhæng, bestod i at medvirke til landsætninger i Danmark. Danmark og dermed adgangen til Østersøen skulde erobres. Østtyske tropper skulle lande på Lolland og Falster, polske og sovjetiske på Sjælland, ligesom Jylland skulle angribes op gennem Holsten.

Kun få agenter
Det er indlysende, at når sådanne planer indgik i et lands forsvar skulle DDR`s militære efterretningstjeneste (Verwaltung Aufklärung) gøre de væsentligste forberedelser. Først og fremmest sikre kendskab til de danske styrker, placeringer og forventelige operationer, og den skulle advare og forebygge et vestligt overraskelsesangreb.
Danmark var i denne sammenhæng en central brik. Østtyskerne og bag dem russerne mente, at en forudsætning for et generelt angreb vestfra var, at NATO havde tilstrækkeligt mange tropper i Danmark, ikke blot danske, men også tilførte britiske og amerikanske forstærkninger til at kunne lukke Østersøen af og dermed hindre den sovjetiske flåde i at komme ud i Nordsøen.
Det har også skuffet mangen en kold kriger, at det hverken var danske kommunister eller hvervede spioner og danske landsforrædere, der spillede den væsentlige rolle i indsamlingen af oplysninger. I bogen fremgår det tydeligt at her benyttede Verwaltung Aufklärung sig først af åbne kilder som aviser, tidsskrifter og bøger og ved DDR's egen overvågning i Danmark og aflytning af den militære radiotrafik.
Nuvel, agenter var også nødvendige. Men først fremmest udsendte østtyske statsborgere, der skulle overvåge de militære øvelser. Forklædt som lystsejlere, vesttyske turister og ikke mindst folk på den østtyske ambassade, efter at der i 1973 var blevet oprettet diplomatisk forbindelse mellem Danmark og DDR.
Wegener Friis bog og senere DIIS rapporten bekræfter at hvervning af danske agenter aldrig blev nogen succes. Der er intet der tyder på at DDR havde agenter internt i det danske militær eller på højt betroede poster. Det var formentlig kun agenten 'Lenz' i det danske udenrigsministerium, hvis historie for længst har været rullet op i de danske medier, fortalt af DDR's sidste spionchef Werner Grossmann i dennes erindringsbog, der udkom sidste år.

Lukkede danske arkiver
Til gengæld kan bogen fortælle, at Vesttyskland var hullet som en si, og ad den vej kunne megen viden om danske forhold indhentes. Her havde DDR`s spionage sin helt store succes i NATO og BRD. Historiker Thomas Wegener Friis meget omfattende bog er en analyse af den østtyske militære spionage i Danmark under den kolde krig frem til DDR s opløsning 1989-1991.
Han har gennemført omfattende studier af de østtyske arkiver. Bogen indeholder herudover en lang række spændene og meget interessante oplysninger om konkrete tilfælde af østtysk spionage, herunder den fingerede afhopning i 80'erne af en ung ambassadefunktionær, der siden søgte kontakt med BRD`s efterretningstjeneste i håb om at blive dobbelt agent.
En i 60`erne meget omtalt spionaffære, RUNA sagen, kastes der også nyt lys over.
Thomas Friis må som så mange andre historikere og journalister konstatere at Anders Foghs ord om åbenhed og mere liberal arkiv adgang forbliver en myte. Han blev nægtet adgang til Danske PET/FET arkiver, til det amerikanske CIA og den (vest) tyske Bundesnachrichtendienst.
Det er naturligvis en svaghed, som ikke kan lastes forfatteren, at vi på denne måde ikke kan få et mere samlet forskningsbillede. Uanset at offentliggørelsen af DIIS rapporten forsøger at give et sådant overblik, sidder man fortsat tilbage med en klar fornemmelse af, at PET og FET stadig holder kortene tæt til kroppen. Det bliver efterhånden pinligt, hvis den stedfundne overvågning af danske statsborgere under den kolde krig, i alt væsentligt alene har omfattet egentlig lovlig politisk virksomhed.

Thomas Wegener Friis: Den usynlige front - DDR's militære spionage i Danmark under den kolde krig. 433 sider. 299 kroner. Lindhardt og Ringhof 2005.