Forskellen mellem Copyright, retten til at kopiere, og author¤¤s rights, autorens ret (eller:)Copyright

Af Piet Breinholm Bendtsen
Denne artikel er et revideret uddrag af en eksamensopgave afleveret i faget 'Kontrakter & Rettigheder' på Music Management diplomuddannelsen. Original titel: Copyright
Versus Droit d'auteur - En rapport om de juridiske aspekter og forskellen mellem Copyright, retten til kopiere, og Droit d'auteur, autorens ret; samt de to faktorers relevans i en musikalsk digital verden. Problemstillingen i artiklen er baseret på en klar opdeling mellem producent og autor. Der er ikke taget forbehold for, at autor og producent kan være en og samme person.
Argumentet for overhovedet at have en ophavsret kan beskrives udfra et juridisk og kulturpolitisk perspektiv. Juridisk er der et behov for en beskyttelse af musikværker, som den almindelige ejendomsret ikke dækker. Kulturpolitisk har samfundet interesse i, at der bliver skabt ny kunst og musik.
Dette sikres blandt andet ved, at ophavsmændene kan høste økonomiske fortjenester på grundlag af deres værker. Det er på sin plads i en så vigtig tid for autoren at kæmpe med den rigtige lanse og angribe ud fra den rette overbevisning. Med udgangspunkt i de to ophavsretsmodeller: Copyright og Droit d'auteur (author's rights/ophavsret), skal denne artikel belyse, om den kamp, der kæmpes i autorens navn i dag, vitterligt også gavner autorens tjeneste.

Ophavsretten og ophavsretsloven
Ophavsret eller immaterialret giver beskyttelse af ikke-materielle værdier, det vil sige åndsskabte og immaterielle produkter. Disse rettighedsforhold mellem ophavsmand, producent og bruger præciseres og defineres i ophavsretsloven (OHL). Denne blev grundfæstet i Danmark i 1961.
Beskyttelsen af ophavsretten kan både have finansiel og moralsk karakter:
De finansielle rettigheder:
- kopiering og distribution
- spredning via antenne og spredning via kabel (radio/tv)
- offentlig fremførelse og offentlig visning
- bearbejdelse og oversættelse
De ideelle rettigheder (droit morale; moralske rettigheder) :
- navnangivelsesretten
- respektretten
De finansielle rettigheder giver sig selv i et markedsorienteret samfund. De ideelle rettigheder kræver en kort beskrivelse: Navnangivelsesretten giver ret til at få sit navn angivet på værkseksemplarer og ved offentlig brug af værket. Respektretten er en beskyttelse et kunstværk nyder mod forvanskning, forkortelse og lignende foretaget af uvedkommende.
Den finansielle beskyttelse til et værk varer indtil 70 år efter ophavsmandens død, hvorimod den ideelle beskyttelse (droit morale) er evigtvarende. Droit morale- beskyttelsen gælder kun for ophavsmænd og udøvende kunstnere - ikke for producenter.
Copyright og author's rights Begrebet 'copyright' er et relativt velkendt begreb, hvorimod begrebet 'droit d'auteur' er ukendt for de fleste. Ofte bruges copyright som et alment begreb for ophavsret, og det skaber forvirring, da der er tale om to forskellige definitioner.
Copyright bruges af de angloamerikanske lande og refererer til deres ophavsretsmodel. Lande, der er tro mod Droit d'auteur/author's rights princippet, navngiver på deres eget sprog, for eksempel på tysk: Urheberrecht, dansk: Ophavsret og spansk: Derecho de autor.
Copyright betyder retten til at kopiere, det vil sige en beskyttelse mod materiel eftergørelse. Producenten er først og fremmest hovedprioriteten i begrebet: Copyright, der defineres som den engelske og amerikanske ophavsretsmodel. De lande, som agerer udfra denne producentbeskyttende lovgivning, har oftest den administrerende enhed for ophavsretten siddende i Erhvervsministeriet, det vil sige, rettighedsbeskyttelsen hører under de handelspolitiske emner.
Copyright er en ensidig producentbeskyttelse - autoren nyder i Copyright-modellen kun et minimum af beskyttelse, og de finansielle rettigheder bliver for det meste tolket til producentens fordel. Der lægges så godt som ingen vægt på de ideelle rettigheder, og den skabende kunstner kan lade sit værk sælge og rettighederne hertil. frikøbe.
Author's rights (Droit d'auteur/ ophavsret)Droit d'auteur (fr. ) betyder autorens ret og kan, som udgangspunkt, betegnes som en autor orienteret ret, hvis centrale aspekt er den eneret til anvendelsen af sit værk, der gives til ophavsmanden.
Fokus er på de skabendes økonomiske og ideelle interesser - en slags kunstens grundlov. Droit d'auteur-modellen kaldes den europæiske model, der har sit udspring fra fransk ret. Et yderligere karakteristika er den tætte kobling til Droit Morale-princippet: De ideelle rettigheder. Administrativt er behandlingen af ophavsretten oftest placeret i kulturministerierne.

Den teknologiske udvikling
I slutningen af 80'erne lancerede branchen et nyt format: Cd'en. De første cd-maskiner, der kom på gaden, var meget dyre og kostede et sted mellem 15.000 og 20.000 kr. Men snart var udbudet af billige maskiner og udvalget af cd'er så stort, at det trængte alle analoge formater i baggrunden.
Og musikindustrien oplevede et sandt Eldorado. Alle skiftede deres vinylsamlinger ud med cd'er, og pladebranchen kunne på et årti sælge hele deres katalog igen, det vil sige 40 års bagkatalog blev langet over disken igen på en fjerdedeltid.
I midten af 90'erne lanceredes en ny cd teknologi: Cd-brænderen, der gjorde det muligt at lagre materiale som dokumenter, billeder og musik på en tom cd. Sidst i 90'erne kom endnu et format: Det immaterielle musik-format: MP3- filen. Karakteristisk ved denne fil er dens høje lydkvalitet, dens lille volumen, dens distribution via Internettet og dens hurtige kopiering.
Denne teknologi og dens afspillere er i hastig udvikling; MP3 kan ikke kun aflyttes hjemme på computeren; der findes bærbare MP3 afspillere og mange nye mobiltelefoner kan afspille formatet.
Musikbrugerne har etableret P2P-fildelingstjenester på Internettet, der muliggør en hurtig og anonym udveksling af musikfiler. P2P (Peer-to-peer / 'ligemand til ligemand') er to computere, der kontakter hinanden og kan udveksle filer uden, at en centralserver er indblandet.
Musikindustrien har fået lukket en del P2P-tjenester, men nye er skudt op. Findelingstjenester bryder som udgangspunkt ikke ophavsretsloven, men stiller en service til rådighed, der gør det muligt at udveksle ophavsmæssigt beskyttet og ubeskyttet musik og datafiler.
MP3 formatet ubeskyttet musik og datafiler. MP3 formatet er ligeledes ikke ulovligt, da det kan bruges til lovlige formål. De første illegale tjenester så dagens lys i slutningen af 90'erene, og først nu lanceres lovlige tjenester, hvor der skal betales for MP3-filerne. Men det er stadig muligt på få timer at øge sin musiksamling med adskillige albums via Internettet, uden at skulle have kreditkortet op af lommen, men kun ved at krænke ophavsretten.
Til stor begejstring for Pirat-gruppen, som begrunder deres tyveri med global vidensdeling og Robin Hood-retfærdighed.

Hvor står vi nu?
Ophavsretsloven er under løbende revidering, og trods et pres fra dele af musikindustrien om at nærme sig principper i copyright-modellen, er droit d'auteur-modellen en velfunderet platform for de europæiske lande. Lige siden Gutenbergs opfindelse, der grundlagde industrialiseringen af eksemplar-fremstillingen, har den teknologiske udvikling løbende krævet en revidering af ophavsretsloven.
Konflikten mellem droit d'auteur og copyright, set i lyset af den teknologiske udvikling, er centreret om 'retten til at kopiere' Det er det, som får IFPI på banen og får dem til at danne alliancer med de skabende og udøvende kunstnere og udkæmpe en desperat kamp på baggrund af 'retten til at kopiere'.
IFPI har brug for ansigter i kampen for deres rettigheder og kan ikke (kun) sende deres advokater ud med faktura-blokken. Eksemplarfremstillingsretten er i reel fare for at miste sin relevans i ophavsretsloven og ikke mindst autorens eneret. Det vil have store finansielle konsekvenser for alle involverede, store som små selskaber og autorer.
Men teknologien kan ikke fjernes, den er kommet for at blive. Vi har tøvet for længe med at udnytte teknologien, og forbrugerne har derfor oprettet egne distributionskanaler. Konsekvensen er retssager og erstatningskrav. Det er ikke korrekt at sætte eksemplarfremstillingsretten lig med ophavsretten; i så fald vil det være en bevidst politisk drejning med ønske om at bevare et specifikt økonomisk flow i musik-industrien: Nemlig den tunge økonomi, der ligger i eksemplarfremstillingsretten.
Eneretten omhandlende fremstilling af eksemplarer er i praksis ikke i autorens varetægt, men ofte solgt eller licenseret til et pladeselskab. Autoren/artisten får i dag typisk en royalty på mellem 10-18 procent af indtægterne efter break-even og ikke af detailhandelsprisen, men af NCB-afregningsprisen, før butiksavancen og moms. Det er den bid af kagen, vi kæmper for nu!
Den store forskel mellem de to ophavsretssystemer er den ensidige producent-fokusering og den utilsvarene fokusering på eksemplarfremstillingsretten, der finder sted i copyrightmodeltankegangen. De vigtigste aktører i musikkens verden er skaberen og forbrugeren, og en ophavsretslov uden en eksemplarfremstilling (§ 2, stk. 1) vil tilgodese disse parter. NCB er truet, ikke KODA. Mangelen på adskillelsen af de to ophavsretsbegreber i den daglige debat, kan bringe hele ophavsretten i fare.
Hvis løsningen er en ophavsretsmodel uden 'retten til at kopiere' skal det stadig være muligt at sikre de ideelle rettigheder, og der skal ydes en kompensation for den kopiering og forbrug, der vil finde sted. En EU-lovgivning i 1993 forbød at lægge afgifter på ejerne af tele-transportnettene.
Afgifter skulle betales af bredbåndsudbydere som Telia, Tiscali og så videre. De eneste der i øjeblikket tjener penge på illegal download. Autoren har stadig brug for investorer og sparringspartnere. Denne opgave kunne overtages af musikforlagene, management eller pladeselskaberne i en ny revideret rolle.
Ser man bort fra eksemplarfremstillingsretten er de finansielle rettigheder stadig sikret via vederlag fra spredning via offentlig fremførelse og offentlig visning, offentlig fremførelse og offentlig visning, bearbejdelse og oversættelse, antenne- og kabelspredning (radio/tv).
Det er disse forlagsrettigheder, der bliver det nye guld, hvis eksemplarfremstillingsretten viser sig at være værdiløs i en digitaliseret musikbranche. Vi vil se færre og færre pladeselskaber og flere og flere forlag. Forlag som uden tvivl kan arbejde godt sammen med autoren - men her gælder det stadig om at være på vagt - intet nyt under solen dér.
Vi kan komme i en situation, hvor brugen af musik kun består af fremførelser, for eksempel via streaming: Der købes ikke et eksemplar, men man logger blot på en stor fælles server via stereoanlægget (der er opkoblet til Internettet) og finde det nummer eller album, man vil lytte til. Der sker ingen lagring af en lydfil og ingen eksemplarfremstilling - men autoren (og forlag) vil få betaling for denne afspilning. Ikke DR tariffer - men en mikro betaling, der sagtens kan gå hen og vokse. Det er en selvfølge, at IFPI protesterer højlydt over indgrebene på deres rettigheder. Det virker umiddelbart ikke altid for autorens interesser, at forvaltningsselskaberne og autorforeningerne i lande med tradition for droit d'auteur, kæmper så indædt for bevarelsen af kopieringsretten.
Vi krævede for eksempel eneretten tilbage i forhold til udlån på bibliotekerne, da det blev lovligt at kopiere fra dem. Fair nok; dette hul i kopieringslovgivningen var tåbeligt, men det skaber samtidig en konflikt mellem organisationerne på den ene side og forbrugeren på den anden side. Jeg havde ikke været her, hvor jeg var i dag, hvis det ikke havde været for bibliotekernes udlån af musik. Jeg ser meget skeptisk på den fire måneders karensperiode på nye cd'er!
Forbrugerne, der efter års trofaste musikindkøb, chikaneres og mistænkeliggøres af, hvad der udefra kan virke som en meget grisk musikindustri. En industri der først fortalte forbrugeren, at nu skulle alle skifte deres vinyl pladesamling ud med cd'er, for derefter mindre end 20 år efter at bede om at skifte cdsamlingen ud med lydfiler. På den måde kan branchen sælge deres bagkatalog igen og igen og igen.
Jeg kan godt forstå min nevøs udmelding: 'Hvor dumme tror de vi er?', 'De' er i hans øjne lig med musikbranchen! Det vil sige os, dem, alle - der er absolut ingen differentiering. Og så skal lige nævnes, at undertegnende på ingen måde går ind for, at musik skal være gratis - men jeg mener ikke, at straffe og bøder er vejen frem, tværtimod. Vi gør os selv en kæmpe bjørnetjeneste, hvis vi vælger den vej.
Droit d'auteur-begrebet er autorens grundlov og copyright er musikindustriens grundlov, og forhåbentligt er det muligt at mødes et sted på midten, hvor alle er tilfredse. Autoren kan sagtens gå hånd i hånd med industrien i denne digitale arbejdskamp, vi skal bare vide, hvorfor vi gør det, hvad der kæmpes for og hvem vi allierer os med.