Fodboldleder fra en flygtningelejr på Vestbredden er begejstret over resultaterne af at hans drenge deltog i Det Antiracistiske VM i fodbold.
af Marie Bille, Ibdaa Supporters CPH
'Ibdaa' betyder på arabisk 'at skabe noget ud af ingenting'. Ibdaa Culturel Centre er et græsrodsprojekt i den palæstinensiske flygtningelejr Dheisheh, der arbejder med kultur og sport som ét af midlerne til frihed.
Ibdaa har på trods af de svære forudsætninger, som den israelske besættelse giver, opbygget et center, der årligt laver projekter for op imod 1200 børn og unge i flygtningelejren. Projekterne har alle til formål at give deltagerne mulighed for at opbygge en bevidsthed, selvtillid og mental styrke i forhold til den svære fremtid, som børn og unge har i flygtningelejrene på Vestbredden.
Huset har forskellige projekter: gæstehus, medieprojekt, kvindekomité, undervisning og en masse sportshold. Ibdaa sørger blandt andet for undervisning og pasning af børnene i lejren.
Derudover beskæftiger centret 70 familier med arbejde og sikrer derved det økonomiske grundlag for et stort antal mennesker.
Ud og møde andre unge
Et stort konkret ønske fra Ibdaa`s side er den mellemmenneskelige udveksling mellem unge i Palæstina og Europa. En gruppe fra Internationalt Forum i Danmark mødte et fodboldhold fra Ibdaa sidste år på Det Antiracistiske Verdensmesterskab i fodbold, hvor vi deltog med tre hold - over 100 fodboldfans og antiracister fra Danmark. Det Antiracistiske VM i fodbold består udover selve turneringen af debatter, film, foredrag og diskussioner - med sigte på kampen mod racisme i sportens verden og udenfor.
Sidste år var første gang et palæstinensisk fodboldhold deltog i Det Antiracistiske VM i fodbold i Italien. Dette var muligt på grund af kampagnen 'Sport sotto l`assedio' (Sport under belejring), som organiseres af to foreninger i byen Milan, 'Jalla' og 'Salah Onlus'. Det var en stor succes og en kæmpe oplevelse for det hold af unge drenge, der for en kort periode kunne opleve livet udenfor den israelske belejring og kunne møde unge fra Europa og andre af verdens lande.
- Jeg mener generelt, det var et fremragende projekt. Jeg mødtes med børnene og forsøgte at evaluere vores tur til Italien. Først og fremmest understregede de to ting: Den erfaring de høstede fra denne form for projekter, især det at fungere sammen med andre. De lærte også en masse om andre lande og kulturer. De indså at mange mennesker rundt om i verden støtter den palæstinensiske sag, siger Hazem J der arbejder med foldboldholdet i Ibdaa.
- Det at spille mod andre bidrager også positivt til at styrke deres færdigheder i fodbold. Vi ved alle sammen, at det ikke kun drejer sig om sport; det handler om at skabe gode aktive medmennesker for at planeten kan blive et bedre sted for os alle.
I år koncentrer de italienske foreninger sig om aktiviteter i Palæstina. Kampagnen har i april måned arrangeret en karavane gennem Palæstina i sportens navn, og organiseret turneringer mellem de forskellige flygtningelejre. Der er ikke prioriteret resurser i år til at få et hold fra lejren til Italien for at deltage i Det Antiracistiske VM i fodbold. Der er derfor brug for international opbakning, hvis det skal gøres muligt for et palæstinensisk hold at være repræsenteret i år.
Flygtningelejren Dheisheh.
Flygtningelejren i Dheisheh ligger nær Betlehem på den besatte Vestbred i Palæstina og er én ud af de 59 flygtningelejre, der blev etableret efter oprettelsen af staten Israel i 1948.
Dheisheh har 11.000 indbyggere og dækker et område på en halv km2 . Beliggenheden nær Betlehem har gjort, at der har været voldsomme kampe i Dheisheh. Lejren er hårdt ramt af arbejdsløshed og døjer med alvorlige vandforsyningsproblemer i sommermånederne og elektricitetsproblemer i vintermånederne.
Dheisheh er omringet af højt pigtrådshegn hele vejen rundt, og mange af de børn, der bor i lejren, har aldrig været uden for denne mur. Siden den anden Intifada startede i 2000, er lejren blevet angrebet utallige gange af israelsk militær og siden august 2004 er 56 personer blevet dræbt - 15 af disse var børn under 18 år. Udover volden er livet i Dheisheh karakteriseret af fattigdom og mangel på resurser.
Brug for støtte
Støt palæstinensisk deltagelse i Det Antiracistiske Verdensmesterskab i fodbold.
Det er vigtigt at unge palæstinensere får mulighed for at rejse ud af Palæstina, og for en tid bryde med desperationen og isolationen under den israelske besættelse og opbygge kontakter og venskaber med unge fra andre lande. Den kulturelle udveksling, der kommer ud af et sådant møde, vil styrke kampen for et frit Palæstina og give håb for fremtiden.
Det er en chance for at skabe et samarbejde med de organisationer, der praktiserer sport i de besatte områder under israelsk militær belejring på trods af de praktiske og strukturelle problemer og mangel på passende steder og faciliteter.
Dette projekt er kun en begyndelse på en række af projekter til støtte for det palæstinensiske civilsamfund.
Teksten er let bearbejdet af Arbejderen.
Ibdaa støttegruppe i København støtter kampen for frihed.
'Ibdaa Supporters CPH' er en nystartet gruppe under Internationalt Forum.
Gruppens formål er gennem konkret solidaritetsarbejde at sætte fokus på undertrykkelsen af det palæstinensiske folk. Vores fokus ligger i første omgang på den palæstinensiske flygtningelejr Dheisheh i Betlehem, hvor græsrodsprojektet 'Ibdaa Culturel Centre' har hjemme.
Vi vil støtte 'Ibdaa Culturel Centre' økonomisk og politisk. Vores første projekt går ud på at gøre det muligt for et fodboldhold fra 'Ibdaa' at deltage i det antiracistiske verdensmesterskab i fodbold (Mondiali Antirazzisti), der løbet af stabelen fra den 6. til den 10. juli i Montecchio i Italien.
På længere sigt vil vi arbejde for at 'Ibdaa' kan deltage i sportsturneringer i Europa/Danmark, lige som vi ønsker at danske unge vil opleve livet i Palæstina gennem deltagelse i sportsturneringer og konkret solidaritetsarbejde. Derudover arbejder vi for at unge danskere/europæere på sigt kan blive udvekslingsfrivillige i Dheisheh som fodboldtrænere, mediefolk, undervisere og andet - en slags kulturelle fredsvagter. International tilstedeværelse i Palæstina er med til at sikre flygtningene en fredeligere dagligdag - dermed får projektet betydning for hele befolkningen i flygtningelejren.
Personer og organisationer, der vil støtte projektet kan kontakte Nikolaj Jørgensen eller Marie Bille i Internationalt Forum, Griffenfeldsgade 41, 2200 København N. Telefon 3536 1889 www.internationaltforum.dk - mail: If@internationaltforum.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278