Arne Würgler ser fremtiden for kunstnernes rettigheder som en stor og krævende udfordring. Copyrighten truer med at erstatte ophavsretten, det bliver nemmere for store udbydere at sælge musik tværs over grænser.

af Abelone Glahn
Hvorfor ser du globalisering og digital teknologi som trusler - ville det ikke være mere progressivt om alt var tilgængeligt for alle?
Internettet og den digitale teknologi har givet folk en tro på, at verdenen er ny og anderledes. Det er den ikke. Vi har bare fået nogle nye teknologiske redskaber, og globaliseringen og den digitale teknologi truer noget af det dyrebareste vi har, ophavsretten.
Spørgsmålet er, om man ikke smider barnet ud med badevandet ved at gøre alt frit tilgængeligt. Kan vi virkelig blive ved med at skabe uden at få penge for vores kompositioner. Kunstnere må spørge sig selv, om ikke fastholdelse af ophavsretten er den mest effektive måde at sikre et økonomisk grundlag for fortsat at skabe. Efter min mening er ophavsretten en menneskeret, ikke blot en ejendomsret.
Det økonomiske grundlag kunne jo skabes på andre måder end ved at opkræve afgifter for den enkelte.
Jeg ved godt, at f.eks. Piratgruppen siger, der fortsat skal være penge til kunstnere og peger på en statslig kompensationsordning som forfatternes bibliotekspenge. Og hardware som ipods, der er meget populære nu, kunne f.eks. også være belagt med en eller anden form for vederlag til kunstnerne. Kanaliseringen af indtægter over til kunstnerne kunne endelig også ske ved teleafgift eller kabelafgift for at transportere værkerne internationalt. Alt sammen sympatiske løsninger, der ganske rigtigt indrømmer, at uden penge går den kulturelle fødekæde i stå.
Men Piratgruppens forslag er ikke realistiske. Regeringen er gået til valg på et skattestop. Det betyder færre penge til kunst og kultur. En statslig kompensationsordning, som skatteyderne i sidste ende skal betale, vil således ikke være politisk realisabel. Det vil være en for bekostelig affære for regeringen.
Og skal man have teleselskaberne til at betale tilbage til kilden, til den, der skaber interesse for, at selskaberne overhovedet lægger kablerne ud, går det ikke uden et nyt EU-direktiv. Men også det er illusorisk: Der er netop kommet et EU-direktiv, der friholder teleselskaberne for betaling til kunstnerne.

Aldrig for sent
Men er kampen for ophavsretten ikke kamp mod vindmøller - er det ikke for sent at tage den?
Det er aldrig for sent. Og skulle det mod forventning lykkes at få en statslig kompensationsordning, dukker næste problem op - hvordan skal pengene så fordeles. Vi har jo set med biblioteksafgiften til forfatterne, at det har været meget svært at nå frem til en pragmatisk ordning. Man kan forudse, at der kan blive tale om at vurdere musikværkerne op mod hinanden, før der kan betales vederlag. Hvad er mest værd en popsang eller en klassisk komposition?
Det system vi har, hvor der bliver betalt for brug af en veldefineret rettighed, er et godt redskab. Derfor er det vigtigt forsat at lobbye i Bruxelles for fastholdelse af vores ophavsret. Det er en kamp op ad bakke, for det er brugerne og producenterne, der lyttes til i EU-sammenhæng. De to parter vil gøre alt for at udhule vores eksistensgrund samtidig med, at vi faktisk er en forudsætning for, at de kan få glæde af nye sange og kompositioner.
Nogle føler, at ophavsretten efterhånden er mere snærende end givende.
Det er fordi mange tror, man ikke frit må lægge sin musik ud på nettet. Det er en misforståelse. Ophavsretten forhindrer på ingen måde, at ophavsmanden lægger sine kompositioner ud på nettet til frit brug. Det er blot vigtigt, at det er ophavsmanden selv, der beslutter hvem og på hvilke vilkår musikken kan bruges. Man kan selvfølgelig diskutere, om ophavsretten skal gælde 70 år. Det er jo vigtigt, at pengene går til de levende og ikke de døde. Selv var jeg af den grund imod, at ophavsrettens udtrækning blev ændret af EU fra 50 år til 70 år.
Men vil kunstnere ikke altid skabe, uanset om det giver penge eller ej?
Mange kunstnere har en vitalitet og en udtrykslyst som ikke kan stoppes. Men skal man have en professionel kunst, hvor vi kunstnere i perioder kan trække stikket ud og fordybe os, koster det noget.
En autor er en, der kan selv. En, der selv opfinder, selv får ideen. Det er en egenskab, vi skal sætte i højsædet og respektere. I gamle dage havde man forståelse for det - man havde mæcener, og senere kom der statsstøtte i forskellige former. Nu har vi ophavsretten. Hvis vi afskaffer muligheden for betaling for brug af kunst og kultur, kommer kunstnerne til at leve fra hånden til munden, og det er absurd i en tid, hvor der råbes på, at vi skal have nye værdier og udvikle fortællingen om det gode liv.
Man overser, at investering i kunst og kultur også er en investering i arbejdspladser. Når en sang skrives, sætter det gang i en større fødekæde, måske en af de mest lukrative fødekæder, vi ser i dag. At investere i kunst og kultur er en utrolig klog investering. Men for at du kan investere, skal der være en vis sikkerhed. Ophavsretten sikrer imod det rene anarki.

Ikke copyright
Hvorfor ophavsret og ikke copyright?
Copyrighten er god for producenterne, men farlig for kunstnerne. De store multinationale selskaber kan få bestemte kunstnere til at lave, hvad de skal bruge, og frikøber alle rettigheder. Resultatet bliver, at store mediekonglomerater og teleselskaber bliver uafhængige af kunstnerne og leveringsdygtige i det hele lige fra radio til TV, cd`er og kabelforbindelser. Hvis vi indfører den angloamerikanske copyright, kan producenten købe kunstnere helt ud uden modstand. Vi må holde fast i den centraleuropæiske version: Ophavsretten, hvor rettighederne altid ligger hos kunstnere og kun kan erhverves for en tid via en licensaftale.
Ophavsretten sikrer vækstbedet og skaber mulighed for noget nyt og anderledes. Den mediebranche, der sætter sig på det hele og blot giver publikum mere af det samme graver sin egen grav.
Spørgsmålet er, hvor meget indflydelse vi kan få, og hvor stærkt vi kan sætte os igennem. Et skrækscenarie er, at vi i fremtiden får færre offentlige rum, hvor vi kunstnere kan udfolde os, mens resten bliver kommercialiseret. Vi må for alle parters skyld undgå, at det sker.
Hvordan mener du globaliseringen er en trussel?
Globaliseringen er en trussel mod vores nationale kollektive forvaltning. En organisation som KODA vil få svært ved at fastholde sit territorium, når man online går over grænserne. Tidligere har forvaltningsselskaberne pænt delt landene mellem sig, men nu vil EU presse på, så selskaberne i de enkelte lande begynder at konkurrere med hinanden. Og man kan frygte at den, der har de laveste tariffer vil løbe af med sejren. Et selskab kan for eksempel tilbyde at sælge musik til en anden pris end KODA, og det kan true KODA`s eksistens og dermed vores gunstige nationale ordninger. KODAs tariffer vil altid være meget højere, fordi vi har et mindre sprogområde og omkostningerne ved at producere er højere.
På det kulturelle område er globaliseringen og liberaliseringen en trussel. Når man laver åbne markeder, kan kunst og kultur risikerer at blive reduceret til en vare på linie med alt andet. Det er fint med åbne markeder for tøj og sko, men bruger man de samme principper til at handle med kultur på, bliver det svært at sikre økonomi til diversiteten i de små sprogområder.

Men folk går vel altid efter hvor det er billigst?
Ja, og derfor er en anden fjende folks uvidenhed om den kulturelle fødekæde og manglende respekt for det, at vi kan skabe. Men jeg tror faktisk, at folk gerne vil betale. Jeg har en tro på, at folk grundlæggende gerne vil betale for musik og på den måde vise taknemlighed over, at der findes kunstnere, som skaber noget. Flere steder er det ikke særlig trendy længere at tage en hjemmebrændt cd med til fest.
Men politikerne har ikke forstået, at kunst og kultur udgør en værdi for befolkningen. Derfor gik det også sådan til valget, at de partier, der værdsatte de kreative værdier, gik mest frem. Opgaven nu er at fortælle politikerne, at hvis ikke de er med til at sikre den kulturelle fødekæde, har de ingen fremtid.
Vi har ressourcer som vand og luft. Dem skal vi konstant passe på, for at de kan beholde deres livgivende beskaffenhed. På samme måde skal vi passe på vores ressourcer inden for kunst og kultur. Vi er ressourcerne og de, som vil passe på ressourcerne, vil trække det længste strå. De politikere, der forstår dette, ejer fremtiden.