Den naivistiske maler foretrækker ofte motiver der udstråler glæde, fred og ro, nærhed og harmoni. Under denne betegnelse findes også politiske kunstnere som Fernand Léger, Hans Scherfig og Picasso.

af Finn Hermann
Naivismen kendetegnes ved sit motivvalg og sin stil. Den naivistiske maler foretrækker ofte motiver der udstråler glæde, fred og ro, nærhed og harmoni: Et stykke natur, en kolonihavescene, en frokost i det grønne, folk på vej gennem byens gader.
Stilistisk kendetegnes naivismen ved stor detailrigdom, (naivisten maler ofte meget omstændeligt og forventer dermed også, at beskueren skal opleve billedet langsomt), alle træets blade eller alle landsbyens vinduer med røvballegardiner og potteplanter.
De fleste naivister er optaget af den dekorative side af motivet; som bredes ud over billedfladen. Som når børn tegner, ligger motivdelene ved siden af hinanden og ikke bagved eller foran hinanden. Endelig anvender naivisten som regel det man kalder det 'hierarkiske perspektiv', det vil sige at tingene har den størrelse, som deres betydning i billedets fortælling giver dem og ikke efter perspektiviske love.
I kunstlivet tages naivismen sjældent alvorligt, fordi den ikke forholder sig til de forskellige 'ismer'. Den er forbeholdt amatører, 'søndagsmalere', som tegner 'primitivt'. Typiske naivister er den amerikanske Grandma Moses (1860 -1961), danskeren Knud Erik Færgemann (1925 -), den franske 'søndagsmaler' 'Tolderen' Henri Rousseau (1844-1910).

Valg af motiv
Den politiske naivisme kendetegnes mere ved sit motivvalg end ved sin stil. Den afbilder som regel almindelige mennesker i deres hverdag, på gaden eller i cafeen, arbejdere, håndværkere, kort sagt: folket.
Stilen er enkel, sommetider klichéagtig, sommetider 'kejtet' med vægt på de for fortællingen væsentlige detaljer. Monet er altså ikke naivist, selvom mange af hans billeder netop repræsenterer det folkelige, fordi det først og fremmest er lyset der optager ham.
I denne kronik beskæftiger vi os hovedsageligt med to næsten samtidige malere, der hver benyttede naivistiske virkemidler i deres værker: Franskmanden Fernand Léger (1881-1955) og vores egen Hans Scherfig (1905-79).
For Fernand Léger er den industrielle tidsalder med dens mekanik og konstruktioner noget levende og positivt. Og han blev tidligt optaget af en form for kubisme, som kunne udtrykke den moderne virkelighed. Hans yndlingsmotiver er kvinder; men han skildrer også arbejderne og flipproletariatet på udflugt i det grønne, med bilen eller cyklen; eller bygningsarbejdere der klatrer eller sidder i stilladset.
Han anbringer som regel sine mennesker således, at de vender ansigtet med de store mandelformede øjne og de regelmæssige fyldige ansigtstræk ud mod os, som for at invitere os ind i deres virkelighed. Alle motivdelene defineres ved kraftige konturstreger og tydelig plastisk modellering.
Légers mennesker er tunge og robuste og hviler i sig selv. Denne stil ville ikke egne sig til at skildre slotsherren på jagt i sine skove. Man kan sige, at Léger alene i sit motivvalg tager parti for arbejderklassen. Også træer og blomster og skyer og ting og sager fra menneskets hverdag hører med til Légers repertoire og gengives i samme 'kluntede' stil.

Satirisk og kritisk
Hans Scherfig (1905-79) var ligesom Léger tidligt fascineret af den moderne verdens pulserende kaos. Hans første malerier er inspireret af kubismen og futurismen; men samtidig dyrkede han et billedsprog tæt på børnenes - og på ægyptisk oldtidskunst. Motiverne vendes og drejes, som det passer med billedets fortælling. (Se 'Amerikadamperens ankomst' 1928)
Dette samspil af kubisme, futurisme og naivisme ses både hos Léger og en hel generation af russiske modernister, der alle havde det ærinde at skabe en revolutionær kunst. I flere af Scherfigs senere billeder, blandt andet urskovsscenerne, ses tydeligt sporene af hans ungdoms interesse for modernismen.
Men fascinationen af industrisamfundets hektiske liv kulminerede, da han mødte den rå kapitalisme under opholdet i New York 1929-30. Her udvikles hans 'naivisme' i mere satirisk og kritisk retning. Men ligesom Léger i 'Akrobaten Marie' fra 1934 kan Scherfig smukt føje teknikken og mennesket sammen i 'Brooklynbroen' fra 1929.

Politisk bidrag
Scherfigs var selektiv i sit valg af naivistiske virkemidler. Hvis han havde brug for at gengive suget fra storbyens højbane eller menneskemylderet i New Yorks gader, brugt e han perspektivet.
Hvis han ville vise politibrutaliteten, brugte han en grov og kantet form; men ikke når han tegnede negerpiger, dansende kosakker eller kirgisere på æselryg. Som det ses i urskovsbilledet 'Fællesmarkedet' fra 1971 med kaninen omgivet af farlige rovdyr, kunne han kombinere beskrivelsen af det truende med en afvæbnende venlig satire.
Der var et illustrerende og kommenterende indhold i det meste af Scherfigs produktion, og ofte et element af aktuel politisk kommentar i Scherfigs billeder.
Den legende og drillende hengivenhed for mennesket, som kendetegnede begge kunstnere, er måske den politiske naivismes vigtigste bidrag til kunsten.

Kunstnerens frihed
Hans Scherfigs ungdoms portrætter af Lenin, Trotsky og Rosa Luxemburg er tvetydige. Godt nok er de forsynet med grumme, blodtørstige fjæs, spidse tænder og vilde øjne, omtrent svarende til det billede den menige dansker havde af dem. (I min barndom hørte man endnu om bolsjevikker, der spiste børn.) Men de er så karikerede, at det er svært at tage dem alvorligt.
Så vidt jeg véd har Scherfig aldrig malet billeder af Stalin. Han kunne sikkert ikke lide ham. Og han gav sig ikke af med helteportrætter. Måske ville han have skildret Stalin i stil med Picassos berømte og omstridte portræt af efter hans død, ikke som en tyrannisk majestæt, men som en ung, næsten troskyldig revolutionær med store øjne.
Et eksempel på, at Picasso også havde rod i folkekunst og naivisme. I det franske kommunistparti var ledelsen dybt splittet over billedet, nogle var forargede, andre forsvarede Picasso. Til sidst greb partiets generalsekretær Maurice Thorez ind og afgjorde striden til fordel for Picasso.