En antologi med 15 bidrag af danske Mellemøstforskere forsøger at identificere nye træk og udviklingstendenser i regionen.

af Hans Chr. Andersen
Antologien Et nyt Mellemøsten? er udgivet i anledning af 20 års jubilæet for Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet og indeholder 15 bidrag af danske Mellemøstforskere.
Der er ikke tale om landebeskrivelser, hverken historisk eller aktuelt; de enkelte lande behandles ud fra en række temaer, hvor formålet er at identificere nye træk og udviklingstendenser i regionen, set i sammenhæng med overordnede udviklingstræk, herunder den rolle som USA's og EU's strategier spiller for området.
Mellemøsten er en region, hvor udviklingen aktuelt foregår meget hurtigt. Da bogen udkom i efteråret 2003 er for eksempel de sidste måneders udvikling i Libanon og Syrien ikke med.
Og regionen udgør langtfra en enhed, hverken økonomisk, politisk eller for den sags skyld geografisk. Der er helt specifikke udviklingstræk for de enkelte lande, men alligevel fremstår antologien som en samlet helhed, der giver et indblik i grundlaget for den aktuelle situation i regionen. Og, mig bekendt, den eneste nyere af slagsen på det danske bogmarked. Bogen er derfor, trods det at udviklingen i området foregår i hurtigt tempo, nyttig læsning også i dag.

Mellemøsten og EU
Udover bidrag om udviklingen i en række af landene i regionen fokuserer en af bogens artikler på Mellemøsten og EU.
Europas store kapitalistiske lande har naturligvis deres egne historiske og aktuelle interesser at varetage i regionen men fælles interesser søges også samordnet gennem EU. Dette sker bl.a. med grundlag i den såkaldte Barcelona-proces, der blev indledt i 1995, og som åbnede op for en EU-strategi for området, byggende på tre områder: det politiske og sikkerhedsområdet; det sociale, kulturelle og menneskelige område samt det økonomiske, handelsmæssige og udviklingsmæssige område, hvor formålet er at oprette et frihandelsområde. Der er således tale om en kobling mellem sikkerhedspolitik, udviklingsbistand, økonomisk og kulturelt samarbejde. På grundlag heraf er udarbejdet en række to-sidede aftaler mellem EU og de enkelte lande i regionen.
EU's udenrigspolitiske talsmand, Javier Solana, pegede meget klart på EU's interesser i området, da han i en artikel i 2002 nævnte, at en væsentlig del af Europas velstand og stabilitet hænger sammen med vilkårene i Europas nærområder, i form af markeder og ressourcer. Det er således ikke kun problemerne med illegal indvandring fra især de Nord-Afrikanske lande, der optager EU.
De økonomiske samarbejdsaftaler og udviklingsbistanden er knyttet op på krav om ændringer af økonomiske, sociale og politiske vilkår i landene,- kravet om 'god regeringsførelse', som dækker over kravet om markedsøkonomiske reformer og yderligere liberaliseringer.
Artiklen peger endvidere på de problemer for en fælles EU-politik for Mellemøsten der kan opstå, ved Tyrkiets eventuelle medlemskab af EU. Tyrkiet er ikke alene nært allieret med USA men også med Israel, med hvem der er et meget tæt militært samarbejde. Her kan være et af de områder, hvor EU's og USA's engagement og planer for Mellemøsten ikke helt så enkelt lader sig forlige.

USA's strategi - retfærdig krig?
I et efterskrift skriver Lars Erslev Andersen om Retfærdig krig - et efterskrift om USA's vision om et demokratisk Mellemøsten.
Forfatteren skitserer følgende tre kriterier som skal være opfyldt, for at man kan tale om en krig ført på et retfærdigt grundlag: 1. Det gode, der opnås, skal overskygge det negative ved krig, 2. sandsynligheden for at vinde skal overskygge risikoen for at tabe og 3. alle forsøg på at løse konflikten uden krig må være afprøvet.
Disse tre kriterier gør ikke i sig selv krigen retfærdig, da der også kan opstilles følgende tre kriterier for selve krigens udførelse: 1. at civile og ikke kæmpende tropper i videst muligt omgang ikke inddrages i krigen, 2. at der er et proportionalt forhold i anvendelsen af militær magt, for eksempel at bestemte typer af våben som atomvåben ikke anvendes og 3. at der udvises ansvarlighed over for ejendom, infrastruktur, kultur, osv.
Selv om forfatteren er meget kritisk i forhold til det legale ved grundlaget for krigen mod Irak, når han til nogle ejendommelige konklusioner, når han vurderer Irak-krigen på baggrund af disse opstillede kriterier.
Han refererer til Bush's projekt for en omfattende demokratisering af Mellemøsten, hvor Irak-krigen anses som det, der skal sætte en større proces i gang, der i første omgang skal føre til at parterne i den israelsk-palæstinensiske konflikt tvinges til at overholde køreplanen for fred og få demokrati til at sprede sig som ringe i vandet over hele Mellemøsten.
Forfatteren understreger, at USA 'har bragt sig i en situation, hvor de med deres politik faktisk selv kan transformere den militære aktion i Irak fra illegal til retfærdig krig'.
Forudsætningerne herfor er blandt andet, at der sker en overdragelse af landets ledelse til irakerne og at der udvikles et bæredygtigt demokrati og at de andre mål for demokratiseringsprocessen opnås.
Og forfatteren slutter efterskriftet: 'Sker dette, kan Irak-krigen meget vel gå over i historien som en retfærdig krig ud fra det kriterium, at den verden, som kom bagefter, klart var en bedre verden end den, der lå forud'.

Klasseinteresser
Nu skal det retfærdigvis huskes, at bogen er udkommet for 1_ år siden, hvor det for eksempel ikke var til at vide, hvilket morads de amerikanske styrker ville sidde fast i som besættelsesmagt. Men alligevel. USA og koalitionen af de villige, herunder Danmark, har jo stort set overtrådt alle seks ovennævnte kriterier, helt fra begyndelsen.
Erslev Andersen's formuleringer er netop de synspunkter, som Fogh, Bush og Blair i dag krampagtigt holder fast i, når de skal forsvare den illegale krig. Pyt med, at der ikke var masseødelæggelsesvåben - den verden som kom efter Saddam, var klart en bedre verden end den, der lå forud. Det i sig selv legaliserer krigen.
Partiet Venstres nye oplæg, hvor de argumenterer for at man skal kunne gå i krig uden et FN-mandat, hvis visse forudsætninger er opfyldt, bygger på samme tankegang.
Men krig er også et spørgsmål om interesserne bag.
Og det er vel dybest set problemets kerne. Man kan ikke operere med fritsvævende begreber som 'en bedre verden end den, der lå forud'. For dette spørgsmål bestemmes jo blandt andet ud fra klasseinteresserne. Er en bedre verden en ny-liberalistisk markedsøkonomi med høj-intensiv avanceret udbytning af arbejdskraften, privatiseringer, nedskæringer af det offentlige sundheds- og uddannelsesvæsen, en fri presse (læs privatejet og i høj grad monopoliseret) og fri adgang for de transnationale monopoler? Ja, vil Bush, Fogh og Blair svare.
Men det står i skarp modsætning til det store befolkningsflertals objektive interesser, der bygger på anti-monopolistiske og anti-imperialistiske tiltag, herunder aktiv folkelig demokratisk deltagelse i de økonomiske, og politiske processer, udbygning af sundheds- og uddannelsessektoren, indgreb mod de transnationale selskabers udbytning af mennesker og natur, osv.
At forsøge at opbygge kriterier for en retfærdig krig ført af imperialistiske stater legitimerer i sidste ende såvel Bush-doktrinen om forebyggende krige som Venstre's krav om krig uden FN-mandat.

Lars Erslev Andersen & Peter Seeberg (Red.): Et nyt Mellemøsten? 335 sider. 248 kr. Syddansk Universitetsforlag 2003.