¤¤Hawaii, Oslo¤¤ er et storbysdrama, hvor en række personers liv og skæbne flettes ind i hinanden

af Niels Ole Nielsen
Den norske film Hawaii, Oslo af instruktøren Erik Poppe er et eksistentielt drama, hvor de personer, der skildres, er præget af indre uro, som får dem til at flygte fra noget - i visse tilfælde den grusomme virkelighed. Det er således en række skæbnefortællinger, som toner frem på lærredet.
Det er ti personers skæbnetråde, der væves sammen, selv om de umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre.
I filmens begyndelse ses de ti i et gadekryds en hed sommerdag. En af dem er blevet påkørt - og døende. Vi møder en forelsket ambulancefører, en mor, som leder efter sine to drenge, som har børneforsorgen lige i hælene, et forældrepar, som kæmper for deres nyfødte babys liv, samt en ung kvinde, der er rejst til Oslo for at møde sin barndomskæreste.
Ved ulykken sættes deres liv på stand by, og filmen spoles tilbage til døgnet forinden, hvor vi så oplever deres liv og trængsler frem til ulykken.
Det er en filmmetode, der er set før. Men denne norske film er ikke så vellykket, som den kunne være. Der er dog tilløb til, at man kan føle for og identificere sig med nogle af personerne. Det gælder blandt andet skildringen af drengene, som har børneforsorgen i hælene. Der er imidlertid nogle af fortællingerne, som er for langt ude.
Og det skaber forvirring og ødelægger det helhedsindtryk, som gerne skulle gå op i en højere enhed.
Der er ingen tvivl om, at Erik Poppe har et eksistentielt syn på livet. Han kunne let mistænkes for at være inspireret af Jean-Paul Sartres eksistentielle roman Terningerne er kastet. Jeg foretrækker imidlertid Sartres roman, som også er blevet filmatiseret med succes.
Hawaii, Oslo er ikke en dårlig film, men hører til den jævne mellemvare.

Hawaii, Oslo. Instruktion og manuskript: Erik Poppe. Premiere i onsdags den 4. maj.