Da freden bankede på i nummer 8cFra tidlig morgen havde drengen stået uden for huset og ventet. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Kun skyttegravene i anlægget, som der endnu ikke havde været tid til at tildække, skæmmede udsynet, denne den sidste dag i juni måned. Det smukkeste forår i Danmark nogensinde var på vej mod sommer. Han stirrede intenst ned ad bakken. Hvornår kommer de?

af Anton Nielsen
Det begyndte en tidlig morgen i starten af april. De var blevet vækket af en underlig rumlen og knirken ude fra gaden. De kunne intet se for de nedrullede mørklægningsgardiner, men da de blev fjernet, viste der sig et mærkeligt syn. Trukket af heste, ja, sågar af køer eller soldater - benzin og olie var for længst brugt op - var den tyske garnison på vej ud af byen. Møjsommeligt slæbte de sig op ad Sygehusbakken. En tilsyneladende endeløs kolonne på vej ud i det blå. Byen var tyskerfri. Men det blev en stakket glæde. De kom tilbage ved aftenstide. Hvad de havde foretaget sig, vidste ingen. Den første dag i frihed sluttede lige så brat, som den var begyndt.
Sirenernes skingre hyl skar gennem luften. Luftalarm. Han løb, det bedste han havde lært ned ad grusvejen mod hjemmet. I svinget lige før havelågen skred han i gruset og faldt. Knæene blev revet til blods. Han ømmede sig. Da han igen så op, så han en stor, hvid hest. Øverst på hesten sad en uniformeret person med lange blankpudsede støvler. Rytterens kolde øjne mønstrede ham. Han fornemmede et uudslukkeligt had. Panikken ramte ham som et hammerslag, han pressede sig igennem hækken og løb. Væk! Så langt væk som muligt. Kort efter blæste sirenerne alarmen af.
Hans mor kom i midten af april iført mærkelige klæder og en meget stor hat - et møllehjul - for at skjule det mørke hår, som hun sagde. Hvad skulle han sige, i de sidste tre år havde han kaldt faster Dagmar for mor, og nu dukkede hans rigtige mor pludselig op - tilsyneladende ud ad det tomme rum. Han vidste ikke, at hun i årevis havde været på flugt, og at han selv var blevet gemt hos bedstemor og bedstefar for at undgå samme skæbne eller én - der var værre. Ingen havde kunnet fortælle ham det.
Han viste ikke, at hun var blevet jagtet som et vildt dyr af det danske såvel som det tyske politi. Han vidste ikke, hvor tæt han selv havde været på døden. Han vidste ikke, at han havde jødisk blod i årene, og at hans forældre til og med var kommunister. En meget uheldig cocktail på den tid, ja vel nærmest en forbrydelse, som havde kostet millioner livet. Det fandt han først ud af bag efter. Han vidste end ikke, at han havde en far ligesom de andre drenge.
Som sædvanlig havde de åbnet for BBC`s danske stemme. 'London kalder Danmark'. Udsendelsen begyndte - men blev pludselig afbrudt. En kort pause der virkede uendelig. Derefter speakerens bevægede stemme: 'I dette øjeblik meddeles det,'
Der lød et skrig ude fra gaden. Nabokonen stod med et af mørklægningsgardinerne i hænderne og skreg sin glæde ud i den lune forårsaften. Meddelelsen blev gentaget. Det var rigtigt: Danmark var frit. Senere blev det meddelt - og det var der sikkert ikke mange andre end os, der bemærkede - at fire danske kz-fanger fra den nazistiske tilintetgørelseslejr Stutthof - deriblandt et kommunistiske folketingsmedlem - var blevet befriet af Den røde Hær og nu befandt sig i Moskva.
' Min dreng lever,' sagde bedstemor, ' men hvor er alle de andre'. Mor sad i sine egne tanker. En tåre gled stille ned af kinden.

Far kommer hjem
Drengen stod trofast på sin plads, bedstemor kom ud og tog hans hånd, da en hvidmalet bil, med et stort rødt kors på taget, kom hostende op ad bakken. Den havde ingen brændeovn bagpå. Sådan en havde drengen aldrig set før. Hvordan kunne man køre uden brændsel? En stor mand med en revolver i bæltet steg ud af bilen. Chaufføren, som i hvert fald ikke var mindre - snarere tværtimod - steg ligeledes ud. Om armen havde han et frihedskæmperarmbind. Hvem var de?
Bag dem kom en meget lille, og meget tynd mand. Han synede ikke af meget mellem de to store rejsekammerater. Han havde ingen armbind eller revolver. Alligevel så drengen ikke andre end ham. Så hvordan tøjet hang om ham. Så hatten, som var alt for stor på det nøgne hoved. Så og forstod. Den lille mand trådte nærmere, mens hans blik gled hen over dem alle - bedstemor, som lagde sine arme om ham, Dagmar og Fie hans søstre og Niels hans plejebror, til sidst så han direkte på drengen: 'Det er mig min dreng - din far.' Sådan blev vi på ny en familie. Sådan traf jeg min far igen - en overlevende fra den store krig.
Rammerne om min lille verden brød sammen. En ny, større og for mig aldeles ukendt verden slog dørene op.
Der kom stadig flere mennesker til. Et helt lille opløb. Kammerater og venner var mødt frem - modstandsfolk fra byen og oplandet - som alle af et varmt hjerte ønskede velkommen hjem - velkommen tilbage til livet.
De lokale aviser lod sig også repræsenterer i dagens anledning. To journalister og to pressefotografer mindre kunne ikke gøre det.
For ikke alene var byens uvorne søn - kommunisten, folketingsmanden og lederen af 'revolutionen' i Randers i 1922 - stik imod de ledende politiske kredses forventning, vendt levende hjem fra det helvede, hvortil de selv havde ekspederet ham og hans kammerater, dengang de var ved at gå bagover af benovelse over 'de store tyske sejre, som har slået alle med beundring'. Det var vel en historie i sig selv. Om end en ubehagelig historie, som man nok ikke kunne undgå at nævne, men som der alligevel ikke skulle rippes for meget op i. Hvad skulle det gavne?
Men at han nu blev transporteret - ja bogstavelig talt kørt til døren - af ingen ringere end den nye trafikminister og medlem af Frihedsrådet, Alfred Jensen, som godt nok også var kommunist, og som man indtil for kort tid siden konsekvent havde omtalt som terrorist, var alligevel mere end de havde troet muligt. De masede på det bedste de havde lært, indtil Dagmar assisteret af den store chauffør med frihedskæmperarmbindet fik dem gennet af vejen.
Resultatet af deres anstrengelser var mildt sagt temmelig pauvert. Alligevel kunne man i såvel den socialdemokratiske som den konservative avis dagen derpå læse udførlige 'interview' med folketingsmanden og ministeren.
Omsider gik vi ind hos os selv, hvor bedstemor havde forberedt en beskeden frokost. Derefter drog ministeren videre mod Ålborg. På tilbagevejen til København ugen efter ville de kører inden om Randers og Fabersvej og samle os op.
Tiden indtil da blev brugt til at hilse på og sige farvel. Jeg hev min far (MIN FAR!) rundt i min lille verden.

Min lille verden
Geografisk var den ikke stor. Den omfattede Fabersvej hen til og med elektricitetsværket. Den indbefattede Fabersvejens skole, hvor faster Dagmar havde fået gang i skolebespisningen igen. Dertil anlægget fra skolen og op til Fabersvej - af os kaldt 'den lille Skovbakke'. Vejen lige overfor førte ned til byen - Sygehusbakken blev den kaldt dengang - efter det gamle katolske sygehus, som stadig fungerede på den tid. I dag hedder den vist Fabers Allé. Derudover omfattede denne lilleverden også vejen ned til Randers Børneasyl og frk. Jensen i Møllestræde, hvor jeg hver morgen blev fulgt ned af bedstefar, så længe han levede. Derefter overtog Fie hvervet, men hun kørte på cykel, for hun havde travlt. Hun havde sit arbejde at passe nede på havnen.
Vejen førte os forbi Tinghuset, hvor min far - hvad jeg intet vidste om dengang - havde henslæbt 60 dage i forbindelse med generalstrejken i 1922. Og Thorsgade, hvor hesteslagteren havde sin forretning, og bryggeriet Thor lå, og bryggerihunden af samme navn - en kolossal kulsort New Foundländerhund - havde til huse. Det var den, som lavede hvalpe på vores Sch. Bernhardshund Freja. Det var et imponerende par. Alle veg til siden, når de kom anstigende - også tyskerne.
Men han skulle møde mine venner. Jeg havde kun to legekammerater: Leif og Hans.
Leif, skomagerens søn, havde haft børnelammelse, og kunne ikke gå - kun krybe. Alligevel var han en glad dreng, og min første rigtige ven. De boede dør om dør med købmanden, Jacobsen, som var alles ven, når der var smalhals i de små hjem, og det var der tit i de tider. Skomageren blev for øvrigt arresteret af tyskerne sidst på krigen. Han havde intet gjort, men alligevel blev han kørt til Århus, hvor Gestapo gennem pryglede ham, inden de igen smed ham ud.
Hans var søn af en tolder nede på havnen, men boede rundt om hjørnet, der hvor Fabersvej og Nørrebrogade mødes. Husene blev i daglig tale kaldt for 'Savbladet' på grund af deres karakteristiske udformning. Hans var lidt ældre end vi andre, og kunne både læse og skrive, sagde han. Hvor meget han på det tidspunkt kunne læse og skrive, er vel nok et spørgsmål. Men det var i hvert fald nok til at imponerer os. Vi syntes, han var forfærdelig klog.
Men min bedste ven var voksen og hed ikke andet end onkel Jensen. Han boede inde ved siden af i nr. 10. Han kunne stå på hænder og meget andet, som imponerer en dreng. Han gik altid, når han var hjemme, i et par enorme sivsko. Han var altid glad og holdt lige så meget af alle børn, som de holdt af ham.
Onkel Jensen boede til leje hos hr. og fru Sørensen. Fru Sørensen var hans søster. Han arbejdede på elektricitetsværket længere henne af Fabersvej. Det var elektricitetsværkets store skorsten, som udspyede en fin, fin sod døgnet rundt, som dækkede alt i hele kvarteret. Årsagen hertil var, at man kun havde brunkul at fyre med. At den tilmed var af meget ringe kvalitet og oftest våd, gjorde ikke sagen bedre.
Hr. og fru Sørensen var et kapitel for sig. Han var fisker på fjorden, hun gik hjemme, som det hed. Huset hvor de og vi boede var et dobbelthus. Bagtil var/er en lille gård, delt af et plankeværk, hvori bedstefar, som var særdeles ferm på hænderne, på et tidligt tidspunkt af besættelsen havde lavet en næsten usynlig dør, så vi altid, hvis det skulle blive nødvendigt, kunne forsvinde bagom. Hvor meget det havde været værd, hvis det skulle have stået sin prøve, må stå hen i det uvisse. Heldigvis kom det aldrig dertil.
Men som sagt de boede i nr. 10, og vi - det vil sige bedstemor, bedstefar (indtil han døde i 1943) , faster Dagmar og faster Fie - boede i nr. 8.

Turen til København
I begyndelsen af 1945, da det var klart, at krigen ikke kunne varer meget længere, flyttede min mor - efter at have været eftersøgt og på flugt siden 1942 - ind hos Sørensens. Hun troede, at det ville være det sikreste, såvel for hende som for os på den anden side af mellemgavlen. Der tog hun gevaldig fejl.
Kort tid efter gik det op for hende, at hun bogstavelig talt havde sat sig på en bombe. Nummer 10 blev nemlig brugt af modstandsbevægelse til oplagring af nedkastede våben og sprængstof. Det forlød efter krigen, at fru Sørensen og hendes mand og bror var sidste led i Hvidstengruppen, som for de flestes vedkommende blev henrettet af tyskerne.
Tiden nærmede sig for afrejsen til København. En mandag formiddag tøffede den hvidmalede bil med det røde kors på taget igen ind på Fabersvej. Et sidste farvel og på gensyn. Vi steg ind. Vi var på vej. På vej til et helt nyt liv - til en hel anden verden.
Tilbage stod bedstemor syg og svækket - hun døde kort efter. Tilbage stod Dagmar, der havde været min mor igennem disse år, og Fie, som var den der holdt vor lille familie økonomisk på fode i de vanskeligste tider. Jeg - vi - var og er dem evig tak skyldig. Uden dem havde vi næppe overlevet.
Den hvidmalede skrammelkasse, som stank gennemtrængende af benzin, raslede af sted mod København, det bedste den havde lært. Det sagde nu ikke ret meget. Den har i hvert fald ikke kørt over 50 kilometer i timen. Men fremad kom vi da, men den infame benzinlugt gjorde, at jeg hurtigt blev køresyg, og måtte ud og kaste op. Det gentog sig gang på gang ned gennem Jylland og over Fyn.
Men det var ikke blot mig, der gjorde knuder. Også bilen havde sine nykker. Ustandselig var der noget i vejen. Så det ene så det andet. Men chaufføren så ud til at være mand for at klare den slags, i hvert fald fik han den i gang, men det tog længere og længere tid fra gang til gang. Omsider nåede vi Storebælt og kom om bord på færgen, hvor trafikministeren og hans medrejsende blev inviteret op til kaptajnen på broen. En fantastisk oplevelse for en dreng på den tid.
Vel i land på Sjælland fortsatte vor rejse mod den for mig ukendte by - København. Vi havde vel kørt en 30 - 35 kilometer, da bilen endeligt opgav ånden. Med nogle gevaldige brag satte den ud en sidste gang. Chaufføren ikke så meget som værdigede den et blik. Han var klar over, hvad klokken var slået. Ministeren og vi andre kikkede mismodigt på det havarerede vidunder, inden vi sluttede os til chaufføren, som havde taget opstilling lidt længere henne af vejen, hvor han viftede med armene til de få biler, som passerede.
Det tog godt tre kvarter før vi fik held med os. En stor lastbil kom imod os. Der var fire mand 'om bord' - alle med frihedskæmperarmbind og en maskinpistol hængende over skulderen. Hvor de havde været henne, og hvad de havde foretaget sig, er jeg aldrig blevet klar over, men at de var glade for at se vores minister og chauffør, som de tydeligvis kendte, var der ingen tvivl om. Da de fandt ud af, hvem far var, og det tog lidt tid - for han havde forandret sig til ukendelighed, siden han sidst havde været i Danmark - blev vi ligeså budt om bord og hevet op på ladet.
Sådan ankom vi til København ad Roskildevejen stående på ladet af en lastbil. Vi passerede Zoologisk Haves høje tårn på Valby Bakke og fortsatte ind ad Vesterbrogade. Jeg måbede. Jeg kunne ikke huske nogensinde at have set noget lignende. Høje huse, stadig højere jo længere frem vi kom, forretning efter forretning og et mylder af mennesker, biler og sporvogne overalt. Og støj, en voldsom støj. Vi passerede Frihedsstøtten og nåede Rådhuspladsen, her blev vi sat af - vore venner skulle et andet sted hen. Nu skulle vi klarer os selv. Vi skulle begynde forfra på et nyt liv.

Ovenstående er et uddrag af det to-binds værk, om bønder, arbejdere og indvandrere i Danmark, som Anton Nielsen er i gang med at skrive. Titlen er 'Som bølger af hav.' Det her er første kapitel i 2. del: Krigens børn.