Midt i den uendelige strøm af såkaldt historiske bøger om besættelsestiden, udkommer i dag en bog skrevet af nogle af dem, som med egen indsats bidrog til, at Danmark igen blev frit.
af Anton Nielsen
4. Maj er titlen på en antologi, hvortil fire modstandsfolk hver har givet deres bidrag.
Bogen tager sin begyndelse langt tid før den sidste tyske besættelse - nemlig omkring krigen i 1864 og danskernes blodige og traumatiske nederlag ved Dybbøl, der blev en national katastrofe. Derefter fortælles om prøjsernes besættelse Sønderjylland og om den grove undertrykkelse af de danske sønderjyder. En besættelsen som skulle komme til at strække sig over 62 år frem til afstemningen i 1920.
Bogen fortsætter med den næste tyske besættelse den 9. april 1940, hvor læserne lærer forfatterne og deres familier og venner at kende. De beskriver udfra deres egne personlige oplevelser, hvordan de langsomt men sikkert inddrages i den begyndende modstandskamp. Man følger dem på aktion efter aktion. Og vi følger dem ind på Shellhusets forhørslokaler, til Vestre Fængsels eneceller og videre til Frøslevlejren, hvorfra turen for mange gik videre til de tyske kz-lejre.
'Vi levede faktisk en fuldstændig dobbelttilværelse, ' skriver Christian Mortensen et sted. 'Udadtil havde vi en almindelig borgerfamilies interesser, men indadtil var det kun sabotage, stikkerdrab, Gestapo, Vestre Fængsel, hemmelige breve i vasketøj, frygtelige forhør og andre illegale emner, vi dyrkede. '
Afslutningsvis kommer man ind på befrielsen, og det der derefter fulgte. Forfatterne lægger ikke skul på deres skuffelse og vrede - berettigede vrede - over forløbet efter krigen. Forbitret taler de om retsopgøret, om samarbejdspolitikerne, som den ene dag opfordrede til stikkeri for den næste at optræde som de store frihedskæmpere. Man har heller ikke den store sympati for en del af modstandsbevægelsens ledere, som efter deres mening forrådte det, som modstandsbevægelsen stod for.
Der er som sagt tale om en antologi med tekster af fire modstandsfolk fra BOPA. De fire er Hans Edvard Teglers (HC) , Jørgen Jespersen (KK), Per Mortensen (Tom) og Chr. Mortensen. Alle mennesker som - til forskel for mange af tidens såkaldte historikere - i allerhøjeste grad var tilstede, og med livet som indsats kæmpede for Danmarks frihed, dengang det virkelig gjaldt. Det er en ærlig og oprigtig bog. Læs den og bliv klogere.
4. maj. En antologi om krig og besættelse. Med tekster af Hans Edvard Teglers (HC), Jørgen Jespersen (KK), Per Mortensen (Tom) og Chr. Mortensen. Normal pris: 280 kr. Sælges lige nu til jubilæumspris på 200 kr. Kan bestilles på www.permortensen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278