Anmeldelser fra alverdens danske blade drysser stjerner ud over Kenneth Thordals nye cd ¤¤Skåret ud i pap¤¤. Og det på trods af, at han er total politisk ukorrekt.
'Rasmus modsat' ville være et ord jeg umiddelbart kunne sætte på fænomenet Kenneth Thordal. Men det er for nemt, for han er for intelligent. Jeg ser for mig en fortvivlet skolelærer fra hans barndom, der febrilsk, med sved på panden, mangler svar på alle hans spørgsmål.
En rigtig 'på trods' type, der, efter at have været interviewet til alle de store borgerlige aviser og udtalt sig mod krigen i Irak, skriver en sang om Anders Fogh og tør mene noget om verden.
Men da Arbejderen ankom i hjemmet på Østerbro, havde Kenneth tænkt så det bragede, om han ikke kunne sige noget vildt borgerligté bare fordi?
Men tag ikke fejl. Kenneth Thordal er ikke bange for at stå ved sine meninger. Og det mest borgerlige vi blev udsat for, må siges at være respekten for Birthe Rønn Hornbech for at have sine meningers mod.
Han vil bare ikke sættes i kunstnerisk bås. Noget af svaret er måske at finde i teksterne på den nye cd Skåret ud i pap. Tag for eksempel denne tekst fra sangen Krøllet Komet:
'Tag dig i agt for patentløsningspræster, der tror, de ved alting, og ved, de har ret. Sover med styrthjelm og hovedet oppe i røven, drømmer om strækmarch og alt på et bræt.'
- Jeg har det svært med religioner, begynder Kenneth at fortælle.
- Tag nu for eksempel den nye pave, som lige betyder 40 millioner nye med aids. Det er ikke fordi, jeg har noget imod folks private tro, men det er de statsautoriserede slags, både religioner og helheds løsninger i det hele taget, som jeg er imod. Det der med, at der kun er en vej, en løsning. Det er for totalitært.
Cd'en Skåret ud pap er anderledes skåret end hans sidste 11 salmer fra bunden af havnen. Han udtrykker det selv sådan her, med et grin i øjet:
- Nu forstår jeg endda selv nogle af mine tekster.
Det er en lidt uretfærdig beskrivelse, for den førnævnte dansksprogede cd er altså også fed og fik også varme anbefalinger. Men ingen tvivl om, at teksterne er mindre legende/syrede og mere klareé mere skåret ud i pap?
De gode sager
Der er et langt synderegister i Kenneth Thordals musikalske liv. Mange kan huske ham fra bandet Stalin Staccato tilbage i 80'erne, eller NUDE fra 90'erne. I det mere indtægtsgivende register finder man ham også som oversætter af Pokémon, tv-programmer og musicals. Plus han medvirker på vildt mange støtte-cd`er, hvor han bidrager til de gode sager.
- Hvis sagen er god nok stiller jeg op. Men måske må jeg vægte lidt mere, så det ikke helt mister sin værdi. Det er et valg man må tage, som for eksempel Arne Würgler, der stiller op en gang om ugen, til en eller anden god sag. Med risiko for, at det så måske kan blive svært at kræve penge for sin optræden.
- Men lige nu er det ikke et problem. Jeg skal spille for 'Stop Nu' i dag i Fælledparken. Det er da en god sag. Bedre uddannelse til de unge, hvem kan være imod det? Og i aften skal jeg sammen med mine Strandvaskere varme op til Røde Mor i Amagerbio.
- 4. maj skal jeg spille på Rådhuspladsen sammen med Benny Holst og Kim Larsen. Det kan man da ikke sige nej til. Jeg lægger ikke skjul på, at det er en ære at få lov at spille på befrielsesaftenen. Og da jeg er i mod Irak-krigen vil jeg da synge min Anders sang. Kenneth begynder at citerer teksten:
'Du er jo sort om munden, min dreng.
Har du været i bolsjerne igen?
Og du er jo brun om næsen, min ven.
Har du leget med Uncle Sam igen?
Vask dine hænder. Børst dine tænder.
Far kan ikke lide, når du snyder. Anders, din lille lakridsforbryder.
Fis nu ud og malk dine køer. Man sku' næsten tro, det var får
- sådan som de står der og glor. Skynd dig nu lidt, før jeg slår.
Vask dine hænder. Børst dine tænder.
Far kan ikke lide, når du snyder. Anders, din lille lakridsforbryder.'
Kunsthåndværkeren
Kenneth arbejder med melodierne først. Så kommer teksten bagefter. Men det virker omvendt, for teksterne kan sagtens stå alene, som det rene poesi. Sikkert derfor er han også med rette blevet sammenlignet med både Dan Turell og Kim Larsen. Og ikke uden grund. Men i stedet for at gå ind i sammenligningen prøver han at forklare, hvorfor jeg og mange andre fans hører i genkendelige billeder:
- Det er som med film, don't tell it - show it. Jeg sætter scenen og bruger for eksempel Istedgade, byfornyelse og så er folk ikke i tvivl om hvor vi er, fortæller denne musikalske kunsthåndværker og fortsætter:
- Som med Anders teksten, hvor jeg har fået fortalt, at han skriver i sin biografi, at han først fik venner op i 20'erne og fik tæsk som barn. Det er da synd, man får helt ondt af ham. Og også lidt skræmmende at en med empatiske problemer er blevet vores statsminister. Jeg har ikke stemt på ham og indrømmer, at han ikke er min favorit. Men jeg vælger satiren, humoren, det finurlige i stedet for den direkte stil.
For at forklare metoderne yderligere tager han eksemplet Kim Larsens BLIP, BLÅP og gud hvor går det godt, der er skrevet i en tid, hvor folk sang antikapitalisme. Det handler om det samme, men Larsens tekst holder bare længere, mener Kenneth og nævner Røde Mor og deres satire og en masse andre. Og er du ikke helt overbevist, så må du købe Skåret ud i pap. Så forstår man det hele.
Kontraster i livet
Støttekoncerter og støtte cd'er for Mumia Abu-Jamal, maleraktivisterne, økologi og Christiania. Forbryderalbummet fra Vridsløselille, flodbølger og DM i indsamling. Ingen sag er for stor eller for lille. Mon han tror at han kan redde verdenen?
- Det er svært, vi kan jo alle købe lidt mere økologisk, men på den anden side, så står man der med en indtørret gnalling der koster dobbelt så meget. Det er jo selvfølgelig vores eget ansvar, men også en politisk beslutning. Man kunne jo bare gøre Danmark økologisk, men det vil man jo ikke.
- Man kan også vælge at give 10 procent af sin løn til Røde Kors, eller Amnesty, for det kan vi jo alle sammen undvære. Men hvorfor så ikke 20 eller 30 procent? Hvor er grænsen, det er sgu` svært.
- Jeg ved ikke, om musik ændrer verden. Men det vækker et eller andet i folk, og historisk er der jo mange, der har siddet i fængsel, eller er blevet skudt på grund af musikken.
- Jeg har også udtalt, at jeg er imod krigen i Irak, fordi den er på et ulovligt grundlag. Det havde da 'klædt' vores demokrati, hvis Anders havde indrømmet det, ligesom i USA og England. Men det bliver forbigået i tavshed.
- Blandt andet derfor havde jeg også troet på mange flere hug i pressen, på grund af mine tekster, men jeg må ramme noget, udover det dansksprogede, der er moderne lige nu, siger Kenneth afslutningsvis. For han må tilbage til arbejdsværelset for at oversætte et David Lettermann show.
- Verden er sgu` mærkelig, konstaterer han og siger 'På gensyn 4. maj'.
Kenneth Thordal & Strandvaskerne. Skåret ud i pap. www.thordal.com
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278