Preben Brandt er en spændende og yderst sammensat person, hvis erindringer er både barske, indsigtsfulde og livsbekræftende. De kan også ses som partsindlæg i den sociale debat.
Boganmeldelse
af Bjarne Nielsen
Gennem et langt liv har den tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, kæmpet for de mennesker, der lever på kanten af samfundet.
Som debattør og frontkæmper har han gennem årtier talt deres sag. Som læge har han mødt tusindvis af hjemløse og psykisk syge mennesker. På Sundholm, i byen, under stjernerne.
»Jeg har fået lov til at bevæge mig langt ud i samfundets yderste kant og der set livsbetingelser og levekår, som er de fleste fremmed. Jeg har været vidne til lidelse, smerte og afmagt, der både har været i modsætning til mit eget liv og været i samklang med det«, skriver han i erindringsbogen Udenfor. Erindringer fra et liv på kanten.
Han fortæller nærværende og åbent om et virke blandt samfundets udstødte. Et liv båret af lige dele ambition, passion og indignation.
Barndommen
Som 21-årig blev Preben Brandts mor efter sin førstefødte søns fødsel i 1931 skilt fra sin alvorligt syge mand. Manden kom på et plejehospital for fattige, mens hun flyttede til Husvildeafdelingen, der lå på arbejdsanstalten Sundholm. Her mødte hun »foragt og ufølsom arrogance«.
Tolv år senere finder hun sammen med Prebens far, en 44-årig mand. Preben blev født i 1944 på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.
Han slap aldrig ud af dilemmaet »mellem at føle, at jeg på den ene side grundlæggende tilhører den mest forarmede klasse, og stadig handler ud fra den erkendelse, mens jeg på den anden side samtidig har rødder i den ydmyge funktionærstand. Så jeg har både lært kampen for overlevelse og strategien for tilpasning«.
Preben blev født med en lam højre arm, men, som sygeplejersken trøstede moderen, »Napoleon havde også en lam arm, så det kan godt lade sig gøre at blive et betydeligt menneske, selv om man har en lam arm som Deres søn«. Armen blev senere rask og Preben blev betydningsfuld.
Da Preben er to år, starter en evig flytten, fordi hans socialt ambitiøse mor ville videre opad og have synlig velstand.
Det var en barsk barndom med en kold og ambitiøs mor, der ikke havde »tid til at tage sig følelsesmæssigt af et kærlighedshungrende barn«, og en fraværende far, som altid forsvandt bag hendes domineren.
I 1954 kom familien, der nu også omfattede lillebroren Lars, til Glostrup i alment boligbyggeri grundet økonomisk nedtur for familien.
Da Preben var 12 år blev faderen alvorligt syg og forældrene skilt. Moderen og lillebroren rejste til Jylland, hvor hun havde fundet en ny og rask mand. Faderen fik invalidepension, Preben og en husmoderafløser.
Mønsterbryderen
I 1961 begyndte Preben i gymnasiet på Rødovre Statsskole og var derfor familiens mønsterbryder. Han deltog dog »kun lidt i grupper og slet ikke i fagligt elevarbejde«.
I stedet fik han interesse for musik. Det »var en alene–interesse, ligesom så meget andet, jeg var optaget af«.
Han blev familiens første student i 1964 og begyndte straks at læse til læge ud fra ønsket om at rejse ud i verden til kriseområder. Samtidig drømte han om at blive medlem af det aktive studentermiljø, men »turde ikke nærme mig«.
Trods genertheden blev han gift i 1967 med den 20-årige Ingelise. To måneder efter døde faren. Ægteskabet knirkede hurtig og han fandt i litteraturen og musikken det »storladne og det mod… og den stærke kærlighed, som jeg var klar over ikke var i mit ægteskab«.
I 1971 så han filmen om agitatoren og folkesangeren Joe Hill og blev »bevidst rød«. Året efter fik han embedseksamen og blev skilt.
Efter forskellige job i Danmark drog Preben til Cypern som FN soldaterlæge og oplevede her, hvordan øens præsident og ærkebiskop, Makarios, blev afsat ved et græsk støttet kup. Konklusionen på udsendelsen var, at »der er ingen gyldig grund og ingen undskyldning for at begynde en krig«.
Vel hjemkommet blev han gift med Dorte. Ægteskabet fik dog hurtigt problemer, fordi Brandt var utro og følte sig »holdt fast i en rolle, jeg ikke ønskede at blive i«.
Han ville »bekræftes, og ville elskes, og jeg ville det mere, end nogen kunne give det. Jeg insisterede på nye bekræftelser, når de tidligere var opfyldt«. Parret blev skilt i 1981.
Sundholm – Et kald
I 1980 går han fra et vikariat på Bispebjerg til fastansættelse på Sundholm som psykiatrier.
Første dag gik han »hjem med et indblik i en verden, jeg ikke troede fandtes i Danmark... Jeg havde set en skyggeside af vores samfund, som jeg naivt havde troet var forsvundet mange år tidligere.. jeg måtte være med til at gøre noget for de mennesker der var havnet på Sundholm, og til at ændre på det samfund«.
Han blev speciallæge i psykiatri og lærte hurtigt, at »intet menneske og ingen menneskelig handling kan forstås ud fra en simpel sammenhæng mellem en årsag og en virkning«.
Preben Brandt er nu 36 år i fast god stilling, har fin og dyr lejlighed, spiser på gode restauranter, helst med en veninde, og går tit til koncert eller i teateret, helst alene.
Han har »let ved at møde og let ved at blive glad for kvinder«, men havde især »brug for at have nye til at lytte, og … brug for at blive mødt med ny trøst og forståelse«.
Ud over denne selvindsigt får han en »aktiv og bevidst holdningspræget stillingtagen« til Gud, kongen og Fædrelandet. Han erkender klassesamfundet.
Ud over sin bevidsthed vedkender han sig at lide af at med-føle og med-lide. At have »medfølelse og medlidenhed er en del af min måde at reagere på, og det vil jeg have lov til ikke at undertrykke«. Det »kan slide men også berige«.
I 1990 bliver Brandt socialoverlæge med ansvar for de hjemløse. I 1992 professor på en afhandling om yngre hjemløse.
Forkasteligt at være uinteresseret
I 1985 mødte han den fjorten år yngre Lene, og de flyttede sammen i hans mondæne lejlighed i St. Kongensgade.
Hun blev gravid og de giftede sig. De fik først datteren Louise og året efter Sofie. Parret blev separeret i 1995 og hun tog børnene med. Skilsmissen udløste en tvangsauktion og milliongæld.
Trods modgangen tog Preben fat på gadeplansarbejde i sin fritid, hvilket resulterede i, at Københavns kommune i 1994 påbegyndte den opsøgende tjeneste.
Brandts holdning var nu, at »det politiske ansvar gør det forkasteligt at være uinteresseret og lade de ulykkeligt stillede sejle deres egen sø – uanset hvor uangribeligt man i øvrigt lever sit liv og passer sig selv. Det er ikke nok ikke at gøre fortræd«.
Brandt blev formand for Narkotikarådet, som skulle rådgive Folketinget og regeringen. Rådet blev nedlagt af Fogh i 2001 og erstattet med Rådet for Socialt Udsatte, som Preben Brandt blev formand for.
Udenfor
I 1997 opsagde Brandt sin tjenestemandsstilling og grundlagde sin egen organisation, »Udenfor«, hvis filosofiske grundlag udsprang af Søren Kierkegaard, K.E. Løgstrup og Karl Marx.
Arbejdet var sundhedsbaseret og socialt arbejde på gadeplan. En af organisationens første projekter var »Posefolksprojektet«. Et andet var »Den Mobile Cafe«, hvor frivillige kørte ud med »mad, kaffe, en god snak, sko, tøj og hundemad«.
Brandt er en spændende og yderst sammensat person, hvis erindringer er både barske, indsigtsfulde og livsbekræftende. De kan også ses som partsindlæg i den sociale debat og minder sine steder om Hanne Reintofts fine »Det kan kolde hjerner ej forstå«.
Trods de mange odds mod sig og sin sociale arv er Brandt »taknemmelig for det liv, jeg har fået lov at leve«.
Denne anmelder er taknemlig for at få indsigt i personen Preben Brandt og glad ved at kunne læse han kloge kommentarer.
En anbefalelsesværdig og yderst livsbekræftigende bog.
Preben Brandt: Udenfor. Erindringer fra et liv på kanten. 268 sider, 249 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
