Magdoff og Foster stiller spørgsmålet: Hvad er det for en opgave, der stiller sig, hvis man mener, at en fremtid for de kommende generationer er vigtigere end dagens børsmeldinger.
Boganmeldelse
af Anders Bjerre Mikkelsen
Magdoff og Foster har skrevet en bog om kapitalismen, beregnet for miljøaktivister. Den fylder et stort hul i miljølitteraturen og er let læselig. Desværre foreligger den kun på engelsk.
Bogen udmærker sig ved at gribe emnet an i hele sin bredde. Miljøkrise er ikke »kun« klimatruslen. Den gennemgår en række andre trusler, der følger af kapitalens uhæmmede brug af naturens ressourcer og tilbageledning af affald af alle slags i samme.
En trussel er kapitalismens sociale mekanismer, der skaber og udvider ulighederne både mellem landene og inden for disse.
Søgelyset rettes herefter mod kapitalismen selv. Dens kendetegn er, at den kun fungerer ved evig ekspansion på egne betingelser og dermed sprænger (og allerede har sprængt) klodens økologiske rammer. Med »business as usual« løber menneskeheden ind i et enormt civilisatorisk tilbageslag inden for et begrænset antal årtier. Det er en indsigt, der allerede har slået rod inden for store dele af miljøbevægelsen.
Grøn kapitalisme?
Den store værdi i bogen er dens videre sondering af spørgsmålet: Hvad er det for en opgave, der stiller sig, hvis man mener, at en fremtid for de kommende generationer er vigtigere end dagens børsmeldinger.
Første etape er spørgsmålet: Kan kapitalismen reformeres og blive grøn? Nej er svaret, og nej’et er så velbegrundet og så alsidigt belyst, at de, som er interesseret i at finde et svar, må blive overbevist.
Meget kort sagt: Skal kapitalen betale eller investere sig ud af de såkaldte sekundære udgifter, ville profitten, der allerede er truende lav, gå i minus. Sekundære udgifter er produktionens nedslidning af mennesker og natur.
Kapitalen har ikke tænkt sig at begå selvmord. Den accepterer kun regulering, og det nødtvunget, hvis der herigennem opstår nye profitmuligheder. Et eksempel er handelen med CO2–kvoter. Derimod hylder den sig gerne i grønne gevandter foran den undrende offentlighed.
Social kamp
En anden vej må nødvendigvis findes eller, som det hedder, menneskeheden må udøve sin kapacitet til, gennem social kamp, at skabe en helt ny verden. Miljøkampen er en kamp om de menneskelige relationer (samfundssystemet) mere end en kamp for smart, grøn teknik og passende støtteordninger eller afgifter. Det er godt at få slået fast.
En grundlæggende samfundsændring er ikke lige om hjørnet. Skal vi ikke gøre noget her og nu for at beskytte miljøet? Selvfølgelig skal vi deltage i tidens kampe: for en progressiv CO2–skat, stop for kulkraftværker, overførsel af teknologi og penge til udviklingslandene, kamp for lighed og jobs og så videre.
Det rejser naturligt spørgsmålet om, hvordan denne forsvarskamp hænger sammen med kampen for en systemændring. På dette centrale spørgsmål har »venstrefløjen« eller endda marxister ikke et fælles svar.
Amerikanske marxister
Bogen udspringer af den amerikanske marxistiske skole, grupperet omkring tidsskriftet Monthly Review (MR), der har mere end 60 år på bagen. Kendt er Baran og Sweezy, som skrev bogen »Monpolkapitalen«1)
Hovedredaktør for MR er i dag John B. Foster. Fred Magdoff er biolog og søn af Harry Magdoff, tidligere, nu afdød, MR-redaktør.
Kredsen omkring MR beskrives som uafhængig og ikke sekterisk marxistisk(!). Fokus er på den marxistiske analyse af monopolkapitalismen, dens kriser og dens imperialisme. Perspektivet er socialismen. Strategiske spørgsmål som arbejderklassens og det kommunistiske partis rolle i en revolutionær omvæltning er ikke i fokus. Lenin er stort set valgt fra.
Fosters fortjeneste er at genopdage en Marx, der sidestillede mennesket og naturen som kilder til rigdommen og var dybt engageret i sin tids miljøproblemer2).
Opfattelsen af, at socialisme er lig med masseudvikling af kapitalismens (miljøskadelige) produktivkræfter, kan derfor, ifølge Foster, ikke tilskrives Marx. Opfattelsen er snarere opstået under indtryk af den sovjetiske virkelighed under kappestriden med vesten, og Khrustjofs yderst uheldige målsætning om at overhale USA en gang i 70’erne.
Da det i 70’erne og 80’erne blev klart, at kapitalismen allerede overbelastede klodens økosystemer i en grad, der levnede meget lidt råderum for yderligere, socialistisk ekspansion i samme retning, blev det fordrejet derhen, at Marx lære ville lede verden ud i et økologisk uføre.
Klasser og strategi
Trods MR-skolens hidtil manglende analyse af omvæltningens strategiske spørgsmål har Foster i sine bøger lagt megen vægt på, at miljøbevægelsens aktiviteter ikke må føre til konflikt med arbejderklassen. Det bliver let resultatet, hvis miljøbevægelsen kæmper for at lukke forurenende industrielle aktiviteter hen over hovedet på arbejderne uden tanke på nødvendigheden af alternative, miljøvenlige jobs.
Noget overraskende for denne anmelder dukker der i bogen en strategi op for vejen mod socialismen. Som den revolutionære klasse defineres miljøproletariatet, der består af dem, der er udsat for trusler fra kapitalismens miljøødelæggelser. Det kan omfatte alle fra verdens utallige slumbyer, indfødte folk, hvis skove fældes af tømrerfirmaer, folk, der må flygte fra tørke eller oversvømmelse, og studerende og akademikere og andre, der forlanger handling over for truslen om klimaforandringerne.
Her ser Foster og Magdoff bort fra arbejderne som klasse og dermed fra klassens højere grad af disciplin og organisation samt dens strategiske betydning i produktionen. Det er svært at forstå, da bogen vel først og fremmest er skrevet for læsere i den udviklede kapitalistiske del af verden, der fortsat har en talstærk arbejderklasse.
Poreteori
I forlængelse heraf fremføres forestillingen om, at det socialistiske samfund kan udvikle sig i porerne på det eksisterende samfund og fortrænge det gradvist. Det ligner en tilsvarende teori fra samme kreds for, hvordan det kapitalistiske samfund udviklede sig i og fortrængte det feudale samfund gennem handelen, ikke gennem klassekamp.
Den såkaldte modvækstbevægelses praksis harmonerer meget godt med denne opfattelse. Men det kapitalistiske samfund har masser af virksomme midler, der kan rense ud i porerne og bruger dem skånselsløst. Poreteorien er ikke troværdig, i alt fald ikke under de betingelser, der gælder i de udviklede, kapitalistiske lande.
Hvor er analysen bag denne teori, og hvor er den klasseanalyse, der fører frem til »miljøproletaren« som revolutionens bærende element? Den findes mig bekendt ikke i den række bøger, Foster har udgivet i de sidste mere end 10 år.
Bør oversættes
Alligevel bør bogen læses af enhver miljøaktivist. Grunden hertil er dens brede indfaldsvinkel, miljømæssigt, politisk og socialt samt, ikke mindst, dens overbevisende argumentation mod muligheden af at skabe en reformeret, bæredygtig kapitalisme.
Den argumentation burde gøre indtryk på dem, der arbejder i de etablerede miljøorganisationer. Mange gør et stort og fint arbejde, men der fokuseres ofte på at give regering og erhvervsliv gode råd og mere på at informere end på at organisere.
En oversættelse til dansk kan stærkt anbefales. Får det strategidiskussionen til at blusse op, er det kun godt.
Magdoff og Foster: What every Environmentalist should know about Capitalism. Monthly Review Press, New York 2011, 187 s. pris ca. 10 $.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
