23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hungersnød i socialismens navn

Hungersnød i socialismens navn

Torsdag, 19. april, 2012, 12:24:57

Frank Dikötter har studeret kinesiske arkiver og beskriver i bogen »Maos store hungersnød« perioden 1958-1962, hvor reformprogrammet »det store spring fremad« betød omfattende nød og elendighed.

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

I Kina har en ny arkivlov åbnet for adgangen til et stort arkivmateriale, hvilket har ændret betingelserne for at studere den maoistiske epoke grundigt. Dog er nogle hovedarkiver forsat lukkede.

Frank Dikötter, der er hollandsk historiker, rejste fra 2005 til 2009 rundt og studerede disse arkiver og beskriver i bogen Maos store hungersnød maskineriet i magtens korridorer, hvilket ikke er noget kønt syn. Bogen er baseret på studier af over tusinde arkivdokumenter, der er indsamlet hos dusinvis af partiarkiver i provinser, byer og amter over hele Riget i Midten.

I årene 1958–1962 gennemlevede den kinesiske befolkning et sandt helvede. Efter voldsomme kampe i partiledelsen igangsatte Mao Zedong-fløjen sit reformprogram »det store spring fremad«, der i stedet for at følge den sovjetiske udviklingsmodel, med satsning på industrien, skulle »gå på to ben« og på samme tid udvikle landbruget og industrien fra en tilbagestående økonomi til et moderne kommunistisk samfund.

Bogen er opdelt i fem dele. De første omhandler hvordan og hvorfor reformen udfoldede sig. Tredje del omhandler ødelæggelser, fra landbrug, industri, handel og boligforhold til naturen. Fjerde del viser, hvordan den store plan fik folk til at bruge diverse overlevelsesstrategier lige fra tyveri til sabotage og kamp. Femte del omhandler børn, kvinder og ældres liv under katastrofen.

Det store spring fremad

I et svagt, men overskueligt kapitel, gennemgår forfatteren forholdet mellem Sovjet og Kina, hvor Mao i næsten 30 år måtte »stå model til Stalins ydmygelser«. Da Hrustjov kom til ændredes forholdet noget, blandt andet underskrev de to lande en hemmelig aftale om, at Sovjet leverede Kina en sovjetisk atombombe.

I november 1957 besøgte Mao Sovjet og blev imponeret over Sputnik, den første satellit, der fløj rundt om jorden.

Da Hrustjov erklærede, at Sovjet inden for 15 år ville overgå USA økonomisk, erklærede Mao, at Kina ville overhale Storbritannien inden for samme periode. Tusinder af partifolk, der var uenige i dette utopiske vås, blev fjernet, så der blev ro på bagsmækken.

Det store spring fremad blev påbegyndt med en omfattende vandreguleringskampagne for flere hundrede millioner landsbybeboere samt tvangsforflytninger og sammensmeltningen af bondekollektiver til gigantiske folkekommuner med op til 20.000 husholdninger. Jord og arbejdskraften blev kollektiviseret, mens der flere steder opstod hungersnødlignende tilstande.

Året efter kritiserede Mao forventningerne som for højt sat og søgte at dæmme op for diverse overgreb, men fortsatte kollektiviseringen.

Staten øgede inddrivelsen af fødevarer til op mod en tredjedel af alt korn, trods hungersnøden, hvor op mod et tocifret antal millioner landsbybeboere døde af sult og sygdom.

Ideologisk tilbagetog

I 1960 trak Sovjet sine rådgivere ud af Kina, og landet blev tvunget til at handle med Vesten.

I oktober samme år modtog Mao en rapport fra lederen af Statens Planlægningskommission, Li Fuchun, om sultens omfang i blandt andet Henanprovinsen.

Der blev udsendt et undtagelsesdirektiv, der svækkede folkekommunernes magt over landsbybeboerne og gav disse ret til private jordlodder, til at have bibeskæftigelse og gendannede lokale markeder. En problematik, som både Lenin og Castro også har måttet forholde sig til.

I vinteren 1960 begyndte katastrofens omfang at gå op for den kinesiske ledelse, og man begyndte at importere fødevarer fra Vesten.

 Nu begyndte det ideologiske tilbagetog for det store spring. Præsident Liu Shaoqi placerede skylden på partiets skuldre, men fritog Mao for ansvar. I sommeren1961 diskuteredes kampagnen rundt om i hele partiet og i starten af 1962 beskrev Liu Shaoqi katastrofen som menneskeskabt.

Zhou En Lai, den senere ministerpræsident og næstformand, påtog sig en del af skylden, men magtkampen var en realitet.

Mao var den centrale skikkelse bag det store spring, men bogen dokumenterer, at andre personers egeninteresser og angst spillede ind.

Maos status var dalende, men hungersnøden aftog. Bogen konstaterer, at man ikke kan tidsfæste, hvornår Mao besluttede sig for at iværksætte Kulturrevolutionen og knuse de, der angreb ham, for hans del af det store spring.

Tallene

Bogens tal over døde er naturligvis behæftet med en vis usikkerhed. De officielle tal i Kina for perioden 1958-62 blev i 1964 registreret som 30 millioner døde.

Jung Chang, der skrev De vilde svaner og mammutbiografien om Mao, har anslået 38 millioner døde, mens nyt officielt materiale i 2005 siger 32,5 millioner.

 Da man i 1979 ville undersøge Mao-æraen nedsattes et team, hvis rapport aldrig blev offentliggjort, men hvis leder flygtede til USA efter massakren på Den Himmelske Freds Plads. Denne rapport angiver tallet til minimum 45 millioner.

Frank Dikötter argumenterer i bogen troværdigt for tallet 43–46 millioner døde, de fleste af sult. 

Mere end en børnesygdom

Ud over referater fra de mange kampe i partiet, giver Dikötter stemme til manden på gaden og nogle af ofrene og gør dermed den ufattelige lidelse nærværende og ubærlig.

Dikötter gør opmærksom på, at ansvaret for katastrofen ikke alene var Maos, men ofte de lokale ledere, der for at fremme egne karrierer forfalskede rapporter og fremstillede produktionen af for eksempel korn løgnagtigt.

Det rejser naturligvis spørgsmålet om partiets rolle. Karriererpleje, pamperi, spekulation, angst, bureaukrati, fornægtelse af eksperter og så videre spillede en rolle. 

Det er muligt, at Mao brugte marxistiske gloser og har lavet fine filosofiske ting, men hans »metode«: »den eneste metode til at løse spørgsmål af ideologisk natur eller stridsspørgsmål indenfor folket er den demokratiske metode, metoden med diskussion, med kritik, med overtalelse og oplysning og ikke metoden med tvang eller undertrykkelse« skal sammenholdes med hans »teori« om, at »er der uoverensstemmelse mellem teori og praksis, gælder praksis«.

Kinas Kommunistiske Parti og Mao brugte tvang og undertrykkelse og praksis afslørede dem. De dumpede.

Lenin kaldte »venstre-kommunismen« for en børnesygdom. Maoismen og dets reformprogram »det store spring fremad« var mere end en børnesygdom. Det var utilsigtet folkemord. 

 Undertegnede besøgte sidste år Maos mausoleum på Den Himmelske Freds Plads og oplevede her, hvorledes køen af fattige kinesere brød ud i hysterisk gråd ved synet af formanden. Det giver stof til eftertanke.

Er bogen anti-kommunistisk? Absolut. Både i tone og holdning.

Kan man få noget ud af at læse den? Absolut. Trods bogens kinesiske kilder gør det umuligt for almindelige læsere at eftertjekke oplysningerne, og trods den skræmmende læsning, anbefaler undertegnede den som et lærerigt studie i, hvad børnesygdomme og venstreradikalitet kan føre til. Den kommunistiske verdensbevægelse kan lære meget ad denne tragedie. 

Frank Dikötter: Maos store hungersnød. Den største katastrofe i Kinas historie, 1958–62. 478 sider illustreret. 399 kroner. Informations Forlag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. apr. 2012 - 12:24   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger