Den kinesiske tegner Li Kunwu og den franske fortæller Ötié fortsætter i det fremragende bind to af »Et kinesisk liv« at fortælle 60 års historie som tegneserie.
Boganmeldelse
af Bjarne Nielsen
Den fremragende Et kinesisk liv. Faderens tid. 1959-1976, der udkom i 2009, blev anmeldt i Arbejderen 30. september 2011.
Bind to er nu på gaden. Og Partiets tid. 1976 -1980 lever fuldt ud op til forventningerne. Den 55 årige tegner Li Kunwu giver sig med værket i gang med at afmytologisere de sidste 60 års kinesiske historie.
Ud over at være medlem af KKP er han forstander for Yunnans Kunstnersammenslutning og formand for Kinesisk Forskningsinstitut for Bladtegning.
Med udgangspunkt i sit eget liv som søn af en kommunistisk kadre og sin opvækst under formand Mao tager han os med helt ind under huden på nutidens kinesere.
Sammen med sin medforfatter, franske P. Ötié, har han brugt fem år på at skabe en graphic novel trilogi, det vil sige en tegnet romantriologi, som begynder med Mao Zedongs og det kommunistiske parti KKP’s magtovertagelse i 1949 og slutter 1. januar 2010.
En turbolent tid
Ud over at være Kunwus selvbiografi har bøgerne et kulturelt og historisk lag. Det giver et overraskende indblik i, hvordan almindelige kinesere har oplevet den komplekse periode med voldsomme revolutioner og kontrarevolutioner i verdens mest folkerige land.
Man mærker, hvor svært det har været for Kunwu at give sit vidnesbyrd om sit lands udvikling, om sin passion for Mao og KKP. Hvordan kritisere Den Store Rorgænger, hvis citater fra Den lille Røde han har lært udenad, og hvis ansigt han som propagandategner har tegnet hundredvis af gange?
Li Kunwu beskriver sin opvækst, under Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen, med sig selv som i en form for skurkerolle.
Ligesom de fleste af sine jævnaldrende indgød den maoistiske indoktrinering ham handlekraft, mod og lyst til at se fremtiden i øjnene i en grad, så han til sidst blev helt opslugt af den.
I dag ser han tilbage på tiden med andre øjne, men ikke uden respekt for de historiske og kulturelle begivenheder, der har formet ham og hans familie og millioner af andre kinesere.
Kinas jordnære kaos
Kunwu, der stadig er medlem af KKP, forsøger ikke med fortællingen at pynte på virkeligheden eller gøre den melodramatisk. Den gengiver et jordnært kaos og formidler en del begivenheder, der viser, i hvilken grad det groteske nemt går hånd i hånd med anarkiet. Alt er tegnet og fortalt med humor og lune.
Partiets tid starter med tegninger af de kinesiske masser, der står med bøjede hoveder og tager grådkvalt afsked med Mao Zedong. Den handler om de voldsomme magtkampe internt i KKP i perioden 1976–80 og den stadige fastholdelse af partiet som fundamentet for Kina.
Det er i denne periode, at Mao dør. Kampene mellem »firebanden« med Maos enke Jiang Qing og Deng Xiaoping, hvis reformistiske kongstanke var, at »uanset om den er hvid eller sort, er en kat, der fanger mus, en god kat«, er voldsomme og Hua Kuo-feng bliver midlertidig formand.
Det var også i disse år, at tegnerens far efter ti år i genopdragelseslejr på landet bliver frigivet og straks genindtræder i sine gamle højt placerede partifunktioner.
Bogen slutter med at Xiao Li (Kunwu) bliver ansat på Yunnan Dagblad. Ikke for som tidligere, at tegne portrætter af formand Mao, men af de første turister og den nye udvikling.
Et vigtigt tidsbillede
Kunwus og Ötiés fortællinger er en vidunderligt fremstillet historiefremstilling i en vigtig periode i verdens –· og den kommunistiske bevægelses historie.
Det er muligt at et eventuelt glasbillede af Kina og Mao krakelerer, men historien er nok mere i tråd med virkeligheden end tidligere tiders udlægning. En fin og solidarisk afmytologisering.
Bogen er eminent tegnet og godt fortalt og er velfortjent nomineret til Ping Prisen 2012 for bedste internationale tegneserie på dansk.
Li Kunwu og P. Ötié: Et kinesisk liv 2: Partiets tid - 1976-1980. 200 sider Graphic novel, 299,95 kroner. Forlaget Alvilda.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278