18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På sporet af en massemorder

På sporet af en massemorder

Fredag, 02. marts, 2012, 19:15:58

Erwin Neutzsky–Wulffs nye kriminalroman »Jack the Ripper« bygger på en omfattende research af mordene i 1899 og giver et underholdende billede af tiden.

Erwin Neutzsy-Wulff: Jack the Ripper. 232 sider, 250 kroner. Forlaget Sohn.

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

Jack the Ripper lægger navn til en af verdens mest berømte mordsager og Erwin Neutzsky-Wulff, huspoet ved denne avis, har begået en roman af samme navn.

Her kommer han med et nyt og frisk bud på hvem den gådefulde og ukendte morder der i 1889 myrdede og lemlæstede fem kvinder i Londons luderkvarter Whitechapel.

Jack the Ripper er en klassisk kriminalroman med spor, mistænkte og en morder, hvis identitet først røbes på de sidste sider. Den bygger på de historiske fakta og er baseret på omfattende studier af tiden og sagen gennem politirapporter, dagbøger og breve.

Neutzsky-Wulffs roman, og det er en roman, består af yderst dramatiske uddrag fra sagsakterne og historiske facts. Den er samtidig et portræt af den victorianske tidsalder på vej ind i det tyvende århundrede.

Det er en guldalder for romantikere, drømmere, anarkister, spiritister og okkultister. Et farvet persongalleri der naturligvis hurtigt er mistænkte for så lige så hurtigt at blive renset.  Indsigtsfuldt og underholdende.

Foruden sagens centrale aktører møder vi en række kendte digtere, malere, politikere, frimurere, medier, magikere og mange andre navngivne personer fra tiden, som alle var interesserede i og måske involverede i de mystiske mord.

Her er Neutzsky-Wulff suveræn og man er pragtfuldt underholdt i dette Charles Dickens univers. Men ikke mindst møder vi de ulykkelige ofre, hver med deres historie, og de mennesker der omgav dem i Londons mest berygtede kvarter.

Bogens sidste tredjedel er uddrag af en dagbog, som afslører morderen.

Det lykkes også Neutzsky-Wulff at sætte en del af begivenhederne ind i en politisk forståelsesramme, om hvorfor eksempelvis prostitutionen i Londonbydelen var så voldsom, uden det går ud over historien. Noget som dog visse steder hæmmer flowet, er forfatterens mange fremmedord og hang til at »intellektualisere«.

Mange »Ripperologer« verden over har gennem årene foreslået talløse mulige skyldige. Neutzsky-Wulff tegner et fremragende billede af tiden, The Ripper-historien og hans bud på morderen er yderst kvalificeret.

Forfatteren, der er født i 1949, har et omfattende forfatterskab bag sig. Mest kendt er han som science fiction-romaner og en række faglitterære værker om okkultisme, filosofi og erkendelse.

 Erwin Neutzsy-Wulff: Jack the Ripper. 232 sider, 250 kroner. Forlaget Sohn.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. mar. 2012 - 19:15   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger