18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det svære psykiske arbejdsmiljø

Det svære psykiske arbejdsmiljø

Fredag, 24. februar, 2012, 19:07:48

Forfatterens dagligdag på en mangfoldighed af arbejdspladser har udviklet et sprog omkring psykiske problemer, der er let at forstå.

Boganmeldelse

af Mauri Johansson

Psykolog og mangeårig tilsynsførende i Arbejdstilsynet, John Graversgård, har udgivet fjerde ajourførte udgave af bogen Psykisk arbejdsmiljø.

Alene det viser, at emnet er særdeles relevant, og at der sker meget på området – på godt og ondt. Antallet af lønarbejdere, der udvikler psykiske reaktioner og lidelser, er i klar stigning i de seneste årtier.

Forfatterens dagligdag på en mangfoldighed af arbejdspladser i dialog med ansatte og arbejdsgivere har udviklet et sprog omkring de psykiske problemer og deres relation til arbejdsmiljøerne, der er let at forstå, selv om teorierne bag det kan være nok så uigennemskuelige. 

Graversgård slår fra begyndelsen fast, at problemerne må tackles som helheder (holistisk) og ikke i fragmenter (reduktionistiskt). Det medfører også den udviklende dialog omkring de deltemaer, han for overskuelighedens skyld udvælger, vel vidende at de oftest hænger sammen og overlapper hinanden og med forhold i det fysisk-kemiske arbejdsmiljø.

Håndfast drejebog

På bogens godt 250 sider kommer John Graversgård vidt omkring, såvel i det teoretiske, men især på det praktiske og konkrete, hvilket de akademiske forskere sjældent præsterer.

Næsten hvert kapitel ender med en håndfast drejebog om, hvad man kan og skal gøre for at løse eller reducere problemerne.

Hvilke problemer er der så tale om? Efter en gennemgang af hvad det ofte ret uklare begreb »psykisk arbejdsmiljø« egentlig er, fortsætter han med stress, over-/og underbelastning, indflydelse på arbejdet, vold og trusler, mobning, udbrændthed, ligestilling, arbejdstid (herunder skiftearbejde, fleksibilitet med videre), arbejdsorganisering og det udviklende arbejde samt arbejdspladsdemokrati.

Hertil mere tværgående kapitler som arbejdsmiljøet i forskellige erhverv, arbejdsløshed, aktions- og handlingsmuligheder, arbejdspladsvurderinger og problemerne omkring udredning af psykiske arbejdsskader og erstatningsproblemer.

Demokrati stopper ved fabriksporten

Selve det, at man overhoved diskuterer psykiske arbejdsforhold, er relativt nyt. Arbejdsgiverne og deres organisationer har fra starten, i 1970’erne, været ofte lodret imod, idet de føler ledelsesretten truet. 

De vigtige lovregler, der i sin tid blev udformet og endda prægede EU-systemet, er vedvarende søgt reduceret eller afskaffet, og lige så erstatningsmulighederne for psykiske arbejdsbelastninger eller skader (mobning, vold, chikane med videre).

En arbejdsplads er ikke et demokrati – det stopper ved fabriksporten eller indgangen. På arbejdspladsen, hvor de ansatte er lønarbejdere, har ledelsen altid det sidste ord, bortset fra trivielle detaljer. Arbejdspladsen er tvært imod arnestedet for klassekampen, ofte skjult, men altid reelt.

Graversgård får da også nævnt ordet »kapitalisme« enkelte gange, men ikke sat arbejdsmiljøet ind i den helhed, det fortjener, for at man kan forstå de for mange uventede enkeltfænomener. Ikke alene i Danmark men i den nu globale monopolkapitalisme, med udflytning af arbejdspladser og meget andet, der rammer de uforberedte ansatte.

Det samme præger langt det meste af den forskning, forfatteren refererer til.

Udbytningen af lønarbejderen, som er kapitalismens hjerteblod, sammen med det vedvarende pres for kapitalakkumulation, uden hvilken den svagere kapitalist går ned eller overtages af de store hajer, er realiteterne for arbejdsgiverne i deres indbyrdes anarkistiske kamp, hvor regningen også for det psykiske arbejdsmiljø altid lander hos de ansatte.

Kan anbefales

Alt dette er uundgåelige realiteter og sider af kapitalismen, om end i forskellige forklædninger siden 1500-tallet, men især i dagens nyliberale, finansielle røverkapitalisme.

Ellers er det ikke let at fatte, at de smukke teorier om »alle i sammen båd« og »kapitalisme med det menneskelige ansigt« og tanker om arbejdspladsdemokrati, human arbejdsorganisering med videre strander, når højkonjunkturen slutter, og krisen sætter ind. Vi har kun set begyndelsen af dette i Danmark endnu, men tænk på Grækenland.

Med det ovenstående forbehold kan bogen så absolut anbefales de mange, der oplever den tiltagende udbytning på krop og »sjæl« og føler sig rådvilde og syge.

Den ligeledes initiativløse og klassekamps-bremsende fagforeningstop, for ikke at tale om den »røde« regering, bør læse bogen, så den kan den udenad.

Måske vil forfatteren i næste udgave indføje det kapitel, der er skitseret i det ovenstående. Elementerne ligger der allerede, men i spredt fægtning.

John Graversgård: Psykisk arbejdsmiljø. 254 sider. 249 kroner (vejl.). Frydenlund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. feb. 2012 - 19:07   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger