Den fantastiske historie om en jødisk kvinde, der overlevede Holocaust forklædt som en naziofficers hustru.
Boganmeldelse
af Bjarne Nielsen
Edith Hahn var 24 år, jøde, jurastuderende og politisk engageret, da Hitlers soldater i 1938 marcherede ind i Østrig og begyndte at nazificere det sprudlende, kosmopolitiske Wien.
Ariseringsprocessen berøvede jøderne butikker, lejligheder og embeder. Nogle nåede at flygte, men Edith og hendes mor blev forflyttet til en kummerlig tilværelse i ghettoen, indtil Edith i foråret 1941 blev udtaget til tvangsarbejde i Riget, hendes mor til deportationerne mod øst.
Den 21. juni 1942 gik Edith under jorden. På en togtur til Wien, der skulle være hendes sidste transit inden dødslejrene i Polen, flåede hun davidsstjernen af frakken og steg af som blind passager.
En måned senere rejste hun retur til Riget på falske papirer som »Grete Denner, deutschblüttig« (tyskblodet, red.). Hun bosatte sig i Brandenburg nær Berlin med den halvblinde, Führer-tro flyfabriksarbejder, Werner, der ikke fornemmede hendes jødiske træk.
Da de blev gift, fik hun det livsvigtige deutschblüttig-stempel. Da hun skal føde deres barn er det uden bedøvelse af angst for at tale i vildelse.
Overgangen fra jøde til arisk hausfrau og børneavler var fuldendt. Werner lavede falske identitetspapirer til hende og de formåede at omgå Gestapos intensive jagt.
Werner blev i slutningen af krigen, trods sin halvblindhed, indkaldt til »kanonfødebrigaderne« og endte i fangenskab. Hun overlevede krigen og blev senere udpeget som dommer i den russiske zone.
Werner vendte hjem fra fangenskab grundet Ediths indsats, bitter og ude af stand til at acceptere hendes nye sociale status og de skiltes.
Da russerne ønskede, at hun skulle angive venner, flygtede hun til London med datteren. Her giftede hun sig med en jøde.
Bogen med den lidt poppede titel er en uafrystelig fortælling om en kvinde, der må glemme sig selv for at blive en anden. Det er en overlevers vidnesbyrd, men også en historie om et ufatteligt dobbeltliv, et eksil dybt inde, som Edith Hahn først slap fri fra, da hun forlod Tyskland år efter krigen.
Edith Hahn døde sidste år, 95 år gammel efter at have levet sine sidste 25 år i Israel.
I det nye år starter optagelserne i Wien og Tyskland til en film baseret på bogen. Danske Mads Mikkelsen er udset til at spille nazist i filmen. Medvirkende er også Millennium-stjernen Naomi Rapace.
Edith Hanh Beer og Susan Dworkin: Naziofficerens hustru – en jødisk kvindes dobbeltliv i Det Tredje Rige. 310 sider illustreret, 299 kroner. People’s Press
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278