I dag er det 100 år siden, at den sønderjysk-fødte forfatter Herman Bang døde. Jens Fransen tegner gennem hans bøger et portræt af en landsdel, der stadig mindes 1864.
Forfatterportræt
Af Jens Fransen
I slutningen af januar 1912 finder togpersonalet på strækningen fra Chicago til Californien en dødssyg passager.
Kort efter afgår manden ved døden i Ogden i staten Utah. Den døde var den berømte danske digter og forfatter Herman Bang.
Minderne fra 1868
Er man født eller vokset op i Sønderjylland og ikke mindst på Als, er minderne fra krigen i 1864 stadig intakte.
Det ses tydeligt af de senere års forskning og udgivelse om denne nationale katastrofe. Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als for blot at nævne de mest omtalte.
På Als i tresserne var det krigen 1914–18, man mindedes. Andenpladsen blev indtaget af 1864 – nederlaget og tabet af Slesvig. Først på tredjepladsen og mest som en parentes kom årene 1940-45.
Minderne om 1864 blev der derfor hæget om. På kirkegårde på Als ses stadig krigergrave fra kampene på Als. Lige ud for min mors grav på Lysabild kirkegård eksisterer en grav over to tapre danske soldater, der døde på lazarettet i Lysabild.
Fra min barndom opbevarer jeg stadig en større granatsplint fra Als. Alene vægten indikerer, at kugler også dengang kunne volde ubodelig skade og lidelse. I det hele taget bliver det sagt, at mange huller i markerne hidrører fra de prøjsiske angreb på øen.
Hvert år højtideligholdes den 17. april – Dybbøldagen – det sviende nederlag med militært pomp og pragt. På det seneste er også tyske soldater hidkaldt, hvilket skabte stort postyr i grænselandet.
For mange er Dybbøl et helligt nationalt symbol, der vækker hedengangne nationale stormagtsdrømme til live.
Herman Bang og Tine
Sikkert derfor modtog jeg til min konfirmation i 1968 en bog om 1864. Det var Herman Bangs roman Tine.
Giveren var vores læge – Harald Roesdahl – en hædersmand, der i 1945 som læge var med til at hente danske KZ-fanger i Neuengamme.
Ret hurtigt efter læste jeg bogen, blev nok betaget, men hvor meget jeg forstod i så ung en alder er nok begrænset. Senere genlæsninger har forhåbentlig udvidet min horisont.
Herman Bang var født i Asserballe præstegård i 1857, men familien flyttede allerede i 1863 til Horsens, så Herman har ikke oplevet kampene på Als. Alligevel har han på afstand kunnet følge dem, og derved kunnet skrive romanen - udgivet 1889.
Bogen er dedikeret til Bangs afdøde mor, og han skriver direkte i forordet:
»Nu sætter jeg dit navn på denne bog. Jeg ved, den ikke er din kærlighed så lidt som dit hjerte eller din ånd værdig. Men dens fortælling er groet i mit sind ved mindet om dig og det sted, hvor du fødte mig. Du kaldte det til din død dit hjem. Ufredstid og fremmed magt hærgede snart den lyse plet, hvor der var blødt og lunt for dig, der skulle leve i glæde og sol. Som fjenderne til vort gamle bo kom snart også ulykkerne til os.«
Lokale personer
Bang har benyttet adskillige lokale som personer i romanen. Lærer Bølling, Dr. Fangel, var i i virkeligheden var præst og en række andre er let genkendelige.
Hovedpersonen, Tine, var ved bogens udgivelse bosat i Skåne. Hun følte sig voldsomt udstillet og krænket, hvorfor hun drog til København for at skælde Herman Bang ud.
Også stederne er i bedste bang’ske naturaliststil så præcise, at man kan optegne dem og følge fodsporene. Kirken, skolen, skovridderboligen – der i virkeligheden er præstegården – og ikke mindst vejene mod vest på Als i retning mod Augustenborg og Sønderborg.
Lige fra bogens begyndelse fornemmer læseren Bangs sortsyn. Meget få har været i stand til at fremmane et undergangsmotiv og en nederlagsstemning som Bang. Men den virker – drager læseren.
Bag den tilsyneladende idylliske facade i starten aner man fortsættelsen. Fru Berg rejser til København med børnene. Tines barnepigejob er forbi.Opgivelsen af Dannevirke opfattes som forræderi. Der hulkes, personerne er blege, forbitrede, fortvivlede og rådløse.
Senere, da kampene tager til og de første flygtninge og de sårede ankommer til øen, bliver dette skildret med al den gru, som krigshandlinger medfører. Hvide ansigter, jamren, stønnen og sårenes kvalmende stank.
Sideløbende fornemmes kamphandlingerne i det fjerne. Kanonernes dumpe drøn. Senere ved bombardementet af Sønderborg udtaler Tines far, at »Det er jorden, der brænder – der er ild i jorden«. Krigen demoraliserer i dén grad personerne.
Det skal ende galt – melankolien, mørket, det truende nederlag. Skovridderen, der til trods for Tines omsorg og nære følelser, end ikke nævner hende, da han ligger såret. For ham har det korte intermezzo været ren drift.
En hel verden bryder sammen og Tine går i dammen. En trist skæbne, en trist tid i en bog fuld af tristesse. Og alligevel – eller måske derfor en bog, man ikke bare glemmer.
For livet skal gå videre. I bogen symboliseret af Madam Esbensen, jordemoderen, der på de sidste tider skal passe sin forretning , som hun har gjort det romanen igennem. Selv under de sværeste slag.
Håbløse slægter
Tine er ikke Bangs første roman, hvor Sønderjylland spiller en rolle.
Allerede i Håbløse Slægter fra 1880 er udgangspunktet henholdsvis Asserballe og Horsens, og også her finder man utallige henvisninger til Bangs egen opvækst.
Den degenererede familie er til dels også Bangs egen. En skrøbelig og sygelig mor og en far, der endte som sindssyg. Håbløse Slægter blev af samtiden opfattet som usædelig og følgelig i første omgang forbudt.
Bangs liv kan på en række punkter sammenlignes med hans romaner. Det begyndte lykkeligt, som det også kan fornemmes i hans erindringer fra Asserballe – Det hvide hus og Det grå hus. Men det udviklede sig ikke optimalt. Mange nederlag – både personligt og erhvervsmæssigt.
Så Bang døde næppe lykkeligt hin 29. januar for 100 år siden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
