20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bag om hovedgaderne

Bag om hovedgaderne

Lørdag, 07. januar, 2012, 11:46:11

Tag cyklen eller vandrer­skoene og følg Peter Olesens opfordring til at opleve din egen by bagfra.

Et af kunstværkerne på »Det hemmelige Galleri«.
fra bogen.

Fotoboganmeldelse

af Janne Wedenborg

I den nyeste af sine mange bøger om København fortæller forfatter og journalist Peter Olesen om den overraskende by.

Han er sammen med fotografen Torben Petersen kommet uden om trafiklarmen ved at cykle ned ad sidegaderne og vandre ind i baggårdene.

I bogen Overraskende København har Peter Olesen valgt at beskrive 25 meget forskellige steder spredt over store dele af byen.

Et eksempel er de overlækkert gennemrenoverede villaer på Bjerregårdsvej på toppen af Valby Bakke. De huser nu det softwarefirma, hvis ejer har købt og istandsat de store villaer.

Peter Olesen foreslår, at »man får sig en dåner« fra parkeringspladsen ind til det private område.  Der er stadig en mindre bolig i de fleste af husene, dels fordi lovgivningen forbyder nedlæggelse af boliger og dels for ikke at lægge området øde efter kontortid.

Røde barakker

Men det er ikke kun den polerede arkitektur, der vises frem i bogen.

Stadig i Valby går turen videre til de tre røde barakbyer »Lejren«. Oprindelig 118 små træhuse der i 1947 efter anden verdenskrig blev flyttet af Københavns Kommune fra den tyske flygtningelejr på Kløvermarken til Valby.

I mange år fungerede husene som en slags husvildebarakker og midlertidige boliger til det rejsende folk. I 1999 blev det en andelsboligforening. Hele familieenklaver har bosat sig i de rødmalede træhuse.

»Husene holdes i stort omfang i fin stand, og mange af dem oser af trivsel – en slags fristad, kan man vel nærmest kalde området«, skriver Peter Olesen.

Graffitikunst

Det er fotografens fortjeneste, at det mest overraskende eksempel kom med i bogen. Denne anmelder vidste ikke, at byens største og bedste graffitisted har et navn: »Det hemmelige Galleri«.

Bag H.C. Ørsted Værket ved havnen kan man på et 170 meter langt plankeværk se graffitikunstværket »Evolution« om jordens udvikling. På den anden side af plankeværket er der øveplads med større og mindre kunstværker.

Når forfatteren nu alligevel er på de kanter, så viser han rundt i byens bedste italienske supermarked et par hundrede meter derfra. Bogen har fotos af de mange italienske oste og pastapakker i store mængder, der sælges fra »Supermarco«.

Bogen er fuld af finurlige vinkler på huse og stemninger. Billederne fylder mest og teksten til de enkelte afsnit er informativ og fortællende.

Det bedste ved bogen er dog, at den giver lyst til at tage cyklen eller vandrerskoene den nærmeste omvej ad nye sidegader.

Og som intervieweren i P1, Faglitteratur siger: »Hvis du synes det lyder lidt for københavneragtigt, så følg Peter Olesens opfordring til at opleve din egen by bagfra«.

Peter Olesen: Overraskende København. 208 sider, rigt illustreret, 299,95 kroner. Gyldendal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. jan. 2012 - 11:46   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger