Biografien om BOPA-lederen Børge Thing er en smukt fortalt historie om en af de vigtigste personer og organisationer i nyere dansk historie.

af Bjarne Nielsen

Den kendte venstrefløjshistoriker Morten Thing fortæller i bogen Sabotøren om sin fars, modstandsmanden Børge Things historie, både i et far-søn-perspektiv, men også som uddannet historiker, hvilket fungerer fint. Det er en slægts- og organisationshistorie med megen samfundskritik.

Børge Thing var ikke en helt almindelig sabotør, eller far, og historien om ham og hans kampe er absolut en bog værd.

Børge blev født i Herning i april i revolutionsåret 1917 som fjerde barn. Faderen var tekstilarbejder og »en hellig mand, og hans hellighed påvirkede familien dybt«. Moren var vågekone om natten på sygehuset.

I skolen blev Børge beskrevet som »næsvis, fræk og doven«. Han blev ofte ramt af spanskrøret, indtil han kom i lære »ved det første og bedste, der viste sig«, i stedet for til søs som drømmen var.

I sin fritid var Børge meget aktiv som spejder i FDF, som fodboldspiller og bryder. Efter fem år blev Børge udlært som blikkenslager med ros. Han meldte sig i fagforening og ind i den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU.

Medlem af DKP

I 1936 drog Børge, som det var populært, på valsen, hvilket bragte ham til Hamborg og Frankrig, hvor han oplevede Folkefronten ved magten.

Da han vendte hjem hærgede arbejdsløsheden, og han besluttede sig for at læse på Borup Højskole i København, hvilket man dengang kunne for understøttelsen. Her mødte han Dora, en jødisk kommunist af polsk herkomst, som Morten Thing har beskrevet på smukkeste vis i biografien Min mors historie fra 2009.

Parret meldte sig ind i DKP i 1938, efter at Børge havde fået trykt en kronik, »Gennem Nazityskland til fods«, i partiets avis Arbejderbladet om sin tur på valsen i det nazistiske Tyskland.

Livet i DKP var noget anderledes end i DSU. Hos kommunisterne »læste man meget«. »DKP var et meget disciplineret foretagende. Der var formand og kasserer og en agitpropleder og en litteraturleder«.

Omkring hele livet i partiet og fagforeningen og senere BOPA er biografien god og spækket med fine historier.

Krigen

Børge blev i 1939 indlagt på Rigshospitalet med alvorlig hovedpine, noget der forfulgte ham resten af livet. 

Børge var arbejdsløs frem til den hårde vinter 1940-41, hvor »lokummerne i København frøs i stykker i tusindvis«, og levede for understøttelsen på 90 kroner.

Tre uger efter Anden Verdenskrigs udbrud blev Børge indkaldt som marinesoldat, hvilket han intet havde imod, da kommunisterne så positivt på det at lære og bruge våben. Så kunne man jo »rette dem den rigtige vej, når tiden kom«. Og den kom.

Han blev atter indlagt på neurologisk afdeling og mødte her den kendte kommunist, og senere medlem af Frihedsrådet, Mogens Fog.

På hospitalet fik Børge sprøjtet kontraststoffet Thorotrast i sig, hvilket blev skæbnesvangert og et farvel til flåden.

Gennem fagforeningen tog han præliminæreksamen, hvilket gav adgang til at søge om studenterkursus. Det ville Børge også men fik af fagforeningen svaret, »så kloge blikkenslagere har vi ikke brug for«.

Børge var i arbejde på Nielsens Maskinfabrik, da Tyskland invaderede Sovjetunionen den 22. juni 1941. Da det skete, var Børge og Dora på ferie i den legendariske kommunistiske sagfører Carl Madsens sommerhus.

Efter vedtagelsen af en lov, der forbød DKP og andre kommunistiske organisationer, udsendte DsF, datidens LO, et cirkulære, som henstillede, at medlemmer eller tidligere medlemmer af DKP undlod at opstille til fagforeningsvalg, hvilket partiet naturligvis negligerede. Børge stillede op, men blev ikke valgt.

I foråret 1942 blev Børge og Dora gift og fik i september datteren Jette.

Modstandsarbejdet

For Børge startede modstandsarbejdet i april 1942, hvor han sad i den illegale undergrundsdistriktsledelse for DKP på Bispebjerg.

Det startede uskyldigt med, at han og en anden ville male »Længe leve Den Røde Armé« på et plankeværk. De blev opdaget og løb, og resten af krigens tid stod der »Leve Den Røde Arm«.

Man begyndte også at fremstille brandbomber med mere, og i juli og august 1942 begyndte den kommunistiske sabotageoffensiv at blive synlig. Den tidligere spaniensfrivillige, Karl Christensen, brændte blandt andet skibsværftet Nordbjerg og Wedell ned til jorden.

De første aktioner

Den 10. juni 1942 flygtede en del af de internerede kommunister fra Horserødlejren og gik ind i de tremandsgrupper, som Kommunistiske Partisaner, KOPA, var opbygget efter. På det tidspunkt bestod KOPA af cirka 30 medlemmer, heraf mange spaniensfrivillige.

I november samme år gik KOPA under jorden. Børge blev optaget i en gruppe, ledet af blikkenslageren Børge 'Sprængsmith'.

De havde en række succeser med bombeattentater mod store virksomheder, men blev også ramt af en del arrestationer, der betød, de måtte udvide rekrutteringsgrundlaget. Herved blev de til BOPA, Borgerlige Partisaner. De nye var primært unge fra gymnasiemiljøet, men også lærlinge fra værftet.

På sin 26-års fødselsdag blev Børge arresteret. De vidste alt om ham, også at han til en gættekonkurrence i Arbejderbladet om indsamlingsresultatet var blevet nummer seks! Efter forhør hos den berygtede Arthur Andersen blev han dømt fire måneders fængsel, som skulle afsones i Vestre Fængsel, og som er fint beskrevet. 

Han blev atter indlagt på hospitalet for hovedpinen. BOPA planlagde en flugt, og den 29. august flygtede han fra hospitalet. Fra da af var han illegal.

Oktober var hektisk. Først stjal BOPA en del våben fra et våbendepot, og grundet jødeforfølgelserne måtte Dora og barnet sammen med andre jøder på dramatisk vis flygte over sundet til Sverige.

Den 18. oktober blev det første BOPA-medlem dødsoffer for tysk tortur. To dage efter kritiserede Frihedsrådet BOPA for »terroraktioner«, grundet en aktion mod en restaurant, der resulterede i både dræbte og sårede.

Byguerilla

Det gik stærkt, og i 1944 udviklede BOPA sig til regulær byguerilla. Man udviklede kampen »fra nataktioner til dagsaktioner, fra list til storm, fra sabotage til byguerilla«.

I januar 1944 blev stort set hele BOPA’s ledelse arresteret, herunder lederen Eigil Larsen. Man reorganiseredes hurtigt, og Børge udgjorde nu, sammen med Erik Saxtorph, den nye ledelse. Børge med ansvar for de grupper, der mestendels bestod af kommunister.

Der »var stor respekt om Brandt, den lille blikkenslager fra Herning med de vældige lederegenskaber«. Brandt, som var Børges illegale navn, »var den fødte leder. Tillidsvækkende, i besiddelse af et stort personligt mod, god til at formidle samarbejde og til at lytte.. han var heller ikke bange for at tage med på aktion, og gjorde det«, lød skudsmålet fra andre modstandsfolk.

BOPA oprettede et maskinpistolværksted, hvor de fremstillede »BOPA Guns«. Det var ikke nok, så i efteråret drog Børge til Sverige for at skaffe flere og besøge familien.

Efter turen fortsatte aktionerne, og Børge påbegyndte arbejdet med bogen »Sabotage«, som udkom lige efter krigen på DKP's forlag Tiden i over 10.000 eksemplarer. Her udviklede han den noget problematisk ide om demokratisering af hæren efter krigsophøret og omlæggelsen af den til en Folkehær, hvor »hele folket skal uddannes i våbenbrug og til partisanvirksomhed« i en folkebevægelse og ikke private korps.

Det var en reformistisk illusion, der kostede ham dyrt.

Genforening

Krigen ophørte og modstandsfolkene blev fejret. Den 16. maj blev familien Thing forenet. Børge kom i ledelsen af DKU og blev redaktør af deres blad Fremad. Ligesom han var en eksponeret og skattet taler.

En af »fejringerne« var en skulptur til minde om de faldne den 9. april. Børge og hans kammerater protesterede. »Vi vil ikke have et grædekone-monument, men et kunstværk, der skildrer den sejr, der gennem modstandsbevægelsen blev vundet for vort land«. Monumentet blev opstillet i Mindelunden trods protesten fra de, der begik over 1000 aktioner.

Ni måneder efter besøget i Sverige fødtes Dora og Børges søn Morten, denne biografis forfatter.

Krigen havde ændret blikkenslageren fra Herning. Den blev hans mulighed for at skifte spor i livet, ligesom den »bed sig fast i ham«. Han blev ramt af post-traumatisk stress og begyndte i psykoanalyse.

Den kolde krig

Børge forfulgte sin ide om demokratisering af hæren og blev kaptajn og udstationeret i Odense, hvor kommandanten udtrykte, at det var »en skændsel at modstandsfolk og da især kommunister havde fået adgang til hæren«.

Den kolde krig var i gang og blev drastisk forværret efter oprøret i Tjekkoslovakiet i 1948 og Danmarks tilslutning til NATO samme år. Børge blev tildelt Det franske Krigskors med stjerne som chef for BOPA og den amerikanske Medal of Freedom for »at have hjulpet USA«. Det hjalp dog ikke på den militære karriere, da »regimentet må anse det for yderst farligt, at kaptajnen i det hele taget er blevet ansat i Hæren«.

Angsten for et kommunistisk kup, som resulterede i en yderst skæv våbenfordeling i slutfasen af besættelsen, sad fortsat i hærens top, men bliver flot afvist som ubegrundet kold krigs spin af Morten Thing.

Grundet de evige chikaner blev Børge tvunget til forflyttelse til Vordingborg i 1950. Han fik et nervøst sammenbrud og fik, med hjælp fra Frihedsfonden, tre måneders rekreation, som han og familien brugte på en tur rundt i Europa. Efter hjemkomsten blev han pensioneret og fik job i reklamebranchen til sin død.

I 1956 gav Hrustjovs opgør med Stalin Børge et chok. »Forestil dig, at du en dag vågner op og finder ud af, at det som du har været villig til at give dit liv for, er løgn«.

Børge og Dora fulgte DKP's hidtidige formand Aksel Larsen over i det nye SF, hvilket betød, at de mistede de fleste af deres venner.

I midten af tresserne fik Børge, 54 år gammel, mavesår og en leverkræft, som var resultatet af indsprøjtningen med Thorotrast 31 år forinden, og døde deraf.

Biografien er en smukt fortalt historie om en af de vigtigste personer og organisationer i nyere dansk historie. Bogen rummer meget nyt og er fortalt på en solidarisk og indsigtsfuld måde.