Carsten Graabæks stok-konservative statsminister kaster sig for 27. gang ud i hoben af meningsløse floskler, rablende selvovervurdering og inkompetent ledelse.

Den arme statsminister har det ikke godt med kvinder. Her får han at vide, hvor David købte øllet af sin elskede hustru.

Carsten Graabæk

Tegneserieanmeldelse

af Gert Poder

Statsministeren har fået problemer med identiteten og er blevet flyttet fra blå til rød stue. Ikke fordi det gør den store forskel i Der må være en grænse, den 27. udgave af Carsten Graabæks udsendelse af årets politiske satire.

Med sit naive syn på virkeligheden og total mangel på humor, tumler den lille, reaktionære magtpolitiker med hentehåret rundt, som om alt er som det plejer i vort lille smørhul.

– En kvindelig statsminister, så står verden da ikke længere, tænker han højt ved udsigten til, at hans forventede afløser ikke er en mand. For som alle den slags pudseløjerlige størrelser er han livræd for kvinder – og især hans kone.

Hun er den eneste, der kan banke en smule fornuft ind i hans tykke knold af et hoved, og sammen med den kvindelige tv-vært og indvandrer-rapperen sandt at sige det eneste bare nogenlunde fornuftige mennesker i statsministerens borgerlige univers.

Selv dalrer han med sin departementschefen og diverse eksperter rundt i en verden styret af floskler, fordomme  og regulær dumhed.

Det er morsomt og tankevækkende humor. Hvis der afholdtes en konkurrence om Årets Mandelgave ville Der må være en grænse være en sikker vinder.

Carsten Graabæk: Der må være en grænse. 64 sider, 69 kroner. Forlaget Hovedland.