Erik Knoth har naturligvis sin digteriske frihed, når bogen er en »dokumentarisk roman«, men det er en skandale at skrive, at en af de dømte frihedskæmpere citerer forfatteren Valdemar Rørdam, som hyldede Hitler.

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

Forfatteren Erik Knoth har tidligere skrevet de dokumentariske romaner SOS Wilhelm Gustloff om verdenshistoriens største skibskatastrofe i Østersøen i 1945 og om modstandsgruppen »Hvide Rose« med søskendeparret Scholl i München.

Med et vist held. Men med sin bog om en af Danmarks kendteste modstandsgrupper, »Hvidstensgruppen«, halter det.

Det meste af Knoths stof er kendt, og kun i begrænset omfang lykkedes det ham at bidrage med nyt – om overhovedet noget. Han har også det problem, at historien og hovedpersonerne er kendte og derfor svære at tilføre »egne litterære vinkler«.

Hvidstensgruppen blev den første danske modstandsgruppe, der knyttede kontakt til det engelske efterretningsorgan SOE, herhjemme kendt som faldskærmsfolkene. Senere blev SOE kendt som et instrument i kampen mod kommunismen.

Den kongeligt privilegerede kro  i Hvidsten fra 1634 ved landevejen mellem Randers og Mariager er historiens absolutte midtpunkt. Kroen ejes af  den 50-årige Marius Fiil og han bliver i marts 1943 kontaktet af SOE-agenten Geisler og den kendte modstandsmand Junker.

Fiil samler hurtigt en gruppe på 15 kvinder og mænd, et bredt udsnit af de lokale samt flere familiemedlemmer. Og fra april 1943 arbejder de fra den nyligt oprettede modtageplads Mustard Point i en nærliggende plantage med nedkastede agenter og våben.

I oktober 43 går det galt. De er blevet angivet og bliver anholdt i marts 1944. Otte bliver  dømt til døden og henrettes i Ryvangen i juni 1944, mens seks dømmes til tysk tugthus. En slap til Sverige. 

Knoth har naturligvis sin digteriske frihed, når bogen er en »dokumentarisk roman«, men det er skandaløst at skrive, at en af de dømte frihedskæmpere ved domsafsigelsen begynder at citere den danske forfatter Valdemar Rørdam. Rørdam var længe blevet nedgjort og hånet i den illegale presse for sine hyldstvers til Hitler.

Endnu mere skandaløst er Knoths påstand om, at tyskerne den 3. juli 1944 gav efter for de danske krav »på et møde med Frihedsrådet«. Folkestrejken varede til 5. juli, og naturligvis havde Danmarks mest eftersøgte mænd ikke mødtes med nazisterne.

Har bogen ingen kvaliteter?

Jo. Historierne om organiseringen af gruppen, aktionerne, tilfangetagelsen og deres sidste tanker gennem breve er fascinerende og gribende.

Historien kan sagtens læses, da den er den klassiske fortælling om almindelige menneskers vilje til kamp for noget, de tror på. Og da den indeholder det stof, myter er lavet af, og igen-igen minder os om, at det, der for nogle er terror, er for andre frihedskamp. Anton Nielsen-sagen in mente.

Der er en film på vej om gruppen. og man må så håbe på et mere gennembearbejdet og helstøbt produkt.

Erik Knoth: Mustard Point. Dokumentarisk roman om Hvidstensgruppen. 280 sider, 229 kroner. Forlaget Hovedland.