En ny dansk antologi om venstrefløjens tænkere viser meget om, at der er en livlig, teoretisk debat, men intet om, hvor klassebevidst debatten er.

Boganmeldelse

af Mauri Johansson

Berlingske Tidendes krigeriske boganmelder, historikeren Bent Blüdnikow, faldt i slutningen af 2007 over et venstreorienteret tidsskrift, Kritik, der havde lavet et temanummer om venstrefløjen, som Bent Blüdnikow grådigt kastede sig over i en anmeldelse.

Der var intet levende tilbage af venstrefløjen – hverken den »gamle« eller den nye, når Bent Blüdnokow var klar med blodbadet. Koldkrigsretorikken fik ikke for lidt.

Nu har en del af den unge danske venstrefløjsfilosoffer, idéhistorikere, historikere og andre i alt 12 forfattere og alle født efter 1970, i 10 kapitler beskrevet 13 nye tænkere, hvoraf de ni er født i 1940 eller senere.

Det er ikke fordi det er diskvalificerende at være ung. Karl Marx selv var 27 henholdsvis 30, da han, sammen med Friedrich Engels skrev Den tyske Ideologi, respektive Det Kommunistiske Partis Manifest.

Venstrefløj eller?

Efter at have læst Venstrefløjens nye tænkere står man alligevel tilbage med stor usikkerhed. Det er som om erfaringer med livets alvor mangler.

For det første kan man diskutere, om de valgte tænkere egentlig har ret meget med »venstrefløj« at gøre, i hvert fald i den mening de fleste, herunder Marx, lægger i ordet.

De fleste har levet og arbejdet under koldkrigens stemning og retorik. Mange har for at undgå »Berufsverbot« måttet – ikke mindst i USA under McCarthy-tiden – tage afstand fra Marx samt som et mantra forkaste alt hvad der er sket i Sovjet og Kina.

Det er sket uden at kunne påvise, at kapitalismen ofte har været mindst lige så menneskefjendsk, dogmatisk, ortodoks eller hvad man nu vil kalde det.

Nogle tænkere er mildest talt kritiske og forkaster med et håndkantslag det meste af hvad der har udfoldet sig af klassekamp siden Marx og de resultater og erfaringer der er opnået.

Det sker på trods af massive modangreb og krige fra en velbeslået borgerlig kapitalistisk elite i den såkaldte »frie verden«, der bare med et knips kunne sende landenes arbejderklasse i krige mod hinanden.

Få aspekter

Bogen har, som denne anmeldelse, det problem, at kun enkelte aspekter af hver tænker kan belyses.

Oven i det kommer så problemet med, at det er svært at fornemme, om bare en af dem er en egentlig klassekæmper i Marx’ mening: altså en filosof eller videnskabs-M/K, der ikke alene vil beskrive verden, men selv deltage aktivt i klassekampen på arbejderklassens side.

Der er selvfølgelig hen ad vejen helt fine citater. Hør bare i forbindelse med Luc Boltansky & Eve Chiapello:

»Hvorfor har kapitalismen brug for legitimering? Ja, fordi den ikke i sig selv er legitim. At ophobe penge og værdier er i sig selv absurd; det leverer ikke nogen mening, der kan forklare hvorfor mennesker skulle indlade sig på et system, hvis eneste mål er akkumulation«.

Den provokerende, slovensk-fødte Slavoj Zizek er ikke let at følge, men sagde dog i USA, direkte adspurgt hvad han ville sætte i stedet for kapitalismen: ”Kommunisme, selvfølgelig”. Til gengæld er Zizek den type filosof der mener at han kun skal stille spørgsmål, ikke give svar.

Kønspolitik, herunder queer-teori, er også omtalt med udgangspunkt i Judith Butler, ved Nina Trige Andersen. Hvor meget dette dog ret begrænsede livsområde vil kunne bidrage til i en klassekamp mod ”The Marines” kan man spekulere over. Men at racisme og fremmedhad skal bekæmpes såvel før som efter en socialistisk revolution er indlysende.

Michael Hardt og Antonio Negris meget – i nogle kredse – roste værker er bestemt heller ikke lette at se som afsæt for en revolution, der fører til en bedre verden for det store folkeflertal, anarkistiske og spontane som de er.

Akademisk debat

Her er kun nogle pluk i buketten af tænkere og endnu færre forfattere er af pladshensyn nævnt, desværre.

Forfatterne har lagt et stort arbejde i at demonstrere, at der er en livlig, teoretisk, men ofte meget akademisk debat på en venstrefløj, som det er svært at vurdere hvor klassebevidst den er.

Som nævnt er det heller ikke let at regne ud, hvem der inden for den mere traditionelle, intellektuelt stærke del af arbejderklassen, i bogen vil finde hjælp i kampen mod en desperat kæmpende kapitalisme, der i tiltagende grad messer »efter os syndfloden«.

Bogen kan anbefales, med en del betænkelighed, og i håb om at forskerne finder sammen med endnu eksisterende kernegrupper indenfor den mere traditionelle arbejderklasse og får en debat i gang om, hvad der er behov for af tekster, med sproglig klarificering og tanker der materialiseres og virkelig rykker i hverdagens kampe.

Bogen kaldes »En introduktion«. Vi ser frem til et mere uddybende, konkret værk, der har sammen klarhed som Manifestet i sin tid.

Denne introduktionsbog tror jeg desværre, at Blüdnikow står smørret og griner af – kapitalen har måske mest gavn af bogen, som den har haft af mange tidligere »tænkere«, der har blæst sig op gennem tiden for at skabe forvirring i arbejderklassen.

Find tilbage til rødderne via Marx.

Venstrefløjens nye tænkere. Red. Jon Rostgaard Boiesen, Kåre Blinkenberg, Astrid Nonbo Andersen og Mathias Hein Jessen.  224 sider. 199 kroner. Forlaget Slagmark.