En lov fra 2005 gør det muligt for kommunerne at tvangssprede svage indvandrerbørn til skoler langt fra deres hjem. Konsekvenserne er fatale for alle.

Fakta er, at børn og familier med anden etnisk baggrund udelukkes fra det frie skolevalg, som »det hvide flertal« har. Fakta er, at sprogscreening og busning særligt rammer denne gruppe.

Mette Kramer Kristensen

Boganmeldelse

af Solveig Munk

Uhørte Stemmer med undertitlen Sproglige minoritetsforældre og samarbejde med skolen er et rystende vidnesbyrd om diskrimination og racisme i Danmark.

Det mest rystende er, at det går ud over de små mennesker, vores børn.

Bogen er fra forfatternes side tiltænkt skolens professionelle og de politikere, som skal lede interkulturelle læreprocesser i skolen.

Den præsenterer viden og giver ideer til, hvordan der i samspil med sproglige minoritetsforældre kan skabes en bedre skole.

Men de uhørte stemmer fortæller også om, hvordan det hvide majoritetssamfund sætter aftryk og spor, som rammer mennesker på deres »selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse«.

Den viser, hvordan det foregår under dække af pæne meninger og pakket ind i pædagogiske vendinger, så det er meget svært at gøre modstand imod. Især når hele systemet, det vil sige kommunen og de fleste politiske partier, er enige om at presse politikken igennem.

Majoritetens magt

Forfatterne Lene Timm og Bergthora Kristjansdottir har interviewet forældre og børn, der har været udsat for majoritetssamfundets diskrete magtmekanismer.

Interviewene viser, hvordan det er svært og næsten umuligt at sætte sig op imod denne magtudøvelse

En lille dreng på syv år bestod ikke Århus Kommunes sprogtest. Han blev derefter tvunget til at gå i en skole, hvor han skal bruge en times buskørsel om dagen på at komme frem og tilbage.

Drengens mor fortæller i bogen, at han slås med store drenge i bussen, græder om morgenen, når han skal af sted, klager over hovedpine og er begyndt at tisse i sengen. Når han er hjemme kl. 16.45 efter en lang dag, som startede med at han steg på bussen kl. 7.15, falder han ofte omkuld af træthed.

Drengen må ikke lære dansk som andetsprog på den nærmeste distriktsskole, der ligger fem minutters cykling fra hjemmet. Hans problem er, at han er vokset op med et andet modersmål end dansk. Selvfølgelig fordi mor, far og barn bedst taler sammen sådan.

Drengen ender med at føle, at det er hans egen skyld – at han ikke kunne bestå sprogtesten, fordi han er anderledes, og at den kærlighed, som hans forældre har vist ham og fortalt ham om, ikke duer – i det danske samfund.

Racistisk pædagogik

Tilfældet er langtfra enestående. Århus Kommune henviser løbende en stor gruppe sproglige minoritetselever til en anden skole end distriktsskolen.

Det er muligt gennem den borgerlige regerings lov nummer 594 fra 2005. Den giver myndighederne lov til at diskriminere på en meget raffineret vis. Loven er udformet, så den beskytter mod beskyldninger om racisme, men i praksis tillader det.

Bogens forfattere giver et meget klart billede af spillet, hvor embedsmænd i 15 år forsøgte at finde en smart formulering, så man kunne tvangssprede to-sprogede elever på flere skoler. I mange år sagde justitsministeren nej til at diskriminere.

Men hovsa – i 2005, med Bertel Haarder som undervisningsminister, fandt man frem til, at spredning blot skulle begrundes med pædagogiske hensyn. Vupti – så var spredning ikke racisme.

To sprog som resurse

Fakta er, at børn og familier med anden etnisk baggrund udelukkes fra det frie skolevalg, som »det hvide flertal« har. Fakta er, at sprogscreening og busning særligt rammer denne gruppe.

Kort sagt foregår der en ensidig testning af tosprogede, efterfulgt af ofte timelang tvangsbusning til fjerntliggende skoledistrikt. Det virker ikke alene diskriminerende, men også brutalt, ekskluderende og moralsk forkert.

Bogen handler også om forældres kamp for at få modersmålsundervisning af deres børn, om manglende oplysninger til forældre om deres rettigheder og muligheder, om store forskelle mellem kommunerne, og om at børns tosprogethed er en ressource, selv om staten Danmark klart signalerer det modsatte.

Forfatterne peger på, at samfundets således manglende anerkendelse af tosprogede går ud over børnenes skoleresultater, bidrager til at de føler sig mindre værd og gør dem flove over deres forældres sprog.

Vi har brug for en lovgivning som tager højde for og anerkender tosprogethed og det interkulturelle. Uhørte Stemmer burde være pligtlæsning for vores nye undervisningsminister.

Lene Timm og Bergthora Kristjansdottir: Uhørte Stemmer – Sproglige minoritetsforældre og samarbejde med skolen. 195 kr. Købes gennem Viasystime.dk