Dagen efter befrielsen den 5. maj 1945 blev Frøslevlejren til Fårhus-lejren og landsforræddere afløste modstandsfolk. En ny bog fortæller historien om retsopgørets skæbner.

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

Op til befrielsesdagen den 5. maj 1945 var Frøslevlejrens beboere folk fra modstandsbevægelsen.

Den 5.maj smed de de nazistiske symboler væk og byttede plads med deres tidligere fangevogtere.

Fra den dag til 1949 tjente Fårhuslejren, lejrens nye navn, nord for grænsen ved Padborg som internerings- og straffelejr for såkaldte »landssvigere« under retsopgøret efter 2. verdenskrig. Ikke som kz-lejr!

Hvor Frøslevlejren for den danske befolkning i almindelighed står som et stærkt symbol på tysk besættelse og den danske modstand, har Fårhuslejren en tilsvarende stærk symbolværdi. Det gælder især for det tyske mindretal i Sønderjylland, men også for »landssvigerfamilier« fra det øvrige Danmark.

Fårhuslejren blev for dem selve symbolet på retsopgøret efter krigen og den uretfærdighed, de følte sig udsat for.

I sin nye bog Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret belyser historikeren Henrik Skov Kristensen på glimrende vis dette fænomen op til vore dage.

Bogen illustrerer på glimrende vis det tyske mindretals forhold til nazismen med flere overraskende konklusioner.

Ny type fanger

Allerede dagen efter befrielsesdagen begyndte en ny type fanger at strømme til lejren.

Det var værnemagere, Gestapo håndlangere, SS-frivillige, fremtrædende nazister, Schalburgkorps folk samt folk fra det tyske mindretal i Nordslesvig, altså Sønderjylland, der under besættelsen i stort tal havde solidariseret sig med besættelsesmagten og meldt sig under fanerne.

Senere afsonede landssvigere fra hele landet deres straffe i lejren, herunder prominente personer som brødrene Bryld, Overretssagfører Ejnar Krenchel, en række intellektuelle og højtstående folk fra SS og Schalburg-korpset. Blandt de indsatte var også personer, som havde medvirket til folkedrab og udført tjeneste i tyske kz-lejre.

På baggrund af de indsattes fangejournaler får man et glimrende indtryk af afsoningsforholdene i Fårhuslejren, og hvordan disse blev oplevet af de indsatte. Afsonernes opfattelse afdækkes blandt andet via beslaglagte breve fra deres journaler.

Ydmygelser og hævn

Bogen har en del spændende skæbnefortællinger.

Indtil den 3. august 1945 var Fårhuslejren alene interneringslejr, der også havde til hensigt at »beskytte fangerne mod befolkningens selvtægt«.

Den gik derefter over til at være en straffelejr med alt hvad det indebar af hævn og ydmygelser fra fangevogtere der alle havde noget i klemme.

Det skete trods Frihedsrådets opfordring til at de tilfangetagende skulle »behandles på værdig måde i overensstemmelse med dansk kultur og retsopfattelse«. Kultur er jo klassebestemt, så der har nok været divergerende opfattelser af Frihedsrådets opfattelse.

Bogen beretter da også om, at der har fundet selvtægter sted, blandt af den noget særprægede fængelsesinspektør Cuno Gjerstrup der – hvis han følte en fange havde fået en for mild straf – »korrigerede« rettens dom.

Det lykkedes dog, generelt og hurtigt, at få disse voldsomme følelser fra befolkningen kanaliseret ind i systemets rammer.

Forfatteren mener at »rets­opgøret fik et forholdsvis civiliseret forløb« og at Fårhuslejren generelt levede op til en retsstats principper om at straffe handlinger, ikke holdninger.

Dobbeltofre

Denne opfattelse blev ikke delt af især det tyske mindretal. De betragtede sig som »dobbeltofre«. Først var de forledt af Tyskland, som de støttede under besættelsen, og derpå forrådt af Danmark. De havde jo bare gjort hvad samarbejdsregeringen havde bedt dem om, hvilket er en pointe.

Overraskende viser det sig, at meget få af fangerne fortrød hverken krigen eller raceideologien. Mindretallet dyrkede i adskillige år efter løsladelsen en bitterhed mod Danmark og lejropholdet og det undlod det selvopgør, som langsomt bredte sig i selve Tyskland.

I alt afsonede cirka 4.500 deres straffe i Fårhuslejren, som var den største anstalt for landssvigere. Omkring 3.000 af dem var fra det tyske mindretal i Sønderjylland. Bogen er blevet til på baggrund af disses fangejournaler.

Frøslevlejren havde på sit højeste 5.500 fanger. Den 5. maj gik omkring 2000 af disse ud af porten og hjem.

Bogens forfatter, der er leder af Frøslevlejrens Museum, skrev i 2010 den fremragende Grethe Bartram. Fra kommunist til Gestapoagent, anmeldt her i Arbejderen den 20. oktober sidste år.

Bogen om Fårhuslejren har en fornem kildefortegnelse, brugbart noteapparat og udmærket personregister samt et unikt billedmateriale.

En spændende og indsigtsfuld bog der giver stof til eftertanke.

Efter 1949 hed lejren atter Frøslevlejren. I 1969 oprettede en række tidligere internerede Frø­slevlejrens Museum. Der er planlagt en bog om Frøslevlejren.

Henrik Skov Kristensen: Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret. 640 sider illustreret 399 kroner. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.