26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Farvel Agate

Farvel Agate

Fredag, 13. maj, 2011, 10:51:29

Boganmeldelse af Jens Fransen

Vibeke Grønfeldt har gennem årene udviklet sig til en af de helt store fortællere i dansk litteratur. 18 romaner er det foreløbig blevet til.

Den foreliggende er afslutningen på serien om Agate, hvor Mindet (2005), I min tid (2006), og Indretningen (2008) er forløberne i denne enorme kraftpræstation.

Bogen følger Agate fra 1950’erne og helt frem til efter årtusindskiftet, hvor hun dør i slutningen. Livlinen er kappet.

Agates liv har været præget af personlige tragedier, broderen Johannes, der dør i en ung alder, og senere ægtefællen, Jacob, der ligger syg i over 20 år, inden han også dør.

I meget detaljeret form følger læseren samtidig udviklingen på landet gennem de 50 år – mejeriet, der lukker, forretninger, der forsvinder. Store omvæltninger i det danske samfund.

Sideløbende bliver verdenshistoriske begivenheder inddraget. Ungarn 1956, mordet på Kennedy, Glasnostperioden i Sovjet. For nu blot at nævne et par enkelte.

Vibeke Grønfeldt kræver meget af sine læsere. Den tager tid, selv om kapitlerne er korte - næsten hver for sig novelleagtige. Men hun gør det med stor omhu – forkæler og inspirerer læseren til at gå videre.

For sprogligt er Vibeke Grønfeldt imponerende. Ikke uden grund har hun da også modtaget adskillige priser.

Skulle man have et ønske til bogen, måtte det være en art stamtræ. Eller bedre. En personoversigt. Det kan være svært at finde rundt i det store persongalleri, der optræder gennem denne store portrætsamling.

 

Vibeke Grønfeldt : Livliner. 528 sider. Kr. 349,95. Samlerens Forlag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. maj. 2011 - 10:51   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger