Med sin minimalistiske realisme giver Helle Helles nye roman en indlevet og præcis skildring af en ung kvindes liv, dér hvor der aldrig sker noget.

Yndigt ser der ud i yderkantsdanmarks gamle provinsbyer med sine toppede brosten og krogede gader. Der sker bare ikke rigtig noget .

Sven Türck/Det Kongelige Bibliotek

^Boganmeldelse _{af Jens Fransen}

Helle Helle har efterhånden indskrevet sig som en af de store kvinder i nyere dansk litteratur.

Siden hendes debut i 1993 er det blevet til en række novellesamlinger og romaner, hvoraf flere er prisbelønnede.

Den seneste – Ned til hundene – kom i 2008. For trofaste læsere vil genkendelsens glæde lyse op, for scenariet og stilen er intakt i denne nye bog.

En ung kvinde, Dorte,  bor til leje ved stationen i Glumsø. Det hedder sig, at hun studerer ved universitetet, hvad forældrene også tror. Men når hun er i København, er det for at gå i Scala eller mødes med Hasse i Lyrikcafeen.

Selv skriver hun også lidt, men det bliver ved forsøget, når man lige ser bort fra festsange, for  tilværelsen er kompliceret. Der er så meget, der virker forstyrrende.

Fortiden, togene der larmer, når de kører gennem Glumsø. Ja og så alt det, hun mener, hun burde gøre af dagligdags gøremål.

I bogens begyndelse er Dorte ved at flytte hjemmefra igen. Hun har efterhånden en del erfaring i at bo forskellige steder. Der har været flere kærester, som hun har forsøgt at bo sammen med.

Som Per Finland, med hvem hun også blev gravid og fik en abort . Med Pers fætter, Lars i Haslev. Men roen vil ikke falde over hende .

Gennem romanen følger læseren gennem en art folde-ud-ark Dortes søgende tilværelse, dels i Glumsø, dels gennem flash-backs til andre steder i Udkantsdanmarks småflækker på Sjælland.

Typisk for Helle Helle er det netop provinsen, yderkanterne, der skildres. Dér hvor der aldrig sker noget. Hvor livet synes at være gået i stå.

Men også her bor »almindelige mennesker« som Dorte, en lidt jeg-svag pige med sine – for nogle sikkert – hverdagsbanale problemer og længsler.

Ikke uden grund er skriveformen blevet kaldt minimalistisk realisme. Kapitlerne er korte, sætningerne ligeså. Men det virker. Det går lige ind.

Identifikationen med Dorte er ligetil, hvis man kender til yderområder. Og det gør vel de fleste.

Helle Helle mestrer med sin strikte præcision at gøre stederne levende, at give dem deres egen sjæl og rive læseren med, uagtet der reelt ikke sker de store sindsoprivende ting i randeksistensernes univers med deres burde-gøre-liv.

For det gør der netop ikke ude i provinsen. Og Helle Helle er en kender. Med en opvækst i Nakskov og nuværende bopæl i nærheden af Sorø kender hun folkesjælen i disse områder.

Bogen er ikke en fortsættelse af tidligere romaner i gængs forstand. Men den bygger videre på hendes formidable evne til at beskrive ensformigheden, det søgende menneskes tarv, for hvem kun meget lidt lykkes i tilværelsen.

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid. Samleren. 160 sider. Kr. 249,95. Samlerens Forlag. Findes også som lydbog.