Trods sit slet skjulte had til kommunismen har Niels Erik Rosenfeldt begået en spændende bog om et yderst vigtigt kapitel i kommunisternes historie.

^boganmeldelse _{af Bjarne Nielsen}

Forfatteren Niels Erik Rosenfeldt, som koldkrigen Bent Jensen, Jyllands-Posten, kalder en af vore fineste Ruslandskendere, har skrevet en række bøger om forhold i Sovjetunionen.

Heraf er de værste Lenin – en revolutionær fundamentalist, som »Kolde Bent« gav seks ud af seks stjerner, og Stalin. Diktaturets anatomi samt Stalinstyrets nervecenter. Nye studier i kilderne til det sovjetiske kommunistpartis hemmelige kancelli.

Det er en flittig mand, der da også blev belønnet for sin indsats med H. O. Lange prisen på 50.000 kroner for sin tilsvining af Lenin.

Nu er turen kommet til Kommunistisk Internationale, Komintern, som er historien om »visioner, drømme og håb« og om »magt, vold, tvang og terror«.

Komintern

Den 3. Internationale blev stiftet den 4. marts i 1919, med 51 delegerede og kun 34 stemmeberettigede som konsekvens af den socialdemokratiske 2. Internationales forræderi i forbindelse med Den Første Verdenskrig.

Konklusionen var, at »den 2. internationale er død, besejret af opportunismen… Foran den 3. Internationale står opgaven med at organisere proletariatets kræfter til et revolutionært stormløb mod de kapitalistiske regeringer, til borgerkrig mod borgerskabet i alle lande, for den politiske magt, for socialismens sejr«.

Denne sejr blev betragtet som led i en lovmæssighed, men den fordrede sejr i udviklede kapitalistiske lande som eksempelvis Tyskland.

Noteres skal, at Eberling fra det tyske kommunistparti og Rosa Luxemburg var imod oprettelsen. Efter stiftelsen oprettedes en række kommunistpartier rundt om i verden, herunder DKP i Danmark.

Opgaven var kort og godt verdensrevolution. Det blev dog hurtigt hverdag efter spartakisternes og rådsrepublikken i Bayerns og Ungarns nederlag i 1919 og fascismens sejr i Italien et par år efter. Socialdemokratismen og fascismen sejrede.

Bogen dokumenterer glimrende Kominterns politiske slinger kurs, hvilket ofte fik katastrofale konsekvenser for såvel den sovjetiske som de forskellige sektioners politik, især efter Lenins død i 1924.

Forfatterens udgangspunkt, udover sin rabiate antikommunisme, er at undersøge, hvordan »de ekstraordinære hemmelige dele af Komintern hovedkvarteret fungerede og hvorledes det konspirative netværk efterhånden kom til at omspænde den ganske verden«.

Med løbende fokus på danske og skandinaviske forhold vil han desuden belyse dette i forhold til Kominterns »almene ideologiske mål og hele den storpolitiske udvikling«.

Bogen starter fornuftigt med at gennemgå de centrale begivenheder efter oprettelsen, og den gennemgår derefter organisationens opbygning og dens aktører, heriblandt danske Richard Jensen, Børge Houmann og Munch-Petersen.

Revolutionære forhåbninger

»Det gamle Europa stormer med halsbrækkende fart mod revolutionen. Tolv måneder fra nu af har vi sikkert fuldstændigt glemt. At der foregik en kamp for kommunismen i Europa. For om et år vil hele Europa være kommunistisk!«.

Så bombastisk og optimistisk udtrykte Kominterns første formand Zinovjev det i 1919.

På trods af, at de stod midt i en borgerkrig, så bolsjevikkerne lyst på fremtiden. Revolutioner var på vej i Tyskland, Italien og Ungarn.

Da de faldt, fremstod den sovjetiske model og metode som den »sande« vej, hvilket senere fik alvorlige følger.

Niels Erik Rosenfeldt opstiller da også en modsætning mellem den leninistiske partimodel, avantgarde-partiet, mod de brede massepartier som i Vesteuropa, ligesom han postulerer, at de forventede at revolutionerne ville/ måtte køre efter samme model.

Lenin citeres for, at »det står fast, at den proletariske revolution vil sejre på verdensplan. Den stund er nær, hvor en international sovjetrepublik sejrer på verdensplan«. Man ønskede og havde brug for en organisation som den 3. Internationale.

På sin 2. kongres i 1920 vedtog man 21 teser, som partier skulle godkende for at kunne optages i Internationalen som sektioner. Det skulle sikre mod opportunisme, reformisme og være »et pulver mod utøj«, som Zinovjev så poetisk formulerede det.

Til denne kongres var der 170 stemmeberettigede, men Niels Erik Rosenfeldt mener, at »det formodentlig alene (var) Lenin og Zinovjev, der hver for sig eller på tomandshånd bestemte, hvad der skulle ske«.

Om det så også var disse, der alene besluttede, at man på den 3. kongres i 1921 med 605 delegerede besluttede at stifte en Rød Faglig Internationale, fremgår ikke.

Han påstår desuden, at det var Komintern-agenter, der pressede det tyske kommunistparti mod dets formand Paul Levis råd, til nye revolutionsforsøg, der som bekendt kiksede.

Efter disse kiks vedtog den 3. kongres i 1921 en enhedsfront-taktik med de reformistiske arbejderpartiers ledelser. Det blev en eklatant fiasko.

Danske Stauning deltog i et møde i Berlin og konkluderede, at han aldrig havde »spildt så megen tid på vrøvl« som at høre på disse »politiske spekulanter« og »naive teoretikere«.

Mens Lenin levede, holdt Komintern kongres hvert år, mens man i for eksempel de omtumlede tredivere kun afholdt den vigtige 7. kongres.

På den 4. kongres i 1922 bekræftede man enhedsfronttaktikken, så det blev muligt at indgå i arbejder­regeringer, ligesom man vedtog demokratisk centralisme som organisationsprincip. Det var en katastrofe, de forskellige landes forskellighed in mente.

Omkring den tyske revolution i 1923, da Lenin var alvorligt syg, var der uenighed i Kominterns ledelse. Zinovjev og Trotskij var for, mens Stalin var imod.

Da alle disse revolutioner var slagtet, ændredes Kominterns opgave fra at lave verdensrevolution til at forsvare, hvad man havde – det socialistiske Sovjet.

Staliniseringen

Lenin døde i 1924, samtidig med at kommunistiske opstande i Bulgarien og Polen knuses. Trotskij og tyske Radek blev syndebukke for det tyske nederlag, og Kominterns nye ledelse blev Zinovjev, Kamenev og Stalin.

Læren blev, at den sovjetiske 1917-model var modellen, hvorefter man igangsatte en bolsjeviseringsproces af alle medlemspartierne. Der begyndte en kamp mod trotskismen, samt en »ultravenstrekurs« og der blev grebet ind i diverse sektioners arbejde.

Det ramte hårdt overalt, også i DKP. Det blev også vedtaget, at socialdemokratiet var hovedfjenden, ja »en gren af fascismen«. De var tvillinger. Dermed var enhedsfrontspolitikken naturligvis død i praksis.

Stalin indtrådte i Kominterns præsidium.  Bogen har et fint afsnit om hele Stalins rolle til Komintern, der gør op med PET’s syn på hans rolle i deres rapport om den kolde krig.

I året 1925 afskrev man verdensrevolution. Stalin og Bukharin lancerede teorien om »socialisme i et land«, noget som Lenin havde leget med i 1915, uden han næppe havde tænkt på det tilbagestående Rusland som model.

Kominterns formand Zinovjev var uenig og røg ud sammen med andre, og Stalins folk – blandt andet tyske Ernest Thalmann – blev indsat. Det betød at Zinovjev, Kamenev og Trotskij nu var i fællesopposition til Stalin og Bukharin, som var frontfigur de næste par år.

Situationen krævede højere niveau hos kadrerne og man indviede Leninskolen i Moskva i 1926.

En af eleverne var DKP’s Aksel Larsen, der i faget »dialektisk materialisme« fik prædikatet »træg i opfattelsen«. Her skal man huske, at Aksel Larsen sympatiserede med Zinovjev og Trotski-jfløjen.

På dette tidspunkt ændrede Komintern organisationsstruktur og man oprettede lande-sekretariater, blandt andet »Det Skandinaviske Sekretariat«.

Hvilke danskere, der deltog vides ikke, men Martin Nielsen, Knud Smith, Munch-Petersen og Kai Moltke har været ind over, ligesom den legendariske Georg (Moltke) Laursen, der havde været kurer for Lenin og Zinovjev.

I 1927 røg Lenins to nære medarbejdere, Trotskij og Zinovjev, ud af det sovjettiske kommunistparti SUKP.

Kominterns politik havde i 1927 medvirket til en katastrofe for de kinesiske kommunister, og revolutionsdrømmene i Kina og Indien var ødelagt for en tid.

Politisk slinger

Både Den Røde Faglige Internationale (RFI) og Komintern holdt deres 6. kongres i 1928.

Man diskuterede kolonispørgsmålet, situationen i Sovjetunionen, Kominterns program og den krigsfare, som man have analyseret sig frem til måtte komme. Det var i 1928!

Man stadfæstede en sekterisk venstrekurs, der betød at Bukharin – »hele partiet yndling« som Lenin kaldte ham – røg uklar med Stalin og blev stemplet som »højreafviger«, hvilket ikke var positivt ment.

Omkring kampen mellem Stalin og Bukharin er bogen tynd, men de var også uenige om, hvorvidt socialdemokratierne var socialfascistiske med mere. I 1929 røg Bukharin med flere, blandt andet norske Furubotn og svenske Kilbom, ud af ledelsen.

På kongressen var der uenig­hed mellem tyske Thalmann og italienske Togliatti om forholdet til socialdemokratiet og fascismen.

Thalmanns KPD vandt og katastrofen lurede i horisonten, da man proklamerede at »kun ved at rejse hovedfremstødet mod socialdemokratiet, denne hovedstøtte for borgerskabet, kan det blive muligt at slå til mod, og besejre proletariatets største fjende; borgerskabet«.

Det var tonen frem til næste kongres i 1935, da Hitler havde sejret og knust KPD.

Også RFI’s i praksis splittelsespolitik lå i ruiner. Man havde undervurderet nødvendigheden af arbejderklassens enhed.

For at sikre kursen sendte man folk ud  for at stramme op. Den senere mesterspion Richard »Johan« Sorge kom til det splittede DKP og knyttede kontakter til søfyrbøderen Richard Jensen, Kai Moltke og Mogens Fog for at oprette en partiskole.

DKP’s daværende leder Thøger Thøgersen blev valgt til eksekutivkomiteen, dog uden stemmeret. Det var det højeste en dansker nåede i Komintern.

DKP fik at vide, at de skulle gå fra »opportunistisk passivitet til bolsjevikisk aktivisme«, hvilket jo lyder ret rimeligt. Dette kapitel er ret interessant set med danske briller.

I hele denne periode blev organisationen indrettet på en kommende krig, som man mente snart kom. Man infiltrerede alt hvad der kunne gavne senere. Militæret, rustningsindustrien med mere og skolede kadre på specialskoler i krigens svære kunst.

Man oprettede et »Vest­euro­pæisk Bureau« med hovedsæde i Berlin og centraler i de tre havnebyer Hamburg, Rotterdam og København, således at kurer– og distrubitionsystemerne var på plads.

Vestbureauet dækkede hele Vesteuropa og blev ledet af »Dr. Hediger« alias bulgarske Dimitrov. Om dette er bogen, med et dansk afsnit, spændende, uden at der tilføres nogen ny viden.

Afsnittene om Kominterns kamp mod socialdemokratiet og fascismen helt frem til Hitlers magtovertagelse i 1933 er beskæmmende læsning. Og lærerig.

Da 72 kommunistpartier i 1933 holdt møde om situationen, var kun seksten fuldt legale, syv var semilegale og resten var illegale. Kun i Frankrig og Tjekkoslovakiet spillede de en større rolle.

Kapitalismens krise som børskrakket i USA i 1929 havde varslet, blev udnyttet af kapitalen, ikke af arbejderklassen og dens organisationer.

I 1933, da Dimitrov stod anklaget for rigsdagsbranden i Berlin, rykkede bureauet til København, samtidig med at Sovjetunionen blev medlem af Folkeforbundet, det senere FN, i 1934, og dermed signalerede at en ny international kurs var på vej.

Dimitrov havde læst på lektien og da man afholdt sin 7. kongres i 1935, havde man udviklet en seriøs enheds– og folkefrontspolitik til at tage kampen om med fascismen. Sent, men bedre end aldrig.

Terror og krig

I 1934 holdt SUKP sin 17. kongres, »sejrherrernes kongres«, hvilket var startskuddet til en periode med udrensninger og terror mod al opposition i parti og Komintern, hvilket er et af de mørkeste kapitler i kommunismens historie.

Utroligt mange ærlige revolutionære verden over, heraf Bukharin, Zinovjev, Radek, Sovjetunionens tidligere statsminister Rykov og danske Arne Munch-Petersen var få af de tusinder, der måtte lade livet grundet en total mangel på forståelse for, hvordan man fører politisk linjekamp.

Bogen er hård men ofte udokumenteret omkring dette og minder sine steder om Bent Jensens Kommunismens sorte bog. Den savner for eksempel dokumentation for et citat som da Stalin råbte »Alle Jer i Komintern går fjendens ærinde« eller »Dimitrov, der som oftest blot tog mod ordrer fra Kreml«.

Sådanne udsagn er bogen desværre spækket med, ligesom hele afsnittet om Komintern og den spanske borgerkrig er fyldt med krænkende påstande som at Kominterns folk var »mere kommet for at give ordrer end for at give råd« og »under dække af Komintern organiserede Moskva derfor i stedet for (intervention, BN) de såkaldte internationale brigader, der umiddelbart betragtet fremstod som et korps af frivillige« og at for de frivillige har »det i praksis nok været så som så med frivilligheden«.

Professoren kan ikke forstille sig arbejdersolidaritet. Dog var Arne Munch-Petersens fætter, digteren Gustav Munch-Petersen »en dansk idealist«.

I 1938 blev Arbejderbladet og Aksel Larsen af Kominterns kadreafdeling i klartekst beskyldt for ikke helhjertet nok at have bakket op om den nye folkefrontspolitik, ligesom partiet blev beskyldt for at være »befængt med trotskisme«.

Samme år fastslog Sovjetunionen at »den anden imperialistiske krig« var begyndt, og resterne af Komintern begyndte at indrette sig derpå.

Udrensningerne i SUKP og Komintern samt Sovjetunionens indgåelse af en ikke-angrebspagt med Hitler betød reelt, at Komintern havde udspillet sin rolle som organisator af klassekrig i de enkelte sektioners lande.

 I 1940 blev Trotskij myrdet og i 1941 angreb Hitler Sovjetunionen. Dermed var den 6. kongres’ profeti om en imperialist krig en realitet.

Komintern er død – Komintern lever

Det er interessant,  at forfatteren– i modsætning til gængs historieskrivning– ikke mener, at Stalin og Sovjetunionens ledelse blev taget på sengen, da Hitler angreb dem.

Han mener, at der lå såvel politiske som militærtaktiske overvejelser bag de defensive positioner, som de indtog.

Allerede i 1940 havde man overvejet opløsning af Komintern for at gøre kommunisterne »mere stuerene«, men man valgte at udskyde det. Da krigen startede og man havde brug for brede alliancer, var tiden moden.

I disse år løste Dimitrov, Manuilskij og Togliatti nærmest Komintern-forretningerne alene og ad hoc.

En af opgaverne var at iværksætte »direkte aktioner, der umiddelbart kunne hjælpe det sovjetiske folk, desorganisere fjendens bagland og skabe opløsning i hans bagland«.

Her fortæller bogen glimrende om de vanskeligheder, som de forskellige landes kommunistpartier havde med omstillingen.

I mange lande viste Kominterns »konspirative« forarbejde sig at virke straks. Man genstartede også det ellers nedlagte polske kommunistparti under navnet Polens Arbejderparti. Der var nok at se til.

Bogen bruger utroligt megen tid på en usmagelig kritik af DKP’s rolle i opstarten og begyndelsen af besættelsen. Her ville kildehenvisninger være fint.

Hvad der er fint, og som indeholder meget nyt, er et kapitel om Dimitrovs først i dag udgivne dagbøger fra denne periode.

Den 21. maj i 1943 vedtog SUKP’s politbureau, under protest fra statspræsident Kalinin, at opløse Komintern. Det blev offentliggjort den 8. juni 1943. En drøm var brast, men naturligvis smed man ikke alt ud.

»Første afdeling«, kommunikationsapperatet, fortsatte under SUKP’s ledelse. Det var hele undergrundsorganisationen. Det blev til »Afdelingen for International Information« (OMI) og blev i praksis ledet af Manuilskij og Dimitrov.

Bogen slutter med et uinteressant kapitel om verdensrevolutionen og den kolde krig.

Niels Erik Rosenfeldt har, trods indvendingerne og hans slet skjulte had og afsky for kommunismen, begået en spændende, kritisk og let læst bog, der på nogle områder er veldokumenteret om et yderst vigtigt kapitel i kommunisternes historie.

Bogen indeholder meget nyt stof, men mangler at sætte klassekrigsperspektivet ind som forståelsesramme.

Komintern og dets organisation, åbenlys eller konspirativ, var jo ikke formet i et tomrum, men var resultatet af årtiers erfaring i klassekrig og formet af dette.

Konklusioner

Det må stå klart, at Komintern var et resultat af en drøm og en tid, og at historiens udvikling overflødiggjorde den som kampinstrument. Det betyder dog ikke, at drømmen om internationalismen er død.

Kominterns historie er historien om drømme og forsøg på at ændre verden, men endte grundet politiske fejlvurderinger, slingrekurs og interne magtkampe i nederlag. Lærepengene fra »revolutionen der åd sine egne« har været unødvendigt hårde.

Bogen har et fantastisk billedmateriale, en imponerende litteraturliste, et funktionelt personregister men et mangelfuldt og useriøst noteapparat.

Hvis man føler yderligere lyst til at læse om Kominterns historie, kan jeg anbefale Erik Nørgårds letlæste og danskvinklede serie på fire bøger: Drømmen om verdensrevolutionen (1985) og Revolutionen der udeblev 1 og 2, Niels Christian Sidenius’ Kommunistisk Internationale 1928 – 43 (1978) eller den vigtige og Komintern-kritiske Fernando Clau­dins Krisen i den kommunistiske bevægelse (1979).

Niels Erik Rosenfeldt: Verdensrevolutionens generalstab – Komintern og det hemmelige apparat. 432 sider rigt illustreret, 272 kroner. Forlaget GAD