De danske jøders skæbne under besættelsen fra samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943 til krigens slutning belyses i en glimrende bog med problematiske pointer.
boganmeldelser af Bjarne Nielsen
De fleste ved, at krigen kostede jøderne omkring seks millioner døde. Men omkring deres skæbne i Danmark under besættelsen hersker der større usikkerhed.
Tyskernes besættelse var hård ved de danske jøder, især efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943. Hvor hårdt er nu blevet beskrevet i en ny bog, Ikke noget at tale om – Danske jøders krigsoplevelser 1943 - 1945 fra Dansk Jødisk Museum af Sofie Lene Bak.
Hun har fundet frem til at 47 mistede livet. 23 druknede, 16 begik selvmord og fem døde af chok og udmattelse. Hertil kommer omkring 500 der blev fanget og deporteret til kz-lejren Theresienstadt.
Med til historien hører også, at 113 jødiske børn blev efterladt i Danmark af de flygtende forældre.
Én procent af de danske jøder omkom. I Holland var tallet eksempelvis 70 procent. Dette tillægger Sofie Lene Bak delvis samarbejdspolitikken. Noget der nok er en debat værd.
I Norge, hvor man gjorde modstand, døde 42 procent af jøderne ved Holocaust.
arkiv og interviews
Det er spændende og uhyggelig læsning, selv om der naturligvis var solstrålehistorier.
Bogen bygger på en blanding af arkivadgang og interview med overlevende og deres børn om såvel flugten til Sverige som landflygtigheden. En fin kombination.
Bogen fortæller fornemt om krigens omkostninger. Om tab, adskillelse og overlevelsens pris og hvad der sker med mennesker der tvinges til valg.
Bogen er lavet på baggrund af et forskningsprojekt om de sociale dimensioner omkring jødernes skæbne omkring 1943–45 og er spækket med unikke, ikke tidligere offentliggjorte, fotos fra de dramatiske hændelser.
Årsagen til man har denne brist omkring de to skæbneår, er at mange har ønsket at fortrænge begivenhederne og følt at »det er ikke noget at tale om«.
Fint ved bogen er, at den peger på de danske jøders forskellighed. Blandt de russiske jøder var der eksempelvis ortodokse familier, zionister og socialistiske ateister, selv om de naturligvis også havde fællestræk.
De talte for eksempel alle jiddisch hjemme og nærede omsorg for den jiddische kultur med musik, litteratur og teater, samtidig med de tilegnede sig det danske sprog.
to problemer
Bogen har – trods mange fine træk – to ting der trækker fra. Det ene er forfatterens noget romantiserende forhold til den forræderiske samarbejdspolitik.
Hun skriver blandt andet, at »det er et uafviseligt faktum, at samarbejdspolitikken reddede de danske jøder fra Holocaust«. Her glemmer hun helt, hvorledes samarbejdspolitikken på flere måder forlængede krigen og dermed bidrog til yderlige dødstal for jøder såvel som for ikke-jøder.
Det er ligeledes for ringe, at hun ikke omtaler de mange jødiske modstandsfolk, for eksempel den kendte BOPA-sabotør Hugo Horwitz. Ved at undlade modstandens side af historien placerer hun jøderne alene som ofre.
Der er noget at tale om, hvis billedet skal være helt klart. Også mere end bogen gør.
Sofie Lene Bak: Ikke noget at tale om – Danske jøders krigsoplevelser 1943 - 1945. 275 sider, rigt illustreret, 290 kroner. Dansk Jødisk Museum
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
