Illustratoren Rasmus Bregnhøi har tegnet finurlige streger til børnebøger i flere år. Men en dag udfordrede han sig selv og tog til Vestbredden. Resultatet er blevet »tegnet doku-mentarisme«.

– Da Israel angreb Gaza i 2008–2009 blev jeg rasende og indigneret. Dén følelse er forstærket nu. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg havde at gøre godt med. Jeg kan tegne, siger illustratoren Rasmus Bregnhøi, der har udgivet bogen »Nogen er under belejring« om Vestbredden.

sigaardsfoto.dk

– Uheldigt, uheldigt. Der er ikke vand i hanen. Du kan ikke få kaffe.

Illustratoren Rasmus Bregnhøi drejer desperat på vandhanen i det lille køkken i lejligheden på Christianshavn i København.

Det er lidt symbolsk. Tegneren har tilbragt to uger på Vestbredden for at lave bogen »Nogen er under belejring«,  og hans udbrud om manglende vand kunne lige så godt have været sagt af en af de tusinder palæstinensere, der dagligt plages af vandmangel, strømsvigt og  isolation på grund af Israels besættelse.

Forskellen er alligevel tydelig.Det viser sig, at viceværten midlertidigt har lukket for vandet i lejlighedskomplekset på Bodenhoffs Plads.

På Vestbredden kan manglen på vand ofte skyldes, at Israels myndigheder nupper grundvandet eller dets soldater skyder hul i palæstinensernes vandtanke på hustagene.

– Jeg fik generelt så stort et ubehag ved at se Israels måde at behandle palæstinenserne på, at det simpelthen ikke var til at bære. Det er ikke synd for israelerne, siger Rasmus Bregnhøi bestemt.

– Ja, jeg tager stilling i konflikten ud fra, hvad jeg oplevede. Det er et forsøg på at formidle min mavefornemmelse. Ja, det er et forsvar for palæstinenserne, der er under belejring, siger tegneren, og viser vej ind til stuebordet, der er omkranset af bogstabler, malerier og tegninger. Han er lige flyttet ind.

Mavefornemmelse

– Jeg håber, der sker mere i læserens mave, end i hans eller hendes hoveder, når de bladrer bogen igennem, siger Rasmus Bregnhøi, der er  født 1965 i Langerød ved Fredensborg.

Rasmus Bregnhøi er både illustrator, bladtegner og billedkunstner. Han er uddannet på Danmarks Designskole og Akademiet i Reykjavik, Island.

Bogen »Nogen er under belejring« er på 66 sider og flere af tegningerne er udstyret med en poetisk tekst, der supplerer budskabet.

Det, jeg er bange for, må jeg røre ved. Jeg må kaste mig ud i det farlige, selv om jeg er bange

– Det er egentlig ret vildt. Jeg fik en følelse af at gøre noget, reagerede på det og tog af sted til Vestbredden. Ofte sker der det, at man får en ide, og aldrig gør noget ved den. Nu har jeg fundet en form at arbejde kunstnerisk på, som fører videre. Jeg kan måske sørge for, at der kommer fokus på konflikten på en anden måde, siger tegneren begejstret og kradser i bordfladen.

Rasmus Bregnhøi fortæller om sine to ugers rundrejse på Vestbredden, og understreger, at han i starten ikke vidste, hvad han skulle bruge sine streger til. At han skulle komme til at skrive små tekster til tegningerne i bogen var heller ikke planlagt.

– Der var en underlig stemning i det gamle arabiske basar–kvarter i Østjerusalem. Det lød forkert. Det samme på buscentralen i Hebron. Og der var en mere depressiv stemning, end jeg havde forestillet mig. På Vestbredden går mænd bare rundt og ryger smøger. Der sker ikke noget. De venter bare, siger han.

Rasmus Bregnhøi boede på hotellet i American Colony i Østjerusalem og på Røde Halvmånes hotel i Ramallah under sin rundrejse.

Han havde et anonymt kamera med, som han brugte til at forevige typiske situationer. Aftenerne brugte han så med tusch og papir til at tegne motiverne, udfra fotoerne.

– Det er nemlig svært bare at sætte sig ned og tegne dernede. Med mit lille kamera lignede jeg en turist og var som fluen på væggen, sådan lidt anonym, fortæller Rasmus Bregnhøi, bladrer i bogen og peger på en illustration af muren, som Israel har bygget tværs gennem Palæstina og rundt om de palæstinensiske byer.

Etnisk udrensning

Han beskriver stemningen i Østjerusalem.

– Palæstinensere bliver smidt ud af deres huse. Israelske bosættere hænger derefter det israelske flag ud af vinduerne. Det er som om, de kæmper fra hus til hus. Tænk på, at hvis man flytter ud af Jerusalem som araber, kan du aldrig vende tilbage.

Det er egentlig ret vildt. Jeg fik en følelse af at gøre noget, reagerede på det og tog af sted til Vestbredden

Stemmen er fuld af indignation.

Han fortæller om bosættere, der med maskinpistoler venter ved busstoppestederne.

– De bygger »Darth Vader-borge på bakketoppene« og hegner palæstinenserne inde i små områder med mure, checkpoints og pigtråd. Det er gruopvækkende, udbryder tegneren, og tilføjer, »jeg så ikke noget håb hos palæstinenserne, der har svært ved at få en hverdag til at køre«.

Han mener, at »EU melder ekstremt dårligt ud om konflikten«.

– EU fordømmer i virkeligheden ikke Israels handlinger. De kunne ikke finde på at indføre sanktioner, som de gjorde mod Irak. De holder fat i, at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten, siger tegneren og ryster på hovedet.

Jeg tager stilling

For ham er konflikten i Palæstina såre enkel.

Israel slipper alt for let af sted med at undertrykke palæstinenserne, synes Rasmus Bregnhøi.

– Vi tror jo ikke på, at det er Israel, der er under belejring. Israel opfører sig rasende galt. Jeg har intet udestående med jøderne, det er den israelske regering, der opfører sig dårligt, siger han.

Dette er på alle måder dogme–tegning uden filter.

– Hvis man lavede et reelt demokrati dernede, ville Israel være dømt helt ude. Israel er en kunstig stat, mener tegneren.

– Jeg blev mere vred, end jeg tidligere har været overfor, hvad der sker dernede, fortæller illustratoren, der har illustreret over 20 billedbøger for børn og arbejdet som bladtegner ved dagbladet Information og Berlingske Tidende.

– Da Israel angreb Gaza i 2008–2009 blev jeg rasende og indigneret. Dén følelse er forstærket nu. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg havde at gøre godt med. Jeg kan tegne, var svaret.

– Den israelske regering  bruger hæmningsløst det antisemitiske kort og gentager jødernes lidelseshistorie for at retfærdiggøre, hvad de selv bedriver under besættelsen. Deres trick betyder jo, at man ikke kan kritisere regeringen, siger tegneren,

Han har ikke fået negative reaktioner på sin bog.

– Desværre kan man sige. Ingen telefonopkald med ordene »din araberelsker«. eller andet, griner Rasmus Bregnhøi.

Diskussionen om, hvorvidt kunstnere skal tage stilling er ikke så kompliceret for Rasmus Bregnhøi. Han mener, at kunstnere ikke per automatik har pligt til at deltage i samfundsdebatten eller provokere.

– Det må man selv om. Kunstnere må selvfølgelig vælge at tage stilling. Indholdet er vigtigt. Jeg tager stilling ud fra, hvad jeg kan se. Jeg fik i hvert fald lyst til at blande mig i debatten hér, siger Rasmus Bregnhøi.

Risikoen som kunstner er at blive blind for udvikling. Det er sundt at tvinge sig selv et helt andet sted hen.

– Jeg sagde til mig selv: Dét, jeg er bange for, må jeg røre ved. Jeg må kaste mig ud i det farlige, selv om jeg er bange, siger Rasmus Bregnhøi.

Han lytter til vandrøret, om der mon skulle være tegn på tryk i hanen. Og holder så en eftertænksom pause.

Tegnet dokumentarisme

Han tager bogen »Nogen er under belejring« mellem hænderne.

– Min bog er en slags tegnet dokumentarisme. Forlaget kalder det grafisk prosadigtning. Jeg har ikke fundet på noget i forhold til motiverne. Jeg har ikke tilføjet elementer eller udtrykt noget symbolsk, siger han.

– Vi er som medieforbrugere vant til for eksempel at se fotos af Muren. Men på en måde virker det stærkere, når den er tegnet. Ting er forenklet – kontrasten er tydeligere, siger tegneren.

Rasmus Bregnhøi rejser sig fra stuestolen ved lyden af rindende vand i rørene og sætter kurs mod køkkenet.

Minutter efter balancerer han ind med en stempelkande friskbrygget kaffe.

Rasmus Bregnhøi, hvis streg i børnebøgerne normalt er er ekspressive, legene og frække med naive figurer og elementer tydeligt inspireret af tegneserier, har valgt at levere et nærmest dokumentarisk præcist udtryk i tegningerne i »Nogen er under belejring«.

– Denne dokumentarisme er en tegnemæssig udfordring. Jeg kunne ikke bruge de kneb, jeg normalt bruger i for eksempel billedbøger med et narrativt forløb, hvor jeg kunne skrue op og ned for betydningen. Dette var på alle måder dogme-tegning uden filter, siger Rasmus Bregnhøi.

Føler han så springet fra børnebøger, til tegnet dokumentarisme fra et af verdens brændpunkter som meget stort?

– Nej. Risikoen er nemlig, at man som kunstner kan blive blind for udvikling. Den journalistiske interesse har ulmet i mig et stykke tid. Det er sundt at tvinge sig selv et helt andet sted hen. Jeg følte virkelig, at det var fedt at lave tekster til mine egne illustrationer, siger Rasmus Bregnhøi og nipper til kaffen.

Der var en underlig stemning i det gamle arabiske basar-kvarter i Østjerusalem. Det lød forkert.

I reolen og i enorme bunker ligger flere af de børnebøger, han har illustreret. Der er både Kim Fupz Aakesons bog fra 2004 »Den legetøjsløse stakkel« og H.C. Andersen: Fyrtøjet.

Også Lotte Sallings bog »Superlusen Lurifax og andre børnerim« titter frem sammen med Kim Fupz Aakesons »Damen der elskede sin dreng«

– Og tænk, hvor må det dog være forfærdeligt at blive fanget af sig selv i sit udtryk. Ikke et ondt ord, men tænk på Kim Larsen eller maleren Carl–Henning Pedersen, der har malet de samme fugle i 60 år, slutter Rasmus Bregnhøi. og smiler.