02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den russiske Sherlock Holmes

Den russiske Sherlock Holmes

Fredag, 18. februar, 2011, 10:41:38

DR2’s russiske kriminal-serie »Statsråden« har fået mange danske fans. Her er en introduktion til forfatteren bag, georgieren Boris Akunin og hans værker.

Fra DR2’s serie Statsråden. Green udgiver sig for at være generalguvernørens rådgiver, statsråd Erast Fandorin. Fandorin kan dog hurtigt bevise sin uskyld, og nu får han til opgave at opspore Green og en mystisk forræder i magtens inderste korridorer.
DR2

Forfatterportræt af Bjarne Nielsen

De heldige der kan se DR 2 tidligt på aftenen, har det sidste stykke tid kunne forlyste sig med den russificerede geor­giske forfatter Akunins filmatiserede – og historiske – romaner.

De er en blanding af Hercule Poirot, James Bond, Sherlock Holmes og Dostojevskij. Ikke ringe af den intellektuelle mesterdetektiv Erast Petrovitj Fandorin.

Han er ved seriens start 19 år og må grundet faderens død forlade gymnasiet kort før studentereksamen. Han bliver ansat som skriver ved opdagelsespolitiet. 

Bag pseudonymet Boris Akunin, gemmer sig den georgiske forfatter Grigory Shalvovich Chkhartishvili. Han er udover sit forfatterskab universitetsuddannet i Moskva, specialist i japansk litteratur og tidsskriftsredaktør. Først i 2000 blev han heltidsforfatter.

Akunin leger konsekvent med genrer og tid og skriver med en lethed der gør bøgerne til en dejlig læseoplevelse. De fem bind af Akunin, ud af tolv, som er udsendt på dansk, skal her kort præsenteres.

Vinterdronningen

Russiske nihilister, løgkupler og hestedroscher med lækre damer danner en perfekt ramme om Vinterdronningen. Fandorin skal opklare en række uforklarlige »amerikansk roulette« selvmord blandt unge dovenlarser i 1870’ernes Moskva.

De har alle testamenteret deres formue til samme kvinde. Fandorin har med sin underordnede stilling som embedsmand af 14. grad, ikke noget at miste. Han kaster sig med ungdommeligt mod og energi ud i opklaringen, der fører ham helt til London.

Til sidst må han dog erkende at selv det bedste politiarbejde ikke kan forhindre den politiske katastrofe, som overklassen i datidens Rusland er på vej ind i. Rusland er på dette tidspunkt fyldt med politiske celler, skurke, kortspil og som altid vidunderlige kvinder.

 Tyrkisk gambit

Året er 1876 og Rusland og Osmannerriget er i krig. Fandorin har meldt sig som frivillig til den russiske hær.

I Serbien tages han til fange af tyrkerne, men på yderst spektakulær vis lykkedes det ham naturligvis at flygte.

Skæbnes gunst fører ham sammen med den vidunderlige Varvara Suvorova. Sammen jagter de en tyrkisk spion, der opererer i den russiske hærs hovedkvarter. 

Leviathan

I tredje bind af Fandorins vidunderlige og hæsblæsende oplevelser starter vi på det fransk-britiske passagerskib Leviathan.

Han er som russisk diplomat og agent på vej til Japan. Dette skib er en teknologisk triumf i 1878, og jomfrurejsen skal gå fra engelske Southampton til Calcutta i Indien.

Ombord er en gruppe mistænkelige passager. De er mistænkt for et mystisk massemord på den excentriske Lord Littleby og hans husholdning på ti personer, på en gang!

Som i Agatha Christies Poirot-romaner samles alle mistænkte, der hver især repræsenterer stormagterne Rusland, England, Frankrig og Japan, uden flugtmuligheder. Flot satire på imperialismen.

 Achilleus død

I fjerde bind i serien om Erast Petrovitj Fandorin ankommer han til Moskva.

Her bliver han indblandet som rådgiver for »særlige anliggender i opklaringen af en højtstående general, folkehelten Achilleus’, mystiske dødsfald.

Tiden er slutningen af 1800-tallet, hvor Rusland var midt i en reformproces og indre kampe. Man nærmede sig vesten og dermed forandringer ikke alle var tilfredse med.

Fandorin fatter naturligvis hurtigt interesse for den nye teknologi – telefonen – som arbejdsinstrument.

Fandorin ankommer fra Japan – Akunins speciale – med morgentoget til Skt. Petersborg og har en statshemmelig mission.

Som i mange russiske romaner supplerer et farverigt persongalleri de voldsomme begivenheder. De udspiller sig såvel på Moskvas fineste hoteller som i byens kriminalitetshærgede slumkvarterer.

Begge miljøer er fyldt med gangstere af værste skuffe, der dog intet kan stille op mod vor helts dødbringende japanske våben.

Statsråden

Til dette bind er Akunin ikke opgivet som forfatter, men bogen har Fandorin som hovedfigur.

Han er udnævnt til Moskvas borgmester og rådgiver i særlige anliggender for Moskvas øverste myndighed, generalguvernøren.

Året er 1891. Kampen mellem nihilister og zarens politi raser. Terrorattentaterne hører til dagens uorden og embedsmændene ryster og skælver. I statens beskyttelsesapparat hersker der interne kampe mellem sikkerhedspolitiet, politidepartementet og gendarmeriet.

En morder har givet sig ud for Fandorin og blandt dobbeltspil, forvirrede overklassekvinder og politiske rænkespil, må Fandorin utroligt meget igennem, og erkende, at en forræder i politiets egne rækker hjælper terroristerne.

Alle Fandorin-bøgerne er uden undtagelse historisk interessante, humoristiske og satire på højt plan.

Fandorin er en intellektuel der kan sine kampsporte og ved list og charme løser de udfordringer tiden og situationen kræver af ham.

Boris Akunins romaner er udsendt på Gyldendal.

DR2 genudsender serien i marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. feb. 2011 - 10:41   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger