Vi oplever hvad der sker med et menneske, der må forlade sit land og overskride både lande-grænser og menneskelige grænser for at overleve.

Gazmend Kapllani er født i Albanien i 1967, men flygtede til Grækenland i 1991. I dag har han sin egen klumme i Grækenlands største avis.

Pressto

^Boganmeldelse _{af Bjarne Nielsen}

Siden socialismens fyrtårn i Europa, Albanien, brast sammen og den fantastiske forfatter Kadare viste sig som overløber og en vindbøjtel, har man ikke hørt meget til albansk litteratur.

Der rådes der nu bod på med Gazmend Kapllanis emigrantfortælling En lille grænsedagbog. Og godt for det.

Med ordene »Og jeg fortsatte frem i natten uden at kende en eneste, og ikke en eneste kendte mig« fra en kendt sang af Mikis Theodorakis, giver han udtryk for den totale ensomhed og angsten for nederlag, som præger alle, der lider af et grænsesyndrom.

»Grænsen er en usynlig streg, en fantasileg, en geografisk linie, gennemsigtigt som lyset ved Middelhavet« for de, der har et pas fra EU, og hvor kontrollen er et stempel eller et nik, skriver immigranten Kapllani.

Men for dem med et møgpas, udstedt i et møgland, er det anderledes. Så er mødet med grænsen snak, mistænksomhed, lange blikke, tilbageholdelse og undersøgelser.

Uønskede gæster

Kapllanis lille, men fine bog, giver os et godt indblik i, hvad det betyder, at man ikke bare kan rejse frit rundt, fordi man er i gruppen af uønskede gæster.

Gæster, man mistænker for at ville blive hængende, fordi de er arbejdssøgende og forfølger deres drømme.

»Den sande indvandrer er egoist, en uforbederlig narcissist. Han mener, at han ikke fortjener det land, han er født i. Han fortjener ikke den fattigdom, denne mangel på fremtid, så megen vold, så megen korruption, så meget snavs, så meget hykleri, så lidt elskov«, skriver Kapllanis.

Vi oplever hvad der sker med et menneske, der må forlade sit land og overskride både landegrænser og menneskelige grænser for at overleve. Stærk læsning, der trods emnet er skrevet med sort humor og ironi om de »lousy pas«, forkerte accent og forbandede offerrolle.

Gazmend Kapllani er født i 1967. Han flygtede i 1991, seks år efter Enver Hoxhas død og i forbindelse med Albaniens sammenbrud, sammen med en gruppe ligesindede til fods over grænsen til Grækenland. Et land, som dengang og lige siden har været ramt af en sand flygtningestorm.

Livet som flygtning

I Grækenland arbejdede Kapllani som bygningsarbejder, kok og kioskpasser, samtidig med han læste på universitetet i Athen, hvor han sluttede med en doktorafhandling om den græske presses syn på albanerne, og grækerne i den albanske presse.

I dag har han sin egen klumme i Grækenlands største avis. 

Han fortæller i grænsedagbogen nøgternt og uden klynk om livet som flygtning, der er fornedrende, desperat, men også båret af vilje til overlevelse. Han anklager ikke modtagerlandets skepsis eller modvilje, trods politiets brutale fremfærd mod dem.

Han anklager »møglande« som sit eget for at eksistere, og ser med hovedrysten på dæmoniseringen af sine landsmænd.

Bogen lægger op til eftertænksomhed og trykker på ligtorne, også vi på venstrefløjen bærer rundt på.  

Gazmend Kapllani: En lille grænsedagbog. 144 sider. 199 kroner. Forlaget Pressto.