Læsningen af Charlotte Johannsens beretning er en øjenåbner til, hvor vigtigt det er at fodbold-miljøet selv spiller en meget aktiv rolle for at gå imod, at sporten bliver en hverveplads for nazister.
af Birthe Sørensen
Da den 21-årige Charlotte Johannsen i efteråret 2008 besluttede sig for at infiltrere nazimiljøet i Århus, havde hun næppe helt overvejet, hvad det skulle ende med.
Men nu er der kommet en bog ud af hendes otte måneder som højreradikal. Forklædt som nazist, hedder bogen, som er skrevet af de to Informations-journalister Marchen Neel Gjertsen og Sebastian Gjerding.
Charlotte Johannsen er tidligere landsholdssvømmer, men kunne ikke fastholde gejsten for sporten efter VM i 2007. Efter en afstikker til Island kom hun tilbage til Århus, tog sabbatår og havde lige pludselig masser af tid.
Charlotte, som i 2005 havde været medlem af Rød Ungdom, overvejede at blive politisk aktiv. Men det, som kom til at afgøre hendes valg, var da hendes ven Oliver under Århus Festuge blev slået ned af en gruppe fra den voldelige og racistiske fodboldfraktion Ultra White Pride (WP).
Oliver var engageret på venstrefløjen og også en del af et ungdomsmiljø omkring Huset på Vester Alle. Her havde en gruppe unge af kommunen fået lov til at bruge nogle lokaler, som snart skulle bygges om, til politiske og sociale aktiviteter.
Det medførte, at Huset i 2008 var en magnet for de højreradikale, som ofte endte deres byture med at tage forbi Vester Alle for at banke de »røde«.
Da Charlotte samtidig opdagede, at en af hendes gamle svømmekammerater var gået ind i WP, opstod ideen om at bruge denne kontakt til at infiltrere det højreradikale fodboldmiljø for at kunne advare vennerne på Huset om, at et overfald var på vej.
Charlotte Johannsens liv som nazi-sympatisør kom til at vare otte måneder. På det tidspunkt var hun tæt på at løbe ind i en afsløring af sit dobbeltliv og forlod i huj og hast Århus, godt hjulpet af dokumentationsgruppen Redox, som hun samarbejdede med hele vejen igennem projektet.
Rå og voldelig fankultur
Charlotte startede sit dobbeltliv med en øl på WP’ernes stamværtshus, Den Hvide Hest. Hurtigt skabte hun sig venner og kontakter og kom efterhånden helt tæt også på inderkredsen i White Pride.
Hun bevæger sig ind i et miljø,som ellers er hermetisk lukket, hvis man ikke er en af slagsen. Det er et råt miljø, som er bygget op omkring en voldelig fankultur, det er et miljø, hvor druk, vold, stoffer og heil-hilsner er en naturlig del af hverdag og fest. Et ekstremt racistisk miljø i pænt og dyrt mærketøj, hvor der åbenlyst flirtes med nazisme, og hvor kvindesynet ikke har bevæget sig meget ud over »kirche, kinder und küchen«.
Hvis man har fulgt debatten i pressen om nazi-miljøet i Århus og fulgt med i den dokumentation, som Redox løbende har leveret, er der ikke særlig meget faktuelt nyt i bogen. Det nye er imidlertid det tætte indblik, man får af personerne og miljøet. Hvordan tænker de højreradikale, hvad er deres værdier, hvad laver de, hvordan rekrutterer de nye medlemmer og hvad synes de om at blive hængt ud i pressen.
Næppe alle af de personer, der skildres i bogen, tænker lige dybt over hvad de har gang i. Men det er også tydeligt, at der er en kerne, som har tænkt over, hvordan miljøet kan udvikle sig.
Hele miljøet er bygget op omkring fodbold. Ikke så meget det, som sker på banen, men på lægterne, blandt publikum og fans. De unge og ældre hooligans bevæger sig rundt i en lille håndfuld forskellige organisationer med forskellige profiler.
Nogle hooligans er blevet trætte af at være med i det voldelige miljø omkring WP, måske fordi de har fået en dom eller er blevet hængt ud i pressen. I stedet glider de over i nogle af de andre grupper. Politisk er det samme surdej.
Det er blandt andet den angiveligt upolitiske og uvoldelige fangruppe Nysir, hvor en stor gruppe tidligere eller nuværende WP’ere holder til. En anden er gruppen Vederfølner, som er en højreekstremistisk politisk forening med tætte forbindelser til Den Danske Forening og Uriasposten, hvor også fremtrædende WP’ere er medlem.
Bogen dokumenterer også, at der er stort personsammenfald mellem de »pæne« foreninger som Vederfølner, Nysir og Den Danske Forening og White Pride.
Og - glædeligt - bliver der i bogen af nogle hooligans sat ord på, hvor store konsekvenser det faktisk har for dem, i forhold til arbejde og familie, at blive hængt ud i pressen.
Vægtigt bidrag til debat
Undervejs i sin indtrængning i miljøet nedskriver Charlotte Johannsen systematisk alt hvad hun oplever og finder ud af. Hun gemmer alle sms’ere, mails og billeder fra perioden. Det er det materiale, som hun senere overdrager til de to journalister, som hun samtidig fortæller sin historie til fra ende til anden.
Det giver fortællingen stor troværdighed og i den uges tid, bogen har været på gaden, har den da også skabt stor omtale i de århusianske medier.
På den måde har Charlotte Johannsens fortælling allerede været et godt og modigt bidrag til den løbende debat i smilets by, om hvordan det højreradikale miljø tackles. Med bogen forstummede debatten for en stund om de to yderfløje, som angiveligt er i kamp mod hinanden. En historie som både visse byrådspolitikere, politi og medier ynder at dyrke.
Charlotte Johannsen skriver:
»Jeg har i mit år i det århusianske miljø ikke én eneste gang set en racist, der er blevet overfaldet af en indvandrer eller en venstreorienteret. Jeg har tværtimod mødt planlagte overfald mod byens venstreorienterede på stribe og et ulige magtforhold, der på ingen måde kan betegnes som »fløjkrig«. I Århus kan du ikke vide dig sikker, hvis du går alene hjem fra byen en lørdag nat og er alternativ af udseende. Hvis du derimod er racist, kan du frit færdes på alle byens barer og diskoteker«
Det nytter
Charlotte Johannsen påpeger i bogens efterskrift, at den vigtigste grund til at hun har skrevet bogen er, at det hjælper at stille folk til ansvar for deres holdninger og gerninger.
Konkret nævner hun en person i bogen, Anden, som så ud til at blive den kommende leder af White Pride. Han blev på grund af flere artikler i Ekstra Bladet og Århus Stiftstidende tvunget til at tage stilling til sine politiske aktiviteter på grund af sit arbejde som fodboldtræner for et børnehold i Århus. Hans offentlige afstandtagen fra White Pride og vold gjorde, at han efterfølgende blev ekskluderet fra deres miljø.
Netop fordi det nytter at sætte fokus på det højreradikale miljø, sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvorfor fodboldklubben AGF og deres officielle fangruppe ikke er langt mere offensive i forhold til at tackle dette problem.
Det er åbenlyst, at de højreradikale hverver nye tilhængere i dette miljø. Derfor nytter det ikke, at AGF blot slår ud med armene og gentager, at de ikke kan kontrollere, hvad der sker på tilskuerpladserne.
Læsningen af Charlotte Johannsens beretning er i hvert fald endnu en øjenåbner til, hvor vigtigt det er at fodboldmiljøet selv spiller en meget aktiv rolle for at gå imod, at sporten bliver en hverveplads for nazister.
Charlotte Johannsen: Forklædt som nazist. En århus-historie fortalt til Marchen Neel Gjertsen og Sebastian Gjerding. 260 sider. 299 kroner. Informations forlag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
