Det vrimler med musik, skidt og kanel mellem hinanden. Henrik Marstals fine bog vil gerne vise os, hvordan vi får hoved og hale i vrimlen af lyde.

Når musikken spiller

Gyldendal.dk

Af Mikael Strandbech

Henrik Marstal, musiker i ibens og White Flag Society, banddoktor, producer af Annika Aakjærs albums, forfatter med mere, har skrevet en dejlig bog om musik og musikalitet.

Bogens titel Jeg lytter, altså er jeg er selvfølgelig en omskrivning af filosof René Descartes’ sætning ”Jeg tænker altså er jeg”. Og Henrik Marstal har da også en ph.d. i musikvidenskab. Men Marstals bog er hverken svær at læse eller tynget af teori, hvilket gør, at man med ubesværede stormskridt flyver beriget og inspireret gennem bogen.

Vi følger Henrik Marstal på en tur til New York. På musik­mytologiske gader, cafeer og spillesteder spørger Marstal sig selv og os: ”Hvorfor spille musik ?” ”Hvad er musik? “ og “Hvorfor oplever vi musik forskelligt?”

Svarene finder han ved hjælp af The Beatles, Bob Dylan, U2, Roger Waters, Lou Reed, Zinedine Zidane, den syriske digter Adonis og mange, mange flere.

Det handler om at blive klogere på sig selv. At finde The feel. Om nærvær. Om at vore musikalske aversioner mod bestemte musiktyper måske er efterrationaliseret livsangst.

Marstal læner sig op af og citerer også flere gange Peter Bastian og hans bog Ind i musikken fra 1987. Blandt andet også i det forunderligt interessante kapitel om ”fejl” i musikken som skjulte intentioner, og om ”tilfældet” i musikken.

Henrik Marstal skriver om sin bog:

»... det er vigtigt at forsøge at sætte ord på fascinationen af musik i en tid, hvor der findes så megen musik der tages for givet, så megen musik hvis primære funktion er at manipulere med os og få os til at føle os bedre tilpas end vi i virkeligheden er, og så megen musik hvis anvendelse forekommer så bevidstløs og ligegyldig«.

Henrik Marstal: Jeg lytter, altså er jeg - tanker om musik og liv. 208 sider. 229 kr. Gyldendal