»Der var så dejligt ude på landet« hedder en ny billedkrønike fra det 20. århundredes bondeland. Den smukke fotobog glemmer desværre bagsiden af medaljen.
Hvilken bondegård var den første i dit liv, spørger journalist Helle Juhl i forordet til sin billedkrønike Der var så dejligt ude på landet.
Hun har villet lave en bog, der forklarer eftertiden noget om det liv, der levedes i det 20. århundrede rundt omkring på de små familiegårde. En tid hvor der fandtes møller, mejerier, smedjer, købmændsgårde, karetmagere og skoler i de små samfund.
For Helle Juhl er det en tid med saftevandsdunk, madpakke og gulerodsstave i rygsækken. Det er nemt at nikke genkendende til velværet ved at ligge i det lange græs, høre lærken over sit hovede, og spise æg med blommer som solnedgange.
Kom man på landet fra 1950’ernes byliv var det en tid med suttende kalve, brølende køer, frisk mælk, bløde hestemuler, hovedløse høns og det velduftende hø i loens mørke.
LANDPROLETARIAT
Men for størstedelen af de 250.000 mennesker, der fik deres udkomme fra landbruget, var det et liv med hårdt arbejde og tidlig nedslidning.
Forfatterens far kom selv ud at tjene som 13-årig, og bogen beskriver glimrende, omend kortfattet, arbejdsforholdene for landbolivets proletariat: med karle og tjenestepiger øverst, mens malkepiger, roepolakker og daglejerne rangerede lavest.
Forfattteren Hans Kirk har i sin novelle »Daglejerne « beskrevet de forandringer, der skete i samfundet med de nye industriers indmarch på landet.
PÅ FATTIGHJÆLP
Derimod beskæftiger Helle Juhls bog sig stort set ikke med de, som levede i den yderste armod, fattiglemmerne.
Helt frem til socialreformen i 1933 var det lokalsamfundet, der tog sig af taberne: de nedslidte, de syge, de handicappede, landsbytosserne, drukkenboltene og Maren i kæret med otte, snotnæsede uægte unger.
Fattigloven fra 1891 pålagde sognerådene at sørge for »alle trængende, der ikke har eller kan skaffe sig selv eller familie det nødvendige til livets ophold, og som heller ikke har slægtninge, der kan underholde dem.«
Pengene kom fra sognets skatteindtægt, og de der fik fattighjælp mistede nogle af deres personlige friheder og borgerlige rettigheder.
»Er det tillige fordærvede personer, der skal have fattighjælp, sendes de i reglen til en arbejdsanstalt, hvor de er under stadig opsyn, og hvor de må udføre et eller andet arbejde «, kan man læse i en forklaring til loven fra 1914.
Helle Juhl har begået et smukt værk, fyldt med skønne fotos fra en tid, der ikke længere er og som trods alle tv-bonderøve ingen vil savne.
Forhåbentlig kan bogen give inspiration til, hvad vi skal stille op med de tusindvis af tomme bygninger, der har invaderet udkants-Danmark og hvordan det nye landproletariat, østarbejderne, får nogle anstændige arbejds- og lønaftaler.
Der var så dejligt ude på landet. Helle Juhl. 196 sider, rigt illustreret, 299,95 kroner. Gyldendal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
