fFørst kom de fra øst for at tjene til livets ophold i roerne, i tørvene, på teglfabrikken. Senere kom de som udviste, forfulgte og ildesete. Polakkernes danske historie er skrevet.
af Bjarne Nielsen
I Polske stemmer sætter forfatteren Søren Kolstrup fokus på polakkerne i Danmark og de polske indvandringsbølger fra 1892 til 2008. Hver bølge er spækket med personlige historier om konkrete skæbner.
Bogen fortæller om de udstødnings - og tiltrækningskræfter, som satte udvandringen i spil. Det er historien om de økonomiske, sociale og politiske drivkræfter i Polen og Danmark, men også om den enkelte families svære overvejelser, frustrationer og dilemmaer.
Bogen sætter fokus på hele otte udvandringsbølger med udgangspunkt i fire centrale spørgsmål:
Hvad drev dem? Hvilke samfundsforhold fremmede efterspørgelsen af polsk arbejdskraft og gjorde Danmark til et attraktivt immigrationsland? Hvilke faktorer hæmmede og fremmede emigranternes integration og hvilke virkninger havde det på de to lande?
Roepolakkerne
Den første bølge, som Søren Kolstrup behandler, er »Roepolakkerne«, som primært foregår fra 1890 til 1930.
Første historie er om den 13-årige Stefanie, én blandt mange unge som er løjet ældre, da loven krævede at de var 16 år. Hun er kommet fra Kraków via Warnemünde og Gedser er endt på en gård nord for Nakskov som sæsonroearbejder.
Andre, ofte fra den russisk besatte del af Polen, boede i barakker og havde aldrig oplevet »en behandling som den, vi blev budt på Lolland. Maden var elendig, lønnen ligeså«. Deres arbejde bestod i at »luge roer om foråret, trække dem op om efteråret og derefter vende hjem i vinterhalvåret«.
»Vi oplevede et slæb, som vi aldrig havde oplevet hjemme«. Udover sult og hårdt arbejde bød arbejdskøberne, Venstres kernetropper – de danske gårdmænd og godsejere – også de polske arbejdere på brutal vold.
Blandt flere historier hører vi om, hvordan »en ung polsk kvinde blev kastet op mod tærskeværket, en anden fik egespiret at føle«.
Befolkningen så passivt til, og det var først under »de danske landarbejderes strejke i 1921, som de polske landarbejdere tilsluttede sig«, at »danskerne ændrede den uvillige holdning til polakkerne«.
Teglværks - og tørvearbejderne
Den anden bølge kom omkring århundredeskiftet med polakker primært fra Stettin til teglværksindustrien.
Nogle endte på Rendbjerg Teglværk, hvor »enhver form for faglig organisation var forbudt«, ligesom »det heller ikke var tilladt at fremføre socialdemokratisk agitation på arbejdspladsen frem til 1910«.
Tredje bølge var »Jøderne fra russisk Polen« og foregik i årene 1905 til 1920. Bogen præsenter i et fantastisk kapitel den 21-årige Welner fra området omkring Lodz. Som mange østjøder var han medlem af den socialistiske organisation Bund.
De polske jøder »trådte ind i det danske samfund med udgangspunkt i et frodigt og vidtfavnende kulturliv«, og deres efterkommere blev alle assimileret, i modsætning til andre af bølgernes grupper.
Efter de store arbejderdemonstrationer i 1918 beskyldtes de russisk, polske eller tyske jøder for at stå bag uroen. Senere er kortet med »den røde, samfundsomstyrtende jøde« blev trukket, når behovet var der.
Krigsflygtninge
Efter Anden Verdenskrig kom en ny bølge polakker til landet. Det er en barsk baggrund for deres ankomst, som Søren Kolstrup kan berette om.
Både nazisterne og Den Røde Hær var hårde ved dem ,og i krigens gru blev mange dræbt og klemt i kaosset.
Polen havde det højeste tab blandt de europæiske landes befolkninger under Anden Verdenskrig. Ud af 1000 døde 220 i Polen, 22 i Holland, 13 i Frankrig og otte i Storbritannien.
Ud over disse skræmte og forfulgte flygtninge, kom der en række polske modstandsfolk, der identificerede sig med den polske eksilregering i London. De tog afstand fra det nye Folkedemokrati, som Søren Kolstrup benævner som Kommuniststyret.
Fra 1945 til 1989 oplevede Danmark, ud over krigsflygtningene, to store indvandringsbølger, nemlig de polske jødernes tvangsemigration fra 1969 til 1973, og de, der flygtede fra 80’erne krigsretstilstand under general Jaruzelski.
Kapitlet om tvangsemigrationen er skræmmende læsning om det polske arbejderpartis overgreb på jøderne.
Efter 1967-seksdages krigen mellem Israel og den arabiske verden, skete der en hetz mod alle jøder i det polske samfund, zionister og ikke-zionister i en pærevælling, trods styrets retorik om »vi bekæmper zionismen, ikke det jødiske folk«.
Her fungerer bogens »case-stories« optimalt. Det Polske Arbejderparti havde af historiske årsager mange jøder på alle niveauer i partiet. Disse blev frataget alle funktioner.
Mange af dem oplevede nu en ideologisk og moralsk tomhed. Drømmen om et liv uden racediskrimination var knust.
Krigsretstilstand og flugt
En af bogens mest spændende kapitler omhandler Polens tilstand i de dramatiske 1980’ere, hvor Polens Arbejderparti erklærede landet i krigsretstilstand og fagbevægelsen Solidarnosc for en illegal organisation.
Kapitlet er en sober fremstilling af »borgerkrigen« mellem arbejderpartiet og »masserne« herunder Solidarnosc, skildret gennem personlige historier.
I årene 1980–85 resulterede det i, at omkring 1300 polakker udvandrede til Danmark. Et relativt lille tal i forhold til at der i 1982 alene ankom 29.000 til Europas flygtninge hovedstad Wien!
På et tidspunkt var situationen sådan, at både folk fra Solidarnosc og partiet flygtede fra undertrykkelsen, modløsheden, afmagten og apatien.
Vor tids Østarbejdere
Næste store bølge er de, der efter EU’s indlemmelse af Polen i 2004 valfartede til Danmark efter arbejde og bedre levevilkår.
Mange er hoppet på de jobbusser, som danske kapitalister sender til Polen for at hverve bygningshåndværkere, chauffører, metalarbejdere, truckfører, lagerarbejdere og sæsonarbejdere til gartnerierne.
I dette kapitel har Kolstrup fat i utroligt mange emner som venstrefløjen og fagbevægelsen nok kunne blive klogere af at studere.
Bogen rummer tal og historier om, hvor mange der blev, hvor mange der tog hjem, og ofte hvorfor.
Søren Kolstrup modtog Arbejderhistorieprisen i 1998. Han er medlem af Enhedslisten og har tidligere skrevet en række bøger, blandt andet Polen i 1000 år - set fra Kraków og Nakskov 31.
Polske Stemmer viser, at han kan sin metiér. Det er en fremragende materialistisk baseret analyse af kapitalismen udvikling og kynisme, samt hvordan det ind– og påvirker store grupper af mennesker og de samfund, som de kommer fra og til.
Sproget er let flydende og historierne gribende i deres beskrivelser af den enkeltes kamp for et bedre liv for sig og sine. Nogle lykkelige, andre tragiske.
Rørende og indsigtsfuld giver den læseren en viden, der er anvendeligt i dagens diskussion om flygtninge og indvandrere. En på alle måder imponerende bog med et unikt billedmateriale og et glimrende noteapparat efter hvert kapitel.
Søren Kolstrup: Polske stemmer. Polske indvandringsbølger 1892 - 2008. 399 sider. Gennemillustreret 299, kr. Forlaget
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
