Der er både skidt og kanel i Andreas Moritz’ bog »kræft er ikke nogen sygdom«. Desværre har denne verdens fattigste ikke råd til at følge hans ellers metoder.
af Mauri Johansson
Forlaget Hovedland har under den provokerende titel KRÆFT er ikke nogen sygdom udgivet en bog af den tyskfødte, nu i USA boende Andreas Moritz.
Den danske læge Carsten Vagn-Hansen, der længe har talt varmt for brugen af naturlægemidler, har en indledning med mange rosende ord, men han indrømmer også, at Moritz’ opfattelse af årsagerne og virkningen af kræft er kontroversielle.
Det bekræfter bogen fuldt ud. Moritz indleder med en juridisk note, hvor han fraskriver sig og forlaget ethvert ansvar følgerne af at bruge de behandlinger og andet, han omtaler. Det er nok meget fornuftigt.
Forfatteren tror på reinkarnation (sjælevandring efter døden -ingen kan dø, og kræften kan ikke slå dig ihjel skriver han), og på ayurvedisk medicin (et gammelt indisk sundhedssystem) og afviser stort set al medikamentel behandling (apotekermedicin) som skadelig.
Han er til største del økologisk-vegetarisk orienteret. Mobiltelefoner, mikrobølgeovne og elektriske felter generelt er dømt ude. Sukker og mange gængse fødevarer er totalt bandlyst, hvilket der i varierende grader er belæg for.
Omvendt har Moritz fat i en lang række områder hvor man må være enig: at fødevareindustrien ødelægger meget af det, der sælges som fødevarer, så de ligefremt bliver skadelige – Frankenstein-mad, pap- eller plastikmadkalder han det.
Han siger rent ud, at spise den amerikanske fabriksfremstillede mad er det samme som at begå selvmord uden at ville det.
At den farmaceutiske industri markedsfører ”medikamenter” der snart viser sig at have dødelige bivirkninger. At et privat sundhedsvæsen har mange ulemper, fordi det skal sikre profit frem for at helbrede. At fødevarekontrollen er lemfældig. At det psykiske har betydning for kræften. Og meget andet fornuftigt.
Bogen præges af utallige opfordringer til at købe andre Moritz-bøger og produkter eller for eksempel en ”ion-tandbørste”, Soladey, til cirka 170 kroner.
Moritz kommenterer derimod ikke det problem, at den udbredte fattigdom, skabt af kapitalismen, forhindrer milliarder af mennesker i at følge hans velmenende råd, der måske virker.
Samlet set er bogen en blandet landhandel. Der er, kritisk læst, en del tankevækkende synspunkter som kræftlæger og patienter burde kunne lade sig inspirere af. Men der er også modstridende udsagn og anprisning der næppe kan opfyldes.
Andreas Moritz: Kræft er ikke nogen sygdom. 290 sider, 269 kr. Hovedland, 2010.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278