Den engelske forfatter graham greene efterlod sig over 50 værker. De handler om loyalitet og om at vakle i sin tro, når regningen skal betales.

af Bjarne Nielsen

Den engelske forfatter Graham Greene (1904-91) er én, hvis moralsk-politiske forfatterskab nægter at dø med forfatteren.

Derfor er det også fint med en genudgivelse af hans fremragende selvbiografi En slags liv fra 1971.

Bogen, der er første af to erindringsbind, går desværre kun frem til hans internationale gennembrud med thrilleren Istanbul-ekspressen i 1932, selv om den er skrevet i 1971.

Den fortæller historien om hvorledes Greenes personlighed bliver formet og dermed også baggrunden for hans forfatterskab.

Døsig barndom
Han beskriver sin opvækst i det døsige Berkhamsted i det østlige England, hvor faderen var rektor på en kostskole, sin drikfældige studietid på Oxford og forsøgene på at finde  »almindeligt » arbejde. Han endte som redaktionssekretær på den konservative avis The Times.

Om sin druk skriver han, den var »en lindring mod kedsomheden» og ham et »farligt hjælpemiddel » på det  »anti-atletiske» college i Oxford, hvor nogle af drukkammeraterne var de senere KGB agenter Philby, Maclean og Burgess.

Greene havde en lykkelig og tryg barndom, hvor legene og drømmene var fyldt med mordere, spioner og evig flugt.

Ifølge selvbiografien er det splittelsen mellem kammeraternes og forældrenes verden, der lærer ham, at kun ved at forråde begge parter kunne han forblive tro mod sig selv.

»Jeg blev dygtig til at forsvinde ». Noget der er tydeligt i debuten Manden i tågen (på dansk i 1942) og senere i  Den menneskelige faktor (på dansk i 1978). I Greenes univers er flugt et brud med stilstand og den konformitet, der var ham imod.

I sin ungdom spillede han således ofte russisk roulette, med en pistol han havde fundet, alene for at mærke adrenalinsuset.

Synd, skyld og skam
Greene brød igennem i mellemkrigstiden, og som mange af datidens ligestillede med en privilegeret baggrund gjorde han oprør mod kedsomheden og trivialiteterne. Dette vilde liv med masser af anekdotisk stof er tydeligt hos Greene.

Greene konverterede som ret ung til katolicismen, hvorfor også emner som synd og soning, frelse og fortabelse blev en del af forfatterskabet. Privat var det, som ofte, noget mere komplekst.

Efter sin skilsmisse, dyrkede han flere kvinder og  »holdt op med at gå til skrifte eller gå til alters, for så at høre til kirkens fremmedlegion og kæmpe for en stat, hvori vi ikke længere har fuldt statsborgerskab ».

Greenes interesse for spionage kan stamme fra hans onkel Graham, der var ven med koldkrigeren Churchill og med til at grundlægge flådens efterretningstjeneste.

Som udgangspunkt for at have været agent og være forfatter skriver han, at enhver romanforfatter har noget tilfælles med en spion.

»Han iagttager, han lytter, han søger motiver og analyserer karakterer, og i sine bestræbelser for at tjene litteraturen er han uden skrupler ».

Dette bind omhandler perioden 1904-39. Senere udkom et bind med perioden 1939-55. Man kan kun håbe på at forlaget også udgiver dette. Forlaget Klim har en serie med flere af Greenes bøger, ligesom en del af bøgerne findes i filmatiseringer på dvd.

Når man, som denne anmelder, har slugt og nydt  En slags liv kan man begynde på det imponerende forfatterskab.

Forfatterskabet
At præsenterer hans fulde forfatterskab, der er på omkring 50 bind, tillader pladsen ikke, men en præsentation af de vigtigste værker kan også gøre det.

Mange opdeler forfatterskabet i de politiske thrillere fra 30’erne, de katolske fra 40’- og 50’erne samt de mere humoristiske senere.

Det er en fejl, da de alle, ud over den elementære spænding, som tema har underspillet humor, moralske dilemmaer og eksistentielle spørgsmål som svigt og det gode contra onde.

Troværdige figurer
En af Greenes styrker er hans lette stil, persontegningerne og miljøbeskrivelserne. Man fornemmer at man er tilstede, ligesom man tror på figurerne som den kriminelle Pinkie i  Brighton Rock (1938), whiskypræsten i  Magten og æren (1940) og støvsuger- og CIA agenten Wormold i  Vor mand i Havana (1958).

Alle har de flere sider i deres personlighed, hvorfor vi læsere tror på dem. Trods Greenes katolicisme, betegnede han ikke sig selv som katolsk forfatter, men som en forfatter der var katolik.

Kirken derimod ville det omvendt og i forbindelse med  »Magten og æren », der beskriver katolske forfølgelser og en præsts udskejelser, må han stå skoleret for ærkebiskoppen af Westminster. Denne nævnte i forbifarten at bogen Enden på Legen  (1951) var endnu værre efter kirkens mening. Det skal dog nævnes at pave Paul VI roste  Magten og Æren.

Den tredje mand
Den klassiske Greene thriller, Den tredje mand (1950), der af mange kendes for den Oscar-tildelte film med Orson Welles, handler om efterkrigstidens Wien, der dengang var opdelt i fire zoner, som Berlin, og den sortbørshandel der altid følger med mangler og elendighed.

Hovedpersonen Harry Lime er både sortbørshaj og sovjetisk spion. Meget tyder på at Greene har ladet sin gamle kollega og ven, dobbeltspionen Philby være baggrunden for Lime.

Philby deltog, sammen med andre frivillige venstre­orienterede i borgerkrigen i Østrig i 1934 og hjalp modstandere af den fascistiske Dollfuss med at flygte gennem Wiens underjordiske kanalsystem, akkurat som Welles gør det i filmen.

Senere tog mange af dem til Spanien og fortsatte den antifascistiske kamp.

I 1941 blev Philby rekrutteret til den engelske efterretningstjeneste, hvor han blev chef for og drukkammerat med Greene i 1942-44. Greene opererede blandt andet i Sierra Leone i 1943 og beskriver det i bogen Rejse uden kort  (1952).

I 1951 deltog han med et Gurkha-regiment i Malaysia i  »jagten på kommunistiske partisaner ».

Senere blev han mere kommunistvenlig og deltog aktivt i støtten til Castros guerilla under revolutionen i Sierra Maestra bjergene i 1958. Han deltog også i den kulturkongres i Havana i 1967, hvor danske Asger Jorn malede sine berømte vægmalerier i Revolutionsarkivet.

Han var også venner med Chiles Salvador Allende, Nicaraguas Daniel Ortega og Viet­nams Ho Chi Minh, hvilket i sagens natur desværre ikke er med i bio­grafien.

Spionlivets triste side
En klassiker i vestlige litteratur om Vietnamkrigen er  Den stilfærdige amerikaner (1956), hvor Greene giver os et indblik i den kedelige side af CIA’s provokatoriske arbejde i Saigon i 1951-52.

På det tidspunkt var Frankrig den aktive part og kolonisystemet sang på sidste vers, og altså ikke om 60’erne, hvor USA var hovedaktøren, som de fleste film og bøger om krigen omhandler.

Bogen blev filmatiseret 2002 med Michael Cain som den kynisk men desillusionerede, katolske, opiumstilbøjelige krigskorrespondent fra Times, der med sit møde med den amerikanske idealist Pyle tvinges til at tage stilling til krigen.

Omkring opium noterer Greene, at  »lugten af opium er mere behagelig end lugten af succes ».

 Hemmelig agent (1958) handler om den spanske borgerkrig, hvor republikaneren D. bliver sendt til England for at købe kul, uanset prisen.

Greene i cuba
Vor mand i Havana (1958) er en af hans kendteste, og en klassiker, der handler om Batista-diktaturets sidste år på Cuba,

Her gør støvsugeragenten Wormold grin med efterretningstjenesten og skaber sit eget agent-univers, for at kunne levere stof til den tjeneste, der har hyret ham.

Problemet er loyalitet, for som der siges, »ville verden være sådant et rod, som den er, hvis vi var loyale over for kærligheden, ikke over for lande?».

Bogens åbningsreplik er  »De skulle drømme noget mere, Mr. Wormold. Virkeligenheden i vores århundrede er ikke noget, man skal se i øjnene ».

Den er filmatiseret med Alec Guiness i hovedrollen og optaget i Havana efter revolutionen i 1959.

Terrorregimer
Maskespillet (1968) handler om den frygtelige undertrykkelse fra det berygtede hemmelige politi Tontons Mamacoute på Haiti under Papa og Baby Doc, centreret omkring det legendariske Hotel Oloffson, der fortsat eksisterer, trods sidste års orkan. Det er i denne bog han skriver, at  »kommunisme er mere end marxisme ».

 Konsulen (1973) handler om en englænder der bliver midtpunkt i et argentinsk guerilladrama.

 Monsignore Quixote (1983) hører til hans mere humoristiske bøger. En ældre katolsk landsbypræst og en afsat kommunistisk borgmester kører i fællesskab rundt i Spanien efter Francos død. Den handler om forholdet mellem ideologi og pragmatisme. Man kan tydeligvis se, at Greene har læst den italienske forfatter Guareschis bøger om præsten Don Camillo fra Brescello ved Po-floden.

Ven med torrijos
Den vidunderlige Min ven generalen (1985) vil interessere alle latinamerika­freaks. Her beskriver Greene sine mange møder og venskabet med Panamas statschef Torrijos, der styrede landet fra 1968 til 1981, hvor han omkom i en af USA planlagt flyveulykke.

Bogen er en slags biografi, hvor vi hører om alle de vigtigste begivenheder og personer fra den anti-imperialistiske kamp og det miljø som rummede flygtninge fra Nicaragua, Chile, El Salvador, Argentina og Paraguay i Panama.

Torrijos selv var personlig ven med Jugoslaviens gamle partisanleder Tito og Castro, »der holdt ham forsynet med glimrende Havana-cigarer, hvis mavebælter var påtrykt hans navn».

Under et af opholdene skal Greene blandt andet bevidne den ny aftale mellem USA og Panama om Panamakanalens fremtid.

Senere er Greene fortrolig budbringer mellem Torrijos og Castro. En fantastiske insiderbog om den mellemamerikanske scene i 70’erne.

Brændpunkterne
Graham Greene var ofte i mange af brændpunkterne som Vietnam, Suez, Afrika og Cuba før det hele brød løs/sammen. Mange af hans figurer peger mod hans eget liv. Personer der vil et og gør noget andet. Personer der vakler i deres loyalitet.

Forfatterskabet kommer således rundt om den spanske borgerkrig, efterkrigens besatte Wien, Vietnam, militærdiktaturerne på Haiti, i Argentina og revolutionen på Cuba.

En del af de ikke nævnte bøger handler om afrikanske lande og deres kamp mod udplyndring af vesten.

Greene er kendt for de indsigtsfulde udsagn om at  »Had er mangel på fantasi » og at  »den dag vi ikke længere tvivler, lever vi ikke længere ».

Graham Greene: En slags liv. 194 sider 299 kr. Forlaget Rosenkilde