"Hundrede år" er en delvis selvbiografisk roman om Wassmos egen slægt. Eller rettere om slægtens kvinder. Oplægget er til en spændende beretning, som ikke helt bliver indfriet

Forfatteren Herbjørg Wassmo (født 1942) er efterhånden en institution i Norden. Adskillige romaner er det blevet til. Heriblandt kioskbaskere som Dinas Bog og Et glas mælk, tak.

Nu foreligger så hendes nyeste i dansk oversættelse. En delvis selvbiografisk roman om Wassmos egen slægt. Eller rettere om slægtens kvinder.

Sara Susanne, Elida og Hjørdis er henholdsvis forfatterens oldemor, mormor og mor. Oldemoderen var født 1842 - hundrede år før Herbjørg. Deraf også bogens titel, Hundrede år. At det senere viser sig ikke at være den rigtige oldemor, spiller kun en mindre rolle.

Bogen beretter om et slidsomt arbejde i Nordnorge. Mange af beskrivelserne kunne være taget fra de fleste menneskeskæbner, idet det er almene oplevelser. Forelskelse, mange barnefødsler, og hvad der ellers hører menneskelivet til.

Men samtidig er der flettet Herbjørgs egne oplevelser om overgreb i barndommen ind. Han - det vil sige faderen - 'gør barnet fortræd'. Hun prøver at skjule sig, og i skjulet har hun en gul blyant med. Hendes overlevelse består i at skrive historier for derved at komme ud af faderens ydmygelser.

Oplægget er skabt til en meget spændende beretning. Men bogen har nogle svagheder, der gør, at læseren kan føle sig lidt snydt. Især hvis man har læst andre af Wassmos romaner.

Det er svært at bevare overblikket over personerne i den lange roman. En art stamtræ kunne have været med til at lette overblikket.

Meget af romanen består af flash-back frem og tilbage. Desværre er dette også med til at forstyrre rytmen i bogen.

Når romanen sine steder tenderer til at blive for privat og mangler det unikke punkt for læseren, går historien hen og bliver uvedkommende. Et eksempel her er moderens og faderens brevveksling under krigen. Det virker meget påklistret og slet ikke nærværende .