Centrum-venstre tænketanken Cevea har udgivet en antologi af artikler om finanskrisen. Flertallet af de 11 bidrag kunne formentlig lige så vel være skrevet til en CEPOS-publikation
Cevea er efter eget udsagn en uafhængig centrum-venstre tænketank, der blev etableret i september 2008, tydeligvis som modvægt mod den stærkt borgerlige CEPOS.
Cevea anfører, at de udvikler progressive idéer for frihed, fairness og fællesskab og at arbejdet alt overvejende finansieres med fagforeningers kontingentpenge. Cevea udarbejder og publicerer analyser, blandt andet en antologi af artikler,
I orkanens øje - erfaringer fra og løsninger på den globale finanskrise.
Det sidstnævnte er måske nok i overkanten af, hvad teksterne kan byde på. Flertallet af de 11 bidrag kunne formentlig lige så vel være skrevet i en CEPOS-publikation. Så det med 'venstre'-tænketank rækker ikke langt ind i selv de nuværende, partipolitiske 'venstreorienterede' partier. Selv Enhedslistens medlemmer må lede efter et beskedent forslag til løsninger på kapitalismens dybe krise.
Ikke én af forfatterne stiller spørgsmål ved kapitalismens gavnlighed eller fortsatte beståen. Tværtimod hånes socialistiske samfundsforsøg, ved at de blandt andet bygger på arbejderklassen. Tak for tilskuddene!
Nej, lad os endelig beholde det borgerlige parlamentariske demokrati, selv om det med god bistand af kapitalismen har vist sin tiltagende fjendtlighed overfor den arbejderklasse, der alene producerer samfundsværdierne. Det synes forfatterne at mene.
Af samme grund er det måske mest trist at læse bidraget fra højtbetalte LO-økonomer med deres totale afmagt overfor at komme med bare lidt skyts til arbejderne i deres klassekamp. Men den er måske reelt aflyst i LO og nedefter?
At bankfolk gerne vil lægge al skyld på politikerne er næppe en overraskelse. De akademiske bidrag er heller ikke til at falde i svime over med hensyn til nytænkning.
Trods disse vemodige betragtninger bør folk, der er oprørte overfor den nuværende kapitalistiske krise og dens politiske håndtering, læse pjecen. Den afslører de økonomiske systemvogteres snævre tankegang og hvorfor arbejderklassen, igen, skal betale, også for kapitalens medløbere. Kend din fjende. Det er ikke fra den kant en reel frihed nogensinde kommer, kun den næste 'uforudsete' krise og de endnu større bankpakker. Måske skulle Cevea bede sit 'intelligenceteam' om at gennemføre et grundigt begavet marxismekursus inden så længe?
Men i stedet har man som erklæret 'venstre-progressiv' skudt sig i foden ved - sammen med den borgerlige netavis 180grader - at kåre Venstres udviklingsminister, Søren Pind, som 'Årets idealist 2009'. Hvor dybt i åndelig armod kan dem, der påstår sig tale arbejdernes sag, dog synke?
Landets tilbageværende arbejdspladser huser dog fortsat arbejdere, der er realistiske idealister og parate til kamp, hvis de kunne få lov og under en kampvillig fagforeningsledelse. Var Cevea ude for at finde bare én af dem? Næppe.
I orkanens øje hersker der fred og fordragelighed, hvor vennerne kan mødes. Orkanen derimod hærger i arbejderklassens rækker, kloden over.
Antologien har bidrag fra Nobelpristageren i økonomi Joseph Stiglitz samt Torben M. Andersen (ÅU), Finn Østrup (CBS), Henrik Plaschke (AAU), Jakob Vestergaard (DIIS), Anders Lundkvist (AAU), Bjarne Kogut (Arbejdernes Landsbank), Lars Pehrsson (Merkur Bank), Jan Kæraa og Mia Rasmussen (LO). Desuden Kristian Weise (Cevea), som også er redaktør på antologien.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278