16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

100 år med en socialistisk realist

100 år med en socialistisk realist

Fredag, 13. april, 2012, 11:47:48

Blandt danske malere med et politisk budskab rager VictorBrockdorff tårnhøjt op. Odsherred Kunstmuseum hylder hans 100-års fødselsdag.

Møde foran Christiansborg, 1955
Odsherred Kunstmuseum

Blledkunst

Maleren Victor Brockdorff, der nu ville have været 100 år, er ikke mindst kendt for sine mlijøskildringer fra Nørrebro og københavnske forstæder.

I socialistiske kredse er han desuden kendt for sine billeder med et decideret politisk indhold. Et eksempel er maleriet Partikongres fra DKPs kongres i 1952, der regnes som et af de mere unikke eksempler på socialistisk realisme i dansk kunst.

Som medstifter af kunstnergruppen Corner i 1932 arbejdede han med det figurative, men hvordan hans malemåde udviklede sig, hersker der generelt en vis usikkerhed omkring.

De unge år

Det forsøges der at rettes op på med udstillingen Victor Brockdorff – De unge år på Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs.

Den tager afsæt i drenge­årene, hvor han sammen med kammeraten Sven Havsteen-Mikkelsen på nærmeste hold oplevede naturalismens magi hos fynbomaleren Fritz Syberg.

Hos maleren Ernst Zeuthen (1880–1938) lærte han, at et billede kan spille på mere end som så. De to kammerater gik senere hver deres vej, i en religiøs og en social retning.

Fra tiden på kvistværelser, suppleret med cafédiskussioner og rekreation i parker, er et portræt fra Rosengade af den lyse digter Jens August Schade, formodentlig malet hos naboen Hans Scherfig, hvor pladsen tillod det.

Odsherred og familien

I Odsherred, hvor Brock­dorff boede i anden halvdel af 1930’erne, kommer familie og børn ind i motivkredsen, sammen med feriestemninger. Samtidig spores et slægtskab med tidens kubistiske og surrealistiske strømninger.

Således indeholder billedet af en  fløjtespiller i et rum med åbne døre  i sin lyriske fremtoning tillige dramatiske undertoner. I det billede så Poul Henningsen i 1936 en parallel til »moderne scenekunst«.

I 1940’erne, under besættelsen, boede Brockdorff på Østerbro. Pytterne i en regnvejrsgade afspejler stemningen. Et billede fra Østre Anlæg er ved nærmere eftersyn ikke bare et landskab, eller rettere: det er et landskab med en bunker. Mens en udsigt mod vandet synes at appellere til længslen efter frihed.

Efter krigen tog han til Paris, hvor diskussionen om det abstrakte og det figurative giver nye impulser i maleriet. Til den danske kunstnerkoloni hørte de abstrakte Asger Jorn, Robert Jacobsen og Richard Mortensen.

Her boede også den figurative maler Viggo Kragh-Hansen, der sammen med modstandsmanden Anker Landberg, der havde været aktiv i BOPA, blev Brockdorffs med­kombattant i kampen for en ny realisme.

Socialistisk realisme

Et særligt venskab knyttedes med den franske abstrakte maler Jean Atlan. Han var, lige som maleren André Fougeron, eksponent for den socialistiske realisme, som fik betydning for ham.

Til det koloristiske kom en ekspressiv billedrytme, som i Pigen i Nice. Maleriets dramatiske linjeføring leder tanken hen på hans første, egentlige politiske billede af en fredsdemonstration – Socialisme (fra 1950).

Også et portræt i neorealistisk stil peger frem mod hans billeder, som man kender dem fra de første år på Nørrebro.

Den abstrakte Richard Mortensen har i et forsvar for den socialistiske realist, da stormvejret brød løs efter hjemkomsten fra Paris, udtalt, at Brockdorff »gennem hele sin udvikling har forsøgt at gøre emnet til noget betydningsfuldt«.

Udstillingen rundes af med Møde foran Christiansborg fra 1955. Det viser en demonstration mod Vesttysklands optagelse i NATO  i 1955. På talerstolen ses skue­spiller Ingeborg Brams. Billedet foregriber de store folkelige manifestationer i de to følgende tiår.

Victor Brockdorff – De unge år. Odsherreds Kunstmuseum, Hvide Hus, Asnæs. Til 6. maj, herefter Johannes Larsen Museet, Kerteminde august–september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. apr. 2012 - 11:47   03. sep. 2012 - 10:41

Billedkunst