Alt kan ske i Jonathan Meeses magiske rum. Det er umuligt at se, hvor leg afløses af alvor og ironisk lattermildhed af magtens arrogance.
af Gert Poder
Det er ikke bare svært at overse den tyske performance–, installations– og protestkunstner Jonathan Messe (født 1970). Det er praktisk talt umuligt.
Jonathan Meese dukkede op på den internationale kunstscene en gang i firserne med sine stærkt ekspressive installationer og farvestruttende malerier.
Som en legesyg lille dreng strør han om sig med politiske spøgefuldheder, moderbindinger, freudianske komplekser og en uhæmmet højtråbende søgen efter voksenhedens identitet.
Men Jonathan Meese stiller én væsentlig betingelse for at tilfredsstille omverdens krav om normalitet:At legen ikke forsvinder.
Den dag det bliver kedeligt at være voksen, så dør kunsten, så dør det legende menneske, der har holdt os oppe siden det første »shit happened« på jorden.
Jonathan Meese insisterer på at være bindegal, uforløst – en gadedreng, fræk som en slagterhund – i et parnas fyldt med skønne ånder og sarte sjæle. For ham er Kunstens Diktatur lig med retten og pligten til at agere, agitere, propagandere, protestere.
Hans figurer er derfor også magtens figurer. Det er Stalin og Hitler, Nietzche og Wagner. Den romerske kejser Neros vanvid er den totale frihed, for kun i kunsten er alt frit.
Det gælder også hans figurer: Det tyske jernkors, hagekorset, pik og patter. De er ikke symboler, men genstande, og som sådan er de ikke politiske, de er blot sig selv, på samme måde som den romerske kejserhilsen blot er – ja, en muskelbevægelse.
Derfor blander maling sig lystigt med tomme paprør fra lokumsruller, plastickamme, polaroid-fotografier og malet tekst. Det er kunstens legeland, hvor de velpolerede helte er erstattet af James Bonds ækle fjende Doktor No.
Jonathan Meese kræver med et stort blink i øjet al magt til kunsten. Han insisterer på den alvorlige leg, og krænger uden blusel hele sin frihedshungrende sjæl ud på sine lærreder, i sine skulpturer og installationer.
Der er ikke noget, der hedder røde og gule lys i Jonathan Meeses bevidsthed. Der er grønt lys hele vejen i overhalingsbanen.
Men hvis du stikker labben ud og tomler for at køre med, stopper han altid for at tage dig med på nye eventyr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
