Den nordjyske maler og debattør Gorm Spaabæk kamper for, at kunstnerne får penge for at udstille deres værker. Lige nu udstiller han sin anti-krigs billeder i Vrå.

Da Region Nordjylland mødtes den 16. november 2010 mødtes for at diskutere kulturprofil, ventede der rådets medlemmer en overraskelse.

Den ene af SF’s fire repræsentanter, lektor Mogens Ove Madsen, foreslog under mødet, at udstillende kunstnere betales »den gældende tarif aftalt med Billedkunstnernes Forbund«, når kunstnerne bidrager til projektet støttet af Regionen.

Forslaget bygger på et sæt etiske regler, som den nordjyske kunstner Gorm Spaabæk har udformet: En »CSR billedkunst« med 10 regler, som skal sikre, at billedkunstnere får penge for deres arbejde.

En CSR – Corporate Social Responsability ­– er et regelsæt for en virksomheds sociale ansvar på forskellige områder. Og en CRS for billedkunst havde ingen foreslået før Gorm Spaabæk.

Forslaget blev nedstemt, for selvfølgelig arbejder  kunstnere gratis – også i Nordjylland.

Kunststøtte som udnyttelse

Gorm Spaabæk er en kendt skikkelse i nordjysk kulturliv. Han er cand.phil. i kunstformidling og uddannet som billedkunstner på det Kongelige danske Kunstakademi.

Han anmelder billedkunst på regionens store dagblad, Nordjyske, og er lige nu kurator på avisens månedlige tillæg, »Kunst i Avisen«, hvor 12 kunstnere laver specielle værker til avisen.

Gorm Spaabæk er fuldstændig klar i spyttet, når han taler om det offentliges uvilje mod at betale billedkunstnere et honorar for at stille deres værker til rådighed på udstillinger.

– Den offentlige sektor er lønførende i negativ forstand. Der betales ikke tarif, og samfundets midler bruges til at underminere produktionsgrundlaget for billedkunstnerne. Det er her, at CSR Billedkunst er radikalt, siger han til Arbejderen.

Han mener, at billedkunstnerne bliver behandlet værre end kinesiske bjergarbejdere, der har leveret sten til et lokalt rådhus.

I en kronik i Information med titlen Når kunststøtte staves som udnyttelse foreslår han en normalisering at kunstområdet.

»Tænk sig en normalisering af området, så behandlingen af billedkunst i det offentlige system svarer til det, man ser på alle andre fagområder«, skriver han.

– Normalisering indebærer, at det arbejde den offentlige sektor ønsker udført bliver betalt efter tarif. Og at de udgifter, der ligger i udførelsen af arbejdet, bliver dækket, siger Gorm Spaabæk til Arbejderen.

I kronikken foreslår han, at man ser nærmere på kunstnernes økonomiske forhold.

»Måske kunne man i den forbindelse også se på, at det billedkunstneriske vækstlag er en af de mest udsatte samfundsgrupper i Danmark? En økonomi, der ikke er målbar i megen statistik, fordi produktionslagets økonomi er så svag, at den falder ud af normale måleinstrumenter.«

Gorm Spaabæk peger på, at der er masser af steder at tage fat: udstillinger på rådhuse, kulturhuse, biblioteker, skoler, sygehuse, menighedshuse, kulturelle samråd og alle  hel­– og halvoffentlige udstillingssteder.

Kamp om honorarer

Formanden for Billedkunstnernes Forbund, BkF, er helt på linje med Gorm Spaabæk.

I et interview i Arbejderen den 19. oktober 2009 blæste hun til kamp for en anstændig honorering af billedkunstnerne.

- Et museum er bygget til at vise kunst. Her arbejder en direktør, teknisk og administrativt personale og der er indrettet et cafeteria – og alle får betaling. Så er det skrigende vanvittigt, at den kunst der hænger på væggene, er vandret gratis ind, betalt af kunstnerne, sagde Nanna Gro Henningsen dengang.

Siden er kravet om honorering af kunstnerne blevet en del af BkF’s politiske program fra 2010, »Kunstpolitik til tiden«.

Om billedkunstnernes pro­fessionelle faglige forhold skriver forbundet:

»Bkf arbejder for respekt for faget og for professionel betaling for professionelt kunstnerisk arbejde.

Det handler om ordnede kontraktlige forhold og rimelige økonomiske vilkår i forbindelse med produktion og udstilling af billedkunst samt om honorering af billedkunstneres faglige kompetencer i forbindelse med for eksempel rådgivnings- og konsulentopgaver.«

Mens kunstnerne har krav på honorar i Sverige, er der lang vej herhjemme.

En stikprøveundersøgelse foretaget af Billedkunstnernes Forbund i 2009 blandt 20 større danske museer og kunsthaller, viser, at to tredjedele ikke  betaler et udstillingshonorar.