23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kampen om kunsten

Kampen om kunsten

Fredag, 09. september, 2011, 10:42:35

For lidt over hundrede år siden rasede en heftig debat omkring, hvilke midler malerkunsten skulle bruge til at udtrykke virkeligheden.

Blandt de billeder der var med til at udløse den heftige strid om »Bondemalerne« var Fritz Sybergs maleri »Børnene fra Fyns Hoved« (1904-05).
Johannes Larsen Museet

Kunstudstilling

af Jørn Tang Holbek

Så er det sidste udkald til Ordrupgårds dobbeltudstilling, der slutter på søndag. Den ene, Tour de France, handler om impressionisternes veje og steder i Frankrig.

Den anden, Kampen om kunsten, handler om den såkaldte Bondemalerstrid. Det var en kamp mellem ismer – den konkrete realisme mod den intellektuelle symbolisme.

Fynboerne kaldtes en række malere med tilknytning til Fyn, deraf navnet. Gruppen, der talte malere som Fritz Syberg, hans hustru Anna, Johannes Larsen og Peter Hansen, var hver på deres måde optaget af landskabsmaleriet.

De havde mødt hinanden på Zahrtmanns Skole i København og var under påvirkning af Zahrtmanns kraftfulde farvebrug. Deres skildringer af dagliglivet på landet gav i samtiden Fynboerne det nedsættende tilnavn Bondemalerne.

I 1907 opstod en heftig debat i tidens førende liberale avis, dagbladet Politiken – den såkaldte Bondemalerstrid. Den stod mellem den hovedstadsprægede intellektuelle kultur med malere som ægteparret Agnes og Harald Slott-Møller og Gudmund Hentze og med blandt andet Peter Hansen som forsvarer for Fynboerne.

Udstillingen viser en række af de malerier, der vakte stor forargelse hos datidens kunstpublikum og tidens førende kritikere herhjemme. Desuden kan man se eksempler fra den heftige debat, hentet fra artikler, anmeldelser og breve fra de involverede parter.

Udstillingen rykker bagefter til Fåborg Museum; netop den by og egn, hvor de stærkeste flammer i stridens ild hentede deres næring!

Malerierne er hentet i de to arrangerende museers fornemme mæcensamlinger.

 

Ordrupgårdsamlingen, Vilvordevej 110. Charlottenlund. Til søndag.

Herefter Fåborg Museum 8. oktober 2011 – 29. januar 2012.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. sep. 2011 - 10:42   03. sep. 2012 - 10:41

Billedkunst