Pablo Picasso kæmpede mod fascisme, krig, magtbegær og undertrykkelse, de sidste 40 år som medlem af det franske kommunistparti. Det viser en udstilling på Louisiana.
kunstudstilling af Gert Poder
Den 5. oktober 1944 var en god dag for det franske kommunistparti, PCF. Den dag kunne partiavisen L’Humanité fortælle, at det havde fået et nyt medlem.
Det nye medlem var den spanske eksilkunstner Pablo Picasso (1881-1973), der havde boet i Paris siden 1904 og som på det tidspunkt var anerkendt som verdens største dalevende kunstner.
Ved befrielsen af Frankrig fra nazisternes åg i august 1944 var han en frihedshelt i manges øjne, ikke mindst på grund af vægmaleriet Guernica. Det var en skildring af udslettelsen af den baskiske by af samme navn, udført af det tyske luftvåben i 1937.
kommunisten picasso
Pablo Picassos medlemskab af kommunistpartiet har for kunsthistorikerne været en gåde.
Her var en individualist til fingerspidserne, kendt som en livslysten playboy, der jævnligt udskiftede sine kvinder, tillige stinkende rig og ejer af en række mondæne ejendomme i Paris og langs den franske Middelhavskyst.
Med udstillingen Picasso: Fred & Frihed sætter Louisiana fokus på en hidtil overset side af Picassos liv.
Louisianas udstilling stammer oprindeligt fra det britiske museum Tate Liverpool. Den er resultatet af et kæmpe gravearbejde i næsten 40 kasser, fundet i Picasso-arkivet på Musée National Picasso i Paris.
Det drejer sig om kasser, der med etiketten »Politiske breve til Picasso« indeholdt breve, avisudklip og andre dokumenter, som professor Lynda Morris møjsommeligt har studeret og omsat til en udstilling sammen med direktøren for Tate Liverpool, Christoph Grunenberg.
socialistisk realisme
Resultatet af denne kulegravning er en helt ny viden om Picasso som politisk kunstner og kommunist.
Opsigtsvækkende, i hvert fald for kunsthistorikerne, er det især, at det tilsyneladende er kommet fuldstændig bag på Morris og Grunenberg, at den spanske kunstner ikke blot var kommunist af navn, men i høj grad også af gavn.
I udstillingens glimrende katalog kalder de i artiklen Hvad Picasso stod for hans politiske overbevisning og engagement for »et tvetydigt og stærkt omdiskuteret område«.
»Ikke blot nægtede han klart at følge partilinjen, men opfattelsen af ham som politisk kunstner er også i uoverensstemmelse med den populære opfattelse af Picasso som playboy og magtfuld udadvendt person«, skriver de videre.
Samme afstand til Picasso som kommunist lægger Louisianas direktør Poul Erik Tøjner i katalogets forord.
– Nogle ved også, at maleren var kommunist, det nævnes ofte som et kuriosum mellem de mere celebre karakteristika, skriver han og fortsætter:
– Vel var det både naivt og paradoksalt – i lyset af det vi ved i dag, og det man vidste dengang om kommunismens forbrydelser.
Præcis hvori det naive og paradoksale bestod i Pablo Picasssos politiske arbejde uddyber direktøren imidlertid ikke.
socialistisk realisme
I stedet bruger han og de to britiske forskere en del krudt på at fremhæve, hvad de opfatter som modsætninger mellem kunstnerens livsstil og partimedlemsskabet.
Det gælder især Picassos forhold – eller mangel på samme – til det, som Maxim Gorkij i 1934 kaldte »den socialistiske realisme« på Forfatterverdenskongressen i Moskva..
Den store, revolutionære forfatter efterlyste en ny realistisk kunst, der skulle beskrive arbejds- og hverdagslivet i den unge Sovjetstat – »en sandfærdig, historisk konkret afbildning af virkeligheden i dens revolutionære udvikling«, som det siden blev indskrevet i Det Sovjetiske Forfatterforbunds love.
Der er mildt sagt ikke meget socialistisk realisme i Picassos kunst. Den er mytisk, mystisk, fyldt med symboler og forskudt i endeløse perspektiver, altid uformelig og underligt ufærdig.
Pablo Picasso var langt fra den eneste kunstner, der så stort på idealet om socialistisk realisme. Det samme gjorde hans nære ven, den franske digter Paul Eluárd, som havde været medlem af partiet siden 1920’erne.
Hans Scherfig og Asger Jorn er hjemlig eksempler på kunstnere, der var erklærede kommunister, uden at lade sig binde til den socialistiske realisme.
Livet igennem forsøgte Picasso i stedet at formulere sit kunstneriske udgangspunkt gennem en ufattelig mængde malerier, skulpturer, tegninger, potter, raderinger og ord.
»Kunstneren er et centrum for strømninger, der kommer alle vegne fra: Fra himlen, fra jorden, fra et stykke papir, fra et ansigt som glider forbi, fra et edderkoppespind. Maleren er underkastet tilstande af overvældende fylde og trang til at frigøre sig fra denne overflod af sanseindtryk og syner. Deri ligger kunstens hemmelighed«, skrev han ved en lejlighed.
stalin- og leninpriser
Pablo Picass var formentlig efterkrigstidens største enkelte bidragsyder til det kommunistiske parti, som han aldrig forlod og trods stort ydre pres forblev trofast mod til sin død.
Ansøgninger om donationer af kunstværker, økonomiske bidrag og støtte til forskellige formål strømmede ind hos den velstående kunstner. Kun få gik forgæves. Han støttede strejkende franske minearbejdere, strandede spanske republikanere, apartheid-modstandere og financierede den sydfranske kommunistiske avis Le Patriot.
Den rige livsnyder og playboy Pablo Picasso nøjedes ikke med at være passiv i kampen for fred og sikkerhed. Han var aktiv deltager i efterkrigstidens fredskongresser, og blev blandt andet nægtet indrejse i USA, fordi han var kommunist.
Pablo Picasso modtog i 1951 Den Internationale Stalin-fredspris, en af de højeste udmærkelser i Sovjetunionen. Han fik den for sit bidrag til det internationale fredsarbejde efter Anden Verdenskrig. Hæderen gentog sig i 1962 med Den Internationale Lenin-fredspris.
Det er en fremragende udstilling, som Louisiana her viser. Værk for værk dementerer den enhver modsætning mellem det at være kunstner og aktiv kommunist.
Picasso: Fred & Frihed. Louisiana, til 29. maj.
Fot til web:
06-picasso2-035.tif
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
