22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Saftigt opgør med arbejdets tyranni

Saftigt opgør med arbejdets tyranni

Torsdag, 16. december, 2010, 10:22:34

Den cubansk-fødte Paul Lafargue skrev i 1880 et kampskrift mod industri­kapitalismens udnyttelse af arbejder­klassen. En revideret udgave på dansk er nu udgivet.

boganmeldelse af Mauri Johansson

Karl Marx havde en cubanskfødt, men europæisk uddannet svigersøn, Paul Lafargue, der var læge, men det meste af livet revolutionær i Marx’ ånd og respekteret af Lenin.

Paul Lafargue udgav Retten til dovenskab i 1880 som et modskrift til Retten til arbejde fra 1848.

Denne periode var i Europa præget af den brutale industrikapitalisme, som allerede Engels beskrev i »Arbejderklassens stilling« i 1845.

Paul Lafargue satte i meget malende vendinger yderligere kød og blod på i hans fremstilling. Han drøftede bogen løbende med Marx under dens tilblivelse.

Kritikken af kapitalismen er skånselsløs. Men det er også den kritik han retter mod repræsentanter for arbejderklassen, der råber på 14 - 16 timers arbejdsdage for voksne mænd, men også for kvinder og børn.

Hans eget regnestykke på den tid var, at tre timers arbejde per dag samfundsmæssigt ville være nok, hvis ikke kapitalisterne ravede merværdierne til sig privat.

barsk kritik

”Når lidelserne ved tvangsarbejdet (altså lønarbejdet), der er talrigere end Bibelens græshopper, er slået ned over proletariatet, så er det dem selv, der hat nedkaldt dem over sig.”

Hans opsange kan somme tider virke næsten urimelig barske – det var jo brødet og livet det handlede om. Vejen til organiseret klassekamp for socialismen var endnu ikke banet.

Arbejdsgivernes krav var skånselsløse og livet blev kort for proletarerne, mens borgerskabet og dem der var endnu bedre stillede kunne leve i ødselhed, med en tyende på hver finger.

Fremmedgørelsen ved lønslaveriet var, som hos Marx, forklaringen på tingenes tilstand, og den måtte overvindes.

Lafargues sprog er livligt og medrykkende, og der bliver ikke lagt fingrene imellem, som de følgende citater viser:

»Vort århundrede kaldes arbejdets århundrede; i virkeligheden er det smertens, elendighedens og korruptionens århundrede.«

»I den kristelige sagtmodigheds navn messer en præst fra den anglikanske kirke, pastor Townshend: Arbejd, arbejd, dag og nat; når I arbejder vokser jeres elendighed, og jeres elendighed fritager os for at bruge lovens magt til at påtvinge jer arbejdet.«

»Lovligt tvangsarbejde ‘giver for meget besvær, kræver for meget vold og vækker for megen opsigt; sulten er der­imod ikke alene et fredeligt, men tavst og uophørligt pressionsmiddel, men som den mest naturlige tilskyndelse til flid og arbejde, fremkalder den også de største anstrengelser. Åndelig sult er måske mere dominerende i dag, men fortsat gælder sangens ord: af løgn og af sult vi forgå”.

revision efter 40 år

Bogen blev første gang oversat til dansk på forlaget Rhodos i 1970. De to oversættere fra dengang, Ellen Brun og Jacques Hersh, skrev en udmærket introduktion og analyse til bogen fra et 1970-perspektiv.

De to har nu, 40 år senere og politisk mere modne, lavet en ajourført introduktion og analyse af Lafargues tekst, set i forhold til dagens verdenspolitiske morads. De er enige i, at teksten i dag er endnu mere relevant og rammende end i 1970 eller ved udgivelsen i 1880.

Bogen kan bestemt anbefales til alle der har fået nok af kapitalismens løgne og bedrag. Den må indtænkes i visioner og strategier for udryddelsen af kapitalismen, før denne udrydder os.

Paul Lafargue: Retten til dovenskab, 2010. Forlaget Moderne Tider. 130 kroner, www.modernetider.dk

Den cubansk-fødte men europæisk uddannede Paul Lafargue var læge og gift med en af Karl Marx’ døtre. Han udgav »Retten til dovenskab« i 1880 som et modskrift til »Retten til arbejde« fra 1848 i den brutale industrikapitalismes  storhedstid.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. dec. 2010 - 10:22   03. sep. 2012 - 10:41

Billedkunst